Tekst: Asger Havstein Eriksen
og Morten Halskov
Illustration: Rasmus Meisler
Han sover på en beskidt skumgummimadras i en kold lastbilanhænger. Han laver mad på et primitivt gasblus. Og får 15 kroner i timen. Det gør han, fordi han er nødt til at sende penge hjem til sin syge datter.
Jojit er en
moderne
lønslave
START
Han sover på en beskidt skumgummimadras i en kold lastbilanhænger. Han laver mad på et primitivt gasblus. Og får 15 kroner i timen. Det gør han, fordi han er nødt til at sende penge hjem til sin syge datter. Her er Jojits historie.
Tekst: Asger Havstein Eriksen og Morten Halskov
Illustration: Rasmus Meisler
Jojit er en moderne lønslave
Jojit er en moderne lønslave
Kapitel 1 Det svære farvel Filippinerne
Den fugtige varme ligger tungt over de 24 venner og familiemedlemmer, der er samlet til ære for lastbilchaufføren Jojit Cate. Hans lille hus med bølgeblik på taget øst for hovedstaden Manila er fyldt med glade mennesker. Han prøver at lade være med at tænke på, at der kan gå flere år, før han igen kan give sine børn og kone et kram.
Alle 24 personer istemmer en gospelsang. Bagefter lukker de øjnene, folder hænderne og beder indtrængende til Gud om, at det må gå Jojit Cate godt i det fremmede land omme på den anden side af kloden.
Det er dagen før afrejse til et chaufførjob i Europa, som 41-årige Jojit Cate har drømt om, siden han var barn. Afskedsfesten er i gang, og der er øl, ananasjuice, vin og whisky på bordene.
Efter spaghetti, ovnkylling og stegt gris, som deltagerne har splejset til, er det tid til karaoke, som er et fast indslag, når de fester. Folk synger og griner, men langsomt dør festen ud, og alle bliver alvorlige og stille.
- Vi græder alle sammen og er glade og kede af det på samme tid. Det er et svært farvel. Især til min yngste datter, der er alvorligt syg og handicappet efter en infektion i blodet.
Han blev glad og lettet, da han for et par måneder siden fik kontrakt på chaufførjobbet i det forjættede Europa. Men han aner ikke, hvilket mareridt af skuffelser, ydmygelser og nedture, der venter ham i Europa - i en lille by, der hedder Padborg.
- Jeg er den ældste af seks søskende, og det er mit ansvar at skaffe familien et bedre liv.
Jojit Cate hører endda til de heldige, der har eget hus. Svigerforældrene havde en lille grund, og han tjente penge til at få bygget huset ved at arbejde syv år som lastbilchauffør i Saudi-Arabien og Qatar.
Huset på 45 kvadratmeter i to plan er bygget af træ og bølgeblik med røde slyngblomster og hibiscus foran.
Vi er simple folk
Drømmen om Europa får Jojit Cate opfyldt i september 2017, hvor han får stukket en brochure i hånden på gaden.
- Jeg tjekker på nettet og kommer i kontakt med agenturet United Primover Enterprises.
Han er træt af at arbejde mange timer på de filippinske landeveje som lastbilchauffør til lav løn. Lønnen på 3.700 kroner om måneden rækker ikke til udgifterne til familien og hans syv døtre. Den yngste er kun et år, den ældste er 23. Selv om fem er flyttet hjemmefra for at studere og arbejde, har de stadig brug for at få hjælp for at kunne klare sig.
Da han vender hjem fra Mellemøsten, arbejder han også som taxichauffør for at forsørge familien. Hans kæreste, Bernadette på 38 år, bliver gravid, og 1. maj 2016 bliver de gift. Det er hans tredje kone.
- Vi holder en simpel bryllupsfest. Vi er simple folk i min familie. Min far var stålarbejder, og min mor passede en lille forretning, da jeg var dreng, hvor hun solgte tørfisk.
Jojit Cate er til møde 14. september 2017 i agenturet United Primover Enterprises lokaler i Manila sammen med 60 andre interesserede.
- Alt det, de lover, lyder godt. God løn og forsikring med garanteret lægehjælp. Vi ser også billeder af fine murstenshuse, som vi skal bo i. Jeg skal arbejde som chauffør i Polen i to år og er meget spændt og glad, da jeg går derfra, husker Jojit Cate. Danmark bliver ikke nævnt med et ord.
Han bliver også lægeundersøgt, og fysikken er i orden. Knap ni måneder senere, 22. maj 2018, flyver han til Malaysia og får visum på den polske ambassade.
- Lægeundersøgelsen koster 600 kroner, og jeg betaler 1.250 kroner for al papirarbejdet.
Tilbage til afskedsfesten, der er ved at ebbe ud, siger Jojit Cate farvel til alle. Han pakker kufferten og går i seng med hovedet fyldt med tanker om Europa. Dagen efter bliver han kørt til Manila i forældrenes gamle Toyota Isuzu-pickup. Trafikken er tæt, og det tager tre timer at køre de 65 kilometer til hovedstaden fra huset i Antipolo City.
Han finder den rigtige gate i lufthavnens kaos og spænder sig fast i flysædet. Nu venter eventyret i Europa.
