Græd på toilettet: Emilie var bange for at knække

Det var faktisk naturligt for Emilie Belle Jensen at dele sin historie i Fagbladet 3F som bare 20-årig og fortælle om alt det slemme, hun oplevede som tjenerelev.

– Jeg kan generelt godt lide at stå frem og belyse ting, der er problematiske, siger hun i dag.

– Jeg har altid haft en stor retfærdighedssans – og så har jeg altid haft god støtte fra netværk og familie, uanset hvad jeg har gjort i mit liv.

Emilie Belle Jensen er nu fyldt 30 år. Fagbladet 3F besøger hende godt ti år efter, at hun i bladets spalter fortalte om chikanerier og ydmygelser, som hun længe måtte finde sig i som ung tjenerelev.

Kan man parkere den slags oplevelser, eller bærer man dem resten af livet?

Punker med 37 knapper

Tit låste Emilie Belle Jensen sig inde på toilettet og bare græd og græd over mobberiet.

Hun blev gjort til grin, når hun havde problemer med regnestykker, og fik ofte at vide, at hun så træt, dvask eller doven ud.

Foran gæsterne blev hun kaldt “en udfordring”, og chefen kaldte hende “en punker med 37 knapper i fjæset” på grund af sine næsepiercinger og frisuren.

Oveni måtte Emilie Belle Jensen knokle i alt for mange timer uden pauser og uden at få ordentlig betaling for det.

3F gik ind i sagen i 2016 og fik indgået et forlig med restauranten i Vordingborg på 75.000 kroner i efterbetaling og godtgørelse.

Et meget vigtigt punktum for den unge elev.

– At jeg kørte sagen og fik den her erstatning var også en blåstempling af, at jeg havde ret: Det var ikke okay at blive behandlet på den måde, siger Emilie Belle Jensen.

Emilie Belle Jensen husker også tydeligt, hvordan nogle af kollegerne på den restaurant, hun kom i lære hos sidenhen, havde læst artiklen i Fagbladet 3F om hendes kamp.

– Det var jeg megaglad for; ”Nu ved de, at jeg ikke er sådan en, man bare kan fucke med”, tænkte jeg. 

I et års tid fyldte den dårlige behandling i læretiden dog alt. Hun lukkede sig inde i sig selv – og frygtede ikke mindst at møde sin chef eller nogle af de gamle kolleger fra restauranten på gaden.

Og svendebrevet som tjener fik hun faktisk aldrig.

– Jeg kom til et punkt, hvor jeg bare kunne mærke, at jeg var fyldt op. Det var nu, jeg skulle skifte spor, for ellers var jeg bange for at knække i den her branche.

I dag er Emilie Belle Jensen blevet gift og mor til lille Sølve.

Så har hun i flere år arbejdet som handicaphjælper, sideløbende med at hun har uddannet sig til yogalærer.

Og efter barslen skal hun færdiggøre sin bachelor som psykomotorisk terapeut på Københavns Professionshøjskole i Hillerød.

– Jeg er jo typen, der godt kan lide at have mange jern i ilden, som hun siger.

– Den uddannelse, jeg er i gang med, binder rigtig godt bånd til arbejdet med handicappede. Og yoga er både en passion og en hobby, som jeg kan dyrke, men ikke behøver at leve af. Begge dele giver rigtig god mening for mig, fortæller Emilie Belle Jensen.

Når hun i dag ser baglæns, har de ret voldsomme chikanerier, hun oplevede i sin tid som tjenerelev, ikke sat som en knude i maven. Tværtimod.

– Det fik mig faktisk til at stoppe op, tage hånd om mig selv og blive bedre til at sætte grænser, fortæller hun i dag.

– Så det endte faktisk med at blive lidt et selvværdsboost. Jeg var jo meget mere værd, end den måde de havde behandlet mig på, siger hun.

Emilie Belle Jensen har heller aldrig fortrudt, at hun brugte sine yngre år i restaurationsbranchen, selvom det aldrig førte til et svendebrev:

– Jeg husker mest den tid som megasjov med masser af fest, altid drøn på og bare en fed måde at være ung på. Så selvom det ikke blev en karrierevej, var det den rigtige vej for mig.