Redderen Rikard rykkede ud til hjertestop – og fandt sin livløse kone

Han blev sendt ind i kaosset, da alarmen om Præstøulykken lød. Han har stået stille i et hjem, hvor et helt familieliv var blevet slukket ved en mands blodtørstige hånd. Og han har ydet livreddende førstehjælp ved de mest fatale trafikulykker.

I ambulancetjenesten har Rikard Krog Nielsen i 39 år arbejdet lige dér:

I det brutale grænseland mellem liv og død.

Alligevel er det en sag om hjertestop, der sætter sig som den største klump i hans hals, når han fortæller om sin karriere.

Men han insisterer på at gøre det til trods. Fortælle. For historien er billedet på noget større: Den tonstunge mentale vægt, som frontpersonale hver dag bærer på arbejde.

Kroppen tog over

30. oktober 2023.

Paramedicineren og hans makker har sat kurs mod en kontorbygning efter melding om en person, der er faldet ned fra en stol.

Den melding er de rykket ud til før. Et utal af gange. Selv da meldingen ændrer sig til hjertestop, reagerer han køligt.

Den slags er hverdag i ambulancetjenesten.

Men da de ankommer, står det klart, at 30. oktober 2023 er alt andet end en almindelig dag på job.

For patienten er Rikard Krog Nielsens hustru.

Og det er ham, der har ansvaret for at genoplive hende.

Kroppen tager over, hænderne gør, hvad de er trænet til, og pumper livet tilbage i hendes krop. Han tjekker hendes tal, de er gode, sender hende med helikopter mod sygehuset, skifter tøj og sætter selv kurs mod sygehuset.

Mod hustruen, der overlever og i dag har det godt.

– Det er en historie, der fortæller, hvor følelseskolde vi er. For jeg er 100 procent sikker på, at langt de fleste af mine kollegaer ville have reageret på nøjagtig samme måde, funderer han.

I risiko for PTSD

Den 57-årige redders historie er én af dem, der torsdag vil blive delt på en konference.

Her mødes Reddernes Udviklingssekretariat under 3F, FOA, Fængselsforbundet og Politiforbundet for at tale om de psykiske belastninger, der er del af jobbet for medlemmerne.

Dem, der er i høj risiko for at udvikle PTSD, alene fordi de passer deres arbejde.

Nok er de i stand til at pakke følelserne væk og arbejdshandskerne frem.

Men det er ikke uden konsekvenser.

– Jeg kan jo ikke vide, om jeg om et halvt år er brændt ud, siger Rikard Krog Nielsen, der har set flere kollegaer knække.

– Det ligger i baghovedet, at det kan ske, for vi har alle set det ske. Det kan også ske for mig. Og det er jo ikke unaturligt, at det sker.

Hverdagens usynlige pres

30. oktober 2023 lærte Rikard Krog Nielsen, at han kan modstå presset uanset hvad.

For det var han nødt til. Det ér han nødt til.

Hver dag, når han går på arbejde.

Både de dage, hvor han rykker ud til katastrofale ulykker, og de dage, som ligner de fleste andre.

I kølvandet på de store katastofer bliver han og kollegaerne tilbudt hjælp. Men det er ikke kun katastroferne, der slider.

Det er hverdagen.

Det er de mindre ture, som når han har til opgave at køre en ung mand, måske far og ægtemand, til hospice.

Og det er turene med den paniske KOL-patient, der i allermest bogstavelige forstand har tabt vejret.

– Kan du forestille dig at kigge ind i øjnene på en patient, der tror, de skal dø?

– Den slags lagrer sig. Det er ikke sådan, jeg husker hvert eneste KOL-tilfælde, for jeg kører med dem på ugebasis, men det sætter sig i baghovedet, selvom man er blevet lidt følelseskold. Og så er spørgsmålet: Hvor lang tid kan man blive ved med det? Hvornår får man nok?

Et større formål

Rikard Krog Nielsen mener, at der skal tages bedre hånd om ham og hans kollegaer.

Deres mentale helbred skal tjekkes løbende. Og så skal systemet være bedre til at gribe dem, der falder.

– Det er jo min historie, mine følelser, mine tanker, mit liv, som jeg udstiller her. Det er svært, men jeg gør det, fordi jeg har set alt for mange tage skade. Det skal laves om.

– Derfor har jeg ikke så mange forbehold. Siden jeg startede med at køre ambulance, har mit liv handlet om at hjælpe andre. Det her er jo bare et skridt i samme retning.