Kapitel 2 >>
Kapitel 1Det svære farvel Filippinerne
Den fugtige varme ligger tungt over de 24 venner og familiemedlemmer, der er samlet til ære for lastbilchaufføren Jojit Cate. Hans lille hus med bølgeblik på taget øst for hovedstaden Manila er fyldt med glade mennesker. Han prøver at lade være med at tænke på, at der kan gå flere år, før han igen kan give sine børn og kone et kram.
Alle 24 personer istemmer en gospelsang. Bagefter lukker de øjnene, folder hænderne og beder indtrængende til Gud om, at det må gå Jojit Cate godt i det fremmede land omme på den anden side af kloden.
Det er dagen før afrejse til et chaufførjob i Europa, som 41-årige Jojit Cate har drømt om, siden han var barn. Afskedsfesten er i gang, og der er øl, ananasjuice, vin og whisky på bordene.
Efter spaghetti, ovnkylling og stegt gris, som deltagerne har splejset til, er det tid til karaoke, som er et fast indslag, når de fester. Folk synger og griner, men langsomt dør festen ud, og alle bliver alvorlige og stille.
- Vi græder alle sammen og er glade og kede af det på samme tid. Det er et svært farvel.
Især til min yngste datter, der er alvorligt syg og handicappet efter en infektion i blodet.
Han blev glad og lettet, da han for et par måneder siden fik kontrakt på chaufførjobbet i det forjættede Europa. Men han aner ikke, hvilket mareridt af skuffelser, ydmygelser og nedture, der venter ham i Europa - i en lille by, der hedder Padborg.
- Jeg er den ældste af seks søskende, og det er mit ansvar at skaffe familien et bedre liv.
Jojit Cate hører endda til de heldige, der har eget hus. Svigerforældrene havde en lille grund, og han tjente penge til at få bygget huset ved at arbejde syv år som lastbilchauffør i Saudi-Arabien og Qatar.
Huset på 45 kvadratmeter i to plan er bygget af træ og bølgeblik med røde slyngblomster og hibiscus foran.
Vi er simple folk
Drømmen om Europa får Jojit Cate opfyldt i september 2017, hvor han får stukket en brochure i hånden på gaden.
- Jeg tjekker på nettet og kommer i kontakt med agenturet United Primover Enterprises.
Han er træt af at arbejde mange timer på de filippinske landeveje som lastbilchauffør til lav løn. Lønnen på 3.700 kroner om måneden rækker ikke til udgifterne til familien og hans syv døtre. Den yngste er kun et år, den ældste er 23. Selv om fem er flyttet hjemmefra for at studere og arbejde, har de stadig brug for at få hjælp for at kunne klare sig.
Da han vender hjem fra Mellemøsten, arbejder han også som taxichauffør for at forsørge familien. Hans kæreste, Bernadette på 38 år, bliver gravid, og 1. maj 2016 bliver de gift. Det er hans tredje kone.
- Vi holder en simpel bryllupsfest. Vi er simple folk i min familie. Min far var stålarbejder, og min mor passede en lille forretning, da jeg var dreng, hvor hun solgte tørfisk.
Jojit Cate er til møde 14. september 2017 i agenturet United Primover Enterprises lokaler i Manila sammen med 60 andre interesserede.
- Alt det, de lover, lyder godt. God løn og forsikring med garanteret lægehjælp. Vi ser også billeder af fine murstenshuse, som vi skal bo i. Jeg skal arbejde som chauffør i Polen i to år og er meget spændt og glad, da jeg går derfra, husker Jojit Cate. Danmark bliver ikke nævnt med et ord.
Han bliver også lægeundersøgt, og fysikken er i orden. Knap ni måneder senere, 22. maj 2018, flyver han til Malaysia og får visum på den polske ambassade.
- Lægeundersøgelsen koster 600 kroner, og jeg betaler 1.250 kroner for al papirarbejdet.
Tilbage til afskedsfesten, der er ved at ebbe ud, siger Jojit Cate farvel til alle. Han pakker kufferten og går i seng med hovedet fyldt med tanker om Europa. Dagen efter bliver han kørt til Manila i forældrenes gamle Toyota Isuzu-pickup. Trafikken er tæt, og det tager tre timer at køre de 65 kilometer til hovedstaden fra huset i Antipolo City.
Han finder den rigtige gate i lufthavnens kaos og spænder sig fast i flysædet. Nu venter eventyret i Europa.
Kapitel 1Det svære farvel Filippinerne
Den fugtige varme ligger tungt over de 24 venner og familiemedlemmer, der er samlet til ære for lastbilchaufføren Jojit Cate. Hans lille hus med bølgeblik på taget øst for hovedstaden Manila er fyldt med glade mennesker. Han prøver at lade være med at tænke på, at der kan gå flere år, før han igen kan give sine børn og kone et kram.
Alle 24 personer istemmer en gospelsang. Bagefter lukker de øjnene, folder hænderne og beder indtrængende til Gud om, at det må gå Jojit Cate godt i det fremmede land omme på den anden side af kloden.
Det er dagen før afrejse til et chaufførjob i Europa, som 41-årige Jojit Cate har drømt om, siden han var barn. Afskedsfesten er i gang, og der er øl, ananasjuice, vin og whisky på bordene.
