Frelsens Hær, Blå Kors, Røde Kors, Dansk Folkehjælp og Mødrehjælpen.
Sådan lyder rækken af store julehjælpsorganisationer, der alle har oplevet en markant stigning i ansøgninger om julehjælp i år.
Samlet set er mindst 100.000 ansøgninger om julehjælp landet på bordene hos julehjælpsorganisationerne. Det viser en sammentælling, Fagbladet 3F har lavet.
2022 var ellers rekordår for ansøgninger til julehjælp, hvor mindst 87.000 ansøgninger nåede ud til organisationerne.
Overraskende stigning
– Allerede dagene inden vi åbnede for ansøgningerne, kunne vi se en stigende aktivitet på vores hjemmeside. Men vi havde ikke forestillet os, at efterspørgslen ville blive så massiv, siger Morten Skov Mogensen, der er generalsekretær i Blå Kors – en af de organisationer, der hvert år uddeler julehjælp til landets fattige familier.
Blå Kors har modtaget 18.400 ansøgninger i år. Det er 6.500 flere end sidste år.
Også Frelsens Hær er overraskede. De har modtaget over 20.500 ansøgninger om julehjælp i år. Det er 4.500 flere ansøgere end sidste år – og en fordobling på tre år, fortæller Lars Lydholm, der er informationschef i Frelsens Hær.
– Mens vi sidste år forventede en stigning i antallet af ansøgere på grund af Ukraine-krigen, stigende energipriser og inflation oveni hinanden, er vi meget overraskede over, at stigningen er så stor i år, siger han.
Dansk Folkehjælp fortæller Fagbladet 3F, at de har modtaget 21.500 ansøgninger, og dermed 2.500 flere end sidste år.
– Jeg tænker, at det igen igen er en virkelig kedelig og trist rekord, siger Mirka Mozer, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp.
Ifølge Mirka Mozer, er stigningen dog ikke overraskende.
– Det er egentlig ikke kommet bag på os, for vi har fortsat en meget høj kerneinflation. Og når man er på det laveste forsørgelsesniveau, så har man jo bare brug for mere til julen.
Ud af de mange ansøgninger om julehjælp kan flere af dem have samme afsendernavn. Det er nemlig muligt at ansøge hos flere julehjælpsorganisationer ad gangen.
Må afvise mange
Skulle det ske, at man får tildelt julehjælp fra flere organisationer, mener generalsekretær i Blå Kors Morten Skov Mogensen ikke, at det gør julen overdådig for dem, der søger.
– Vi er ikke i tvivl om at man virkelig har behov for det, når man søger julehjælp. Det er trods alt ikke fyrstelige summer, man får. Vi giver 500 kroner til dagligvarer og 200 kroner til genbrug, siger Morten Skov Mogensen.
Blå Kors har allerede kunnet meddele 6.600 af deres ansøgere, at de vil få julehjælp. Dermed har Blå Kors indtil videre måtte afvise over halvdelen af deres 18.400 ansøgere. De godkender dog løbende, hvis der er penge til det.
– Det er ikke rart at sige nej til én eneste. Man må næsten håbe, at nogle af dem, vi afviser, får godkendt sin ansøgning et andet sted. Det giver jo alligevel ikke en ekstravagant jul, siger Morten Skov Mogensen.