Efter spaghetti, ovnkylling og stegt gris, som deltagerne har splejset til, er det tid til karaoke, som er et fast indslag, når de fester. Folk synger og griner, men langsomt dør festen ud, og alle bliver alvorlige og stille.
- Vi græder alle sammen og er glade og kede af det på samme tid. Det er et svært farvel. Især til min yngste datter, der er alvorligt syg og handicappet efter en infektion i blodet.
Han blev glad og lettet, da han for et par måneder siden fik kontrakt på chaufførjobbet i det forjættede Europa. Men han aner ikke, hvilket mareridt af skuffelser, ydmygelser og nedture, der venter ham i Europa - i en lille by, der hedder Padborg.
- Jeg er den ældste af seks søskende, og det er mit ansvar at skaffe familien et bedre liv.
Jojit Cate hører endda til de heldige, der har eget hus. Svigerforældrene havde en lille grund, og han tjente penge til at få bygget huset ved at arbejde syv år som lastbilchauffør i Saudi-Arabien og Qatar.
Huset på 45 kvadratmeter i to plan er bygget af træ og bølgeblik med røde slyngblomster og hibiscus foran.
Vi er simple folk
Drømmen om Europa får Jojit Cate opfyldt i september 2017, hvor han får stukket en brochure i hånden på gaden.
- Jeg tjekker på nettet og kommer i kontakt med agenturet United Primover Enterprises.
Han er træt af at arbejde mange timer på de filippinske landeveje som lastbilchauffør til lav løn. Lønnen på 3.700 kroner om måneden rækker ikke til udgifterne til familien og hans syv døtre. Den yngste er kun et år, den ældste er 23. Selv om fem er flyttet hjemmefra for at studere og arbejde, har de stadig brug for at få hjælp for at kunne klare sig.
Da han vender hjem fra Mellemøsten, arbejder han også som taxichauffør for at forsørge familien. Hans kæreste, Bernadette på 38 år, bliver gravid, og 1. maj 2016 bliver de gift. Det er hans tredje kone.
- Vi holder en simpel bryllupsfest. Vi er simple folk i min familie. Min far var stålarbejder, og min mor passede en lille forretning, da jeg var dreng, hvor hun solgte tørfisk.
Jojit Cate er til møde 14. september 2017 i agenturet United Primover Enterprises lokaler i Manila sammen med 60 andre interesserede.
- Alt det, de lover, lyder godt. God løn og forsikring med garanteret lægehjælp. Vi ser også billeder af fine murstenshuse, som vi skal bo i. Jeg skal arbejde som chauffør i Polen i to år og er meget spændt og glad, da jeg går derfra, husker Jojit Cate. Danmark bliver ikke nævnt med et ord.
Han bliver også lægeundersøgt, og fysikken er i orden. Knap ni måneder senere, 22. maj 2018, flyver han til Malaysia og får visum på den polske ambassade.
- Lægeundersøgelsen koster 600 kroner, og jeg betaler 1.250 kroner for al papirarbejdet.
Tilbage til afskedsfesten, der er ved at ebbe ud, siger Jojit Cate farvel til alle. Han pakker kufferten og går i seng med hovedet fyldt med tanker om Europa. Dagen efter bliver han kørt til Manila i forældrenes gamle Toyota Isuzu-pickup. Trafikken er tæt, og det tager tre timer at køre de 65 kilometer til hovedstaden fra huset i Antipolo City.
Han finder den rigtige gate i lufthavnens kaos og spænder sig fast i flysædet. Nu venter eventyret i Europa.
Kapitel 1
Det svære farvel Filippinerne
Den fugtige varme ligger tungt over de 24 venner og familiemedlemmer, der er samlet til ære for lastbilchaufføren Jojit Cate. Hans lille hus med bølgeblik på taget øst for hovedstaden Manila er fyldt med glade mennesker. Han prøver at lade være med at tænke på, at der kan gå flere år, før han igen kan give sine børn og kone et kram.
Alle 24 personer istemmer en gospelsang. Bagefter lukker de øjnene, folder hænderne og beder indtrængende til Gud om, at det må gå Jojit Cate godt i det fremmede land omme på den anden side af kloden.
Det er dagen før afrejse til et chaufførjob i Europa, som 41-årige Jojit Cate har drømt om, siden han var barn. Afskedsfesten er i gang, og der er øl, ananasjuice, vin og whisky på bordene.
Efter spaghetti, ovnkylling og stegt gris, som deltagerne har splejset til, er det tid til karaoke, som er et fast indslag, når de fester. Folk synger og griner, men langsomt dør festen ud, og alle bliver alvorlige og stille.
- Vi græder alle sammen og er glade og kede af det på samme tid. Det er et svært farvel. Især til min yngste datter, der er alvorligt syg og handicappet efter en infektion i blodet.
Han blev glad og lettet, da han for et par måneder siden fik kontrakt på chaufførjobbet i det forjættede Europa. Men han aner ikke, hvilket mareridt af skuffelser, ydmygelser og nedture, der venter ham i Europa - i en lille by, der hedder Padborg.
- Jeg er den ældste af seks søskende, og det er mit ansvar at skaffe familien et bedre liv.
Jojit Cate hører endda til de heldige, der har eget hus. Svigerforældrene havde en lille grund, og han tjente penge til at få bygget huset ved at arbejde syv år som lastbilchauffør i Saudi-Arabien og Qatar.
Huset på 45 kvadratmeter i to plan er bygget af træ og bølgeblik med røde slyngblomster og hibiscus foran.
Vi er simple folk
Drømmen om Europa får Jojit Cate opfyldt i september 2017, hvor han får stukket en brochure i hånden på gaden.
- Jeg tjekker på nettet og kommer i kontakt med agenturet United Primover Enterprises.
Han er træt af at arbejde mange timer på de filippinske landeveje som lastbilchauffør til lav løn. Lønnen på 3.700 kroner om måneden rækker ikke til udgifterne til familien og hans syv døtre. Den yngste er kun et år, den ældste er 23. Selv om fem er flyttet hjemmefra for at studere og arbejde, har de stadig brug for at få hjælp for at kunne klare sig.
Da han vender hjem fra Mellemøsten, arbejder han også som taxichauffør for at forsørge familien. Hans kæreste, Bernadette på 38 år, bliver gravid, og 1. maj 2016 bliver de gift. Det er hans tredje kone.
- Vi holder en simpel bryllupsfest. Vi er simple folk i min familie. Min far var stålarbejder, og min mor passede en lille forretning, da jeg var dreng, hvor hun solgte tørfisk.
Jojit Cate er til møde 14. september 2017 i agenturet United Primover Enterprises lokaler i Manila sammen med 60 andre interesserede.
- Alt det, de lover, lyder godt. God løn og forsikring med garanteret lægehjælp. Vi ser også billeder af fine murstenshuse, som vi skal bo i. Jeg skal arbejde som chauffør i Polen i to år og er meget spændt og glad, da jeg går derfra, husker Jojit Cate. Danmark bliver ikke nævnt med et ord.
Han bliver også lægeundersøgt, og fysikken er i orden. Knap ni måneder senere, 22. maj 2018, flyver han til Malaysia og får visum på den polske ambassade.
- Lægeundersøgelsen koster 600 kroner, og jeg betaler 1.250 kroner for al papirarbejdet.
Tilbage til afskedsfesten, der er ved at ebbe ud, siger Jojit Cate farvel til alle. Han pakker kufferten og går i seng med hovedet fyldt med tanker om Europa. Dagen efter bliver han kørt til Manila i forældrenes gamle Toyota Isuzu-pickup. Trafikken er tæt, og det tager tre timer at køre de 65 kilometer til hovedstaden fra huset i Antipolo City.
Han finder den rigtige gate i lufthavnens kaos og spænder sig fast i flysædet. Nu venter eventyret i Europa.
Kapitel 3 >>
Kapitel 2 Venter på arbejdstilladelsenPolen, juni 2018
Da Jojit Cate kommer til Polen bliver han indkvarteret på et hotel i Koszalin i det nordlige Polen sammen med de andre filippinske kolleger. Her venter de på, at den polske arbejdstilladelse falder på plads. Han får 500 zloty (ca. 870 kroner) til mad, og de efterfølgende dage får de teorikurser i for eksempel transport af farlige væsker. Kurserne slutter med en prøve.
- Det er nyt, og jeg er spændt, siger Jojit Cate.
Han fornemmer dog, at alt ikke er, som de var blevet lovet. Især, da de først flyttes til nogle skurvogne og senere til et hus, hvor pladsen er trang.
- Vi bliver stuvet otte mand sammen i køjesenge på alt for lidt plads. Vi laver selv mad og vi splejser ofte til kylling og ris. Det er meget kedeligt, og vi prøver at slå tiden ihjel ved at sove meget. Når vi er vågne går vi ture og ser polsk tv, som vi stort set ikke forstår.
Mens de venter på, at den polske arbejdstilladelse falder på plads, får de en dag at vide, at de skal til Padborg i Danmark og arbejde for transportfirmaet Kurt Beier.
- Det er helt uventet, og jeg forstår det ikke. Jeg tror, at vi skal blive i Polen og arbejde, og har aldrig hørt om transportfirmaet Kurt Beier før. Vi får at vide, at vi er ansat i et datterselskab i Polen og skal til afdelingen i Padborg. Det må vi bare acceptere, pointerer han.
En mørk formiddag sætter de kursen mod Padborg i en godt pakket Mercedes Sprinter-minibus. Det er en køretur på knap 700 kilometer. Efter otte til ni timers kørsel når de frem. De får et chok.
Kapitel 2 Venter på arbejdstilladelsenPolen, juni 2018
Da Jojit Cate kommer til Polen bliver han indkvarteret på et hotel i Koszalin i det nordlige Polen sammen med de andre filippinske kolleger. Her venter de på, at den polske arbejdstilladelse falder på plads. Han får 500 zloty (ca. 870 kroner) til mad, og de efterfølgende dage får de teorikurser i for eksempel transport af farlige væsker. Kurserne slutter med en prøve.
- Det er nyt, og jeg er spændt, siger Jojit Cate.
Han fornemmer dog, at alt ikke er, som de var blevet lovet. Især, da de først flyttes til nogle skurvogne og senere til et hus, hvor pladsen er trang.
- Vi bliver stuvet otte mand sammen i køjesenge på alt for lidt plads. Vi laver selv mad og vi splejser ofte til kylling og ris. Det er meget kedeligt, og vi prøver at slå tiden ihjel ved at sove meget. Når vi er vågne går vi ture og ser polsk tv, som vi stort set ikke forstår.
Mens de venter på, at den polske arbejdstilladelse falder på plads, får de en dag at vide, at de skal til Padborg i Danmark og arbejde for transportfirmaet Kurt Beier.
- Det er helt uventet, og jeg forstår det ikke. Jeg tror, at vi skal blive i Polen og arbejde, og har aldrig hørt om transportfirmaet Kurt Beier før. Vi får at vide, at vi er ansat i et datterselskab i Polen og skal til afdelingen i Padborg. Det må vi bare acceptere, pointerer han.
En mørk formiddag sætter de kursen mod Padborg i en godt pakket Mercedes Sprinter-minibus. Det er en køretur på knap 700 kilometer. Efter otte til ni timers kørsel når de frem. De får et chok.
Kapitel 2: Venter på arbejdstilladelsenPolen, juni 2018
Da Jojit Cate kommer til Polen bliver han indkvarteret på et hotel i Koszalin i det nordlige Polen sammen med de andre filippinske kolleger. Her venter de på, at den polske arbejdstilladelse falder på plads. Han får 500 zloty (ca. 870 kroner) til mad, og de efterfølgende dage får de teorikurser i for eksempel transport af farlige væsker. Kurserne slutter med en prøve.
- Det er nyt, og jeg er spændt, siger Jojit Cate.
Han fornemmer dog, at alt ikke er, som de var blevet lovet. Især, da de først flyttes til nogle skurvogne og senere til et hus, hvor pladsen er trang.
- Vi bliver stuvet otte mand sammen i køjesenge på alt for lidt plads. Vi laver selv mad og vi splejser ofte til kylling og ris. Det er meget kedeligt, og vi prøver at slå tiden ihjel ved at sove meget. Når vi er vågne går vi ture og ser polsk tv, som vi stort set ikke forstår.
Mens de venter på, at den polske arbejdstilladelse falder på plads, får de en dag at vide, at de skal til Padborg i Danmark og arbejde for transportfirmaet Kurt Beier.
- Det er helt uventet, og jeg forstår det ikke. Jeg tror, at vi skal blive i Polen og arbejde, og har aldrig hørt om transportfirmaet Kurt Beier før. Vi får at vide, at vi er ansat i et datterselskab i Polen og skal til afdelingen i Padborg. Det må vi bare acceptere, pointerer han.
En mørk formiddag sætter de kursen mod Padborg i en godt pakket Mercedes Sprinter-minibus. Det er en køretur på knap 700 kilometer. Efter otte til ni timers kørsel når de frem. De får et chok.
Kapitel 2 Venter på arbejdstilladelsen Polen, juni 2018
Da Jojit Cate kommer til Polen bliver han indkvarteret på et hotel i Koszalin i det nordlige Polen sammen med de andre filippinske kolleger. Her venter de på, at den polske arbejdstilladelse falder på plads. Han får 500 zloty (ca. 870 kroner) til mad, og de efterfølgende dage får de teorikurser i for eksempel transport af farlige væsker. Kurserne slutter med en prøve.
- Det er nyt, og jeg er spændt, siger Jojit Cate.
Han fornemmer dog, at alt ikke er, som de var blevet lovet. Især, da de først flyttes til nogle skurvogne og senere til et hus, hvor pladsen er trang.
- Vi bliver stuvet otte mand sammen i køjesenge på alt for lidt plads. Vi laver selv mad og vi splejser ofte til kylling og ris. Det er meget kedeligt, og vi prøver at slå tiden ihjel ved at sove meget. Når vi er vågne går vi ture og ser polsk tv, som vi stort set ikke forstår.
Mens de venter på, at den polske arbejdstilladelse falder på plads, får de en dag at vide, at de skal til Padborg i Danmark og arbejde for transportfirmaet Kurt Beier.
- Det er helt uventet, og jeg forstår det ikke. Jeg tror, at vi skal blive i Polen og arbejde, og har aldrig hørt om transportfirmaet Kurt Beier før. Vi får at vide, at vi er ansat i et datterselskab i Polen og skal til afdelingen i Padborg. Det må vi bare acceptere, pointerer han.
En mørk formiddag sætter de kursen mod Padborg i en godt pakket Mercedes Sprinter-minibus. Det er en køretur på knap 700 kilometer. Efter otte til ni timers kørsel når de frem. De får et chok.
Kapitel 3Behandlet som et dyrPadborg, juni 2018
Trætte og ømme i kroppen stiger Jojit Cate og de andre filippinere ud af Mercedes Sprinteren. De har håbet og troet, at det hele vil blive bedre i Danmark. Men da de stiger ud af bilen i den sønderjyske by Padborg, får de et chok. En følelse af frygt og modløshed skyller gennem Jojits krop, for intet her på transportfirmaet Kurt Beiers anlæg ligner det Europa, han havde forestillet sig. Det er en rodet plads med nogle slidte skurvogne og udtjente lastvognsanhængere.
- Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Her kan man jo ikke bo. Intet ligner de fine billeder, som de havde vist os, siger han.
Da de åbner dørene til skurvognene, er der møgbeskidt med mug og fedt ned ad væggene. Jojit Cate fortæller, hvordan fire mand bliver stuvet sammen i køjesenge i små rum på seks til otte kvadratmeter med alle deres ting. I flere tilfælde også med et interimistisk køkken med madvarerne i et hjørne. Andre laver mad over camping-gas udenfor - uanset årstiden.
Jojit Cate er endnu ringere stillet. Han sover på en snavset skumgummimadras i en uopvarmet lastbilanhænger med presenning og med sit tøj i plasticposer ved siden af.
Rystede går de i gang med det, de er hyret til. At køre lastbil. De har brug for hver en euro.
Går sulten i seng
Jojit Cate sender hver måned 5.200 kroner hjem. Han får mellem 5.900 og godt 7.400 kroner udbetalt. Selv får han ofte kun ris til måltiderne. Hans familie er afhængig af pengene til blandt andet el, vand og mad.
- Jeg har for få penge til mig selv og går nogle gange sulten i seng, siger han.
Dagligdagen i lejren er præget af arbejdsledere, der taler beskidt til dem og ydmyger dem. Arbejdslederne er rumænske chauffører, der er rykket op i hierarkiet, fortæller han.
- De kalder os fucking filippinerne og behandler mig som et dyr i skoven. Ofte bruger de ikke vores navn med kalder mig bare for ”abe”. De er fuldstændigt ligeglade med os. Vi skal bare køre mest muligt, siger han.
Hver gang Jojit Cate snakker med sine børn i telefonen, siger de “kom hjem, far”.
- De savner mig og er bange for, at jeg ikke har det godt. Jeg siger til dem, at jeg er okay, så de ikke bekymrer sig, fortæller han.
Chaufførerne gør, hvad de kan, for at holde humøret oppe hos hinanden. Langt værre er det for Jojit Cate, når han kører til Sydeuropa alene i lastbilens førerhus.
I de mange ensomme timer på motorvejen flyver tankerne til Filippinerne til datteren Francine på næsten to år.
Jojit Cate genoplever igen og igen, hvordan han næsten mistede sin datter, der blev ramt af en voldsom infektion i blodet 11. november 2017. Hun er stadigvæk alvorligt syg, og han græder af savn og magtesløshed på de ensomme køreture sydpå. I dag har familien store udgifter til lægebehandling og medicin.
Kapitel 4 >>
Kapitel 3Behandlet som et dyrPadborg, juni 2018
Trætte og ømme i kroppen stiger Jojit Cate og de andre filippinere ud af Mercedes Sprinteren. De har håbet og troet, at det hele vil blive bedre i Danmark. Men da de stiger ud af bilen i den sønderjyske by Padborg, får de et chok. En følelse af frygt og modløshed skyller gennem Jojits krop, for intet her på transportfirmaet Kurt Beiers anlæg ligner det Europa, han havde forestillet sig. Det er en rodet plads med nogle slidte skurvogne og udtjente lastvognsanhængere.
- Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Her kan man jo ikke bo. Intet ligner de fine billeder, som de havde vist os, siger han.
Da de åbner dørene til skurvognene, er der møgbeskidt med mug og fedt ned ad væggene. Jojit Cate fortæller, hvordan fire mand bliver stuvet sammen i køjesenge i små rum på seks til otte kvadratmeter med alle deres ting. I flere tilfælde også med et interimistisk køkken med madvarerne i et hjørne. Andre laver mad over camping-gas udenfor - uanset årstiden.
Jojit Cate er endnu ringere stillet. Han sover på en snavset skumgummimadras i en uopvarmet lastbilanhænger med presenning og med sit tøj i plasticposer ved siden af.
Rystede går de i gang med det, de er hyret til. At køre lastbil. De har brug for hver en euro.
Går sulten i seng
Jojit Cate sender hver måned 5.200 kroner hjem. Han får mellem 5.900 og godt 7.400 kroner udbetalt. Selv får han ofte kun ris til måltiderne. Hans familie er afhængig af pengene til blandt andet el, vand og mad.
- Jeg har for få penge til mig selv og går nogle gange sulten i seng, siger han.
Dagligdagen i lejren er præget af arbejdsledere, der taler beskidt til dem og ydmyger dem. Arbejdslederne er rumænske chauffører, der er rykket op i hierarkiet, fortæller han.
- De kalder os fucking filippinerne og behandler mig som et dyr i skoven. Ofte bruger de ikke vores navn med kalder mig bare for ”abe”. De er fuldstændigt ligeglade med os. Vi skal bare køre mest muligt, siger han.
Hver gang Jojit Cate snakker med sine børn i telefonen, siger de “kom hjem, far”.
- De savner mig og er bange for, at jeg ikke har det godt. Jeg siger til dem, at jeg er okay, så de ikke bekymrer sig, fortæller han.
Chaufførerne gør, hvad de kan, for at holde humøret oppe hos hinanden. Langt værre er det for Jojit Cate, når han kører til Sydeuropa alene i lastbilens førerhus.
I de mange ensomme timer på motorvejen flyver tankerne til Filippinerne til datteren Francine på næsten to år.
Jojit Cate genoplever igen og igen, hvordan han næsten mistede sin datter, der blev ramt af en voldsom infektion i blodet 11. november 2017. Hun er stadigvæk alvorligt syg, og han græder af savn og magtesløshed på de ensomme køreture sydpå. I dag har familien store udgifter til lægebehandling og medicin.
Kapitel 3Behandlet som et dyrPadborg, juni 2018
Trætte og ømme i kroppen stiger Jojit Cate og de andre filippinere ud af Mercedes Sprinteren. De har håbet og troet, at det hele vil blive bedre i Danmark. Men da de stiger ud af bilen i den sønderjyske by Padborg, får de et chok. En følelse af frygt og modløshed skyller gennem Jojits krop, for intet her på transportfirmaet Kurt Beiers anlæg ligner det Europa, han havde forestillet sig. Det er en rodet plads med nogle slidte skurvogne og udtjente lastvognsanhængere.
- Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Her kan man jo ikke bo. Intet ligner de fine billeder, som de havde vist os, siger han.
Da de åbner dørene til skurvognene, er der møgbeskidt med mug og fedt ned ad væggene. Jojit Cate fortæller, hvordan fire mand bliver stuvet sammen i køjesenge i små rum på seks til otte kvadratmeter med alle deres ting. I flere tilfælde også med et interimistisk køkken med madvarerne i et hjørne. Andre laver mad over camping-gas udenfor - uanset årstiden.
Jojit Cate er endnu ringere stillet. Han sover på en snavset skumgummimadras i en uopvarmet lastbilanhænger med presenning og med sit tøj i plasticposer ved siden af.
Rystede går de i gang med det, de er hyret til. At køre lastbil. De har brug for hver en euro.
Går sulten i seng
Jojit Cate sender hver måned 5.200 kroner hjem. Han får mellem 5.900 og godt 7.400 kroner udbetalt. Selv får han ofte kun ris til måltiderne. Hans familie er afhængig af pengene til blandt andet el, vand og mad.
- Jeg har for få penge til mig selv og går nogle gange sulten i seng, siger han.
Dagligdagen i lejren er præget af arbejdsledere, der taler beskidt til dem og ydmyger dem. Arbejdslederne er rumænske chauffører, der er rykket op i hierarkiet, fortæller han.
- De kalder os fucking filippinerne og behandler mig som et dyr i skoven. Ofte bruger de ikke vores navn med kalder mig bare for ”abe”. De er fuldstændigt ligeglade med os. Vi skal bare køre mest muligt, siger han.
Hver gang Jojit Cate snakker med sine børn i telefonen, siger de “kom hjem, far”.
- De savner mig og er bange for, at jeg ikke har det godt. Jeg siger til dem, at jeg er okay, så de ikke bekymrer sig, fortæller han.
Chaufførerne gør, hvad de kan, for at holde humøret oppe hos hinanden. Langt værre er det for Jojit Cate, når han kører til Sydeuropa alene i lastbilens førerhus.
I de mange ensomme timer på motorvejen flyver tankerne til Filippinerne til datteren Francine på næsten to år.
Jojit Cate genoplever igen og igen, hvordan han næsten mistede sin datter, der blev ramt af en voldsom infektion i blodet 11. november 2017. Hun er stadigvæk alvorligt syg, og han græder af savn og magtesløshed på de ensomme køreture sydpå. I dag har familien store udgifter til lægebehandling og medicin.
Kapitel 3Behandlet som et dyrPadborg, juni 2018
Trætte og ømme i kroppen stiger Jojit Cate og de andre filippinere ud af Mercedes Sprinteren. De har håbet og troet, at det hele vil blive bedre i Danmark. Men da de stiger ud af bilen i den sønderjyske by Padborg, får de et chok. En følelse af frygt og modløshed skyller gennem Jojits krop, for intet her på transportfirmaet Kurt Beiers anlæg ligner det Europa, han havde forestillet sig. Det er en rodet plads med nogle slidte skurvogne og udtjente lastvognsanhængere.
- Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Her kan man jo ikke bo. Intet ligner de fine billeder, som de havde vist os, siger han.
Da de åbner dørene til skurvognene, er der møgbeskidt med mug og fedt ned ad væggene. Jojit Cate fortæller, hvordan fire mand bliver stuvet sammen i køjesenge i små rum på seks til otte kvadratmeter med alle deres ting. I flere tilfælde også med et interimistisk køkken med madvarerne i et hjørne. Andre laver mad over camping-gas udenfor - uanset årstiden.
Jojit Cate er endnu ringere stillet. Han sover på en snavset skumgummimadras i en uopvarmet lastbilanhænger med presenning og med sit tøj i plasticposer ved siden af.
Rystede går de i gang med det, de er hyret til. At køre lastbil. De har brug for hver en euro.
Går sulten i seng
Jojit Cate sender hver måned 5.200 kroner hjem. Han får mellem 5.900 og godt 7.400 kroner udbetalt. Selv får han ofte kun ris til måltiderne. Hans familie er afhængig af pengene til blandt andet el, vand og mad.
- Jeg har for få penge til mig selv og går nogle gange sulten i seng, siger han.
Dagligdagen i lejren er præget af arbejdsledere, der taler beskidt til dem og ydmyger dem. Arbejdslederne er rumænske chauffører, der er rykket op i hierarkiet, fortæller han.
- De kalder os fucking filippinerne og behandler mig som et dyr i skoven. Ofte bruger de ikke vores navn med kalder mig bare for ”abe”. De er fuldstændigt ligeglade med os. Vi skal bare køre mest muligt, siger han.
Hver gang Jojit Cate snakker med sine børn i telefonen, siger de “kom hjem, far”.
- De savner mig og er bange for, at jeg ikke har det godt. Jeg siger til dem, at jeg er okay, så de ikke bekymrer sig, fortæller han.
Chaufførerne gør, hvad de kan, for at holde humøret oppe hos hinanden. Langt værre er det for Jojit Cate, når han kører til Sydeuropa alene i lastbilens førerhus.
I de mange ensomme timer på motorvejen flyver tankerne til Filippinerne til datteren Francine på næsten to år.
Jojit Cate genoplever igen og igen, hvordan han næsten mistede sin datter, der blev ramt af en voldsom infektion i blodet 11. november 2017. Hun er stadigvæk alvorligt syg, og han græder af savn og magtesløshed på de ensomme køreture sydpå. I dag har familien store udgifter til lægebehandling og medicin.
Kapitel 5 >>
Kapitel 4Jojit græder bag rettet På motorvejene i Europa, juni 2018
Jojit Cate starter sit arbejde som chauffør den 27. juni og sover i førerhuset. Han kører på en fire dags tur på ruten Tyskland, Østrig og Italien med varer, som han selv læsser af og på.
- Alt er fremmed for mig. Jeg er trist og føler mig alene. Firmaets folk følger med på vores GPS og ringer og presser os: “Kør, kør, kør”. Jeg kører op til 15 timer med korte pauser og hviler i ni timer. Der er ikke tid til at komme til kræfter, fortæller han.
Der går en måned, før han vænner sig til ensomheden og ikke længere græder bag rattet.
Når tankerne flyver, beder han igen og igen til Gud for datteren Francine. I 2017, da hun er et halvt år, får hun “Meningokoccæmi”. En sjælden og farlig infektion i blodet forårsaget af bakterier af samme type, som kan give meningitis.
Hun bliver dårligere og dårligere, og Jojit Cate og hans kone bærer hende bleg og livløs til hospitalet. De opsøger tre forskellige hospitaler, før en læge forbarmer sig.
- De første læger er kede af det og siger, at Francine er så godt som død, så der er ikke noget at gøre. Vi trygler lægerne om at behandle hende. På det tredje hospital er vi heldige, siger han og fortsætter:
- En læge giver hende medicin, og miraklet sker. Trods alle odds overlever hun. Hun er stærk, siger Jojit Cate med tårer i øjnene. Tårerne kommer hver gang, han fortæller om datteren.
Hun er hårdt plaget af eftervirkninger fra sygdom og stærk medicin.
- Hun går ikke ordentligt. Der er skader på hjerne og øjne, og jeg håber, at genoptræning kan hjælpe hende, siger han og fortsætter:
- Jeg er så nedtrykt og har svært ved at sove. Jeg beder til Gud, når jeg vågner, inden jeg spiser, og når jeg skal sove. Det letter presset en lille smule, siger Jojit Cate.
Når han udmattet efter en lang tur i lastbilen kommer til Padborg, sover han på den beskidte skumgummimadras i den kolde lastvognsanhænger, mens han venter på næste tur i lastbilen.
6. oktober om aftenen er der noget helt galt med Jojit Cate. Hans chaufførkolleger kan ikke få liv i ham eller få ham op fra skumgummimadrassen.
Kapitel 4Jojit græder bag rettet På motorvejene i Europa, juni 2018
Jojit Cate starter sit arbejde som chauffør den 27. juni og sover i førerhuset. Han kører på en fire dags tur på ruten Tyskland, Østrig og Italien med varer, som han selv læsser af og på.
- Alt er fremmed for mig. Jeg er trist og føler mig alene. Firmaets folk følger med på vores GPS og ringer og presser os: “Kør, kør, kør”. Jeg kører op til 15 timer med korte pauser og hviler i ni timer. Der er ikke tid til at komme til kræfter, fortæller han.
Der går en måned, før han vænner sig til ensomheden og ikke længere græder bag rattet.
Når tankerne flyver, beder han igen og igen til Gud for datteren Francine. I 2017, da hun er et halvt år, får hun “Meningokoccæmi”. En sjælden og farlig infektion i blodet forårsaget af bakterier af samme type, som kan give meningitis.
Hun bliver dårligere og dårligere, og Jojit Cate og hans kone bærer hende bleg og livløs til hospitalet. De opsøger tre forskellige hospitaler, før en læge forbarmer sig.
- De første læger er kede af det og siger, at Francine er så godt som død, så der er ikke noget at gøre. Vi trygler lægerne om at behandle hende. På det tredje hospital er vi heldige, siger han og fortsætter:
- En læge giver hende medicin, og miraklet sker. Trods alle odds overlever hun. Hun er stærk, siger Jojit Cate med tårer i øjnene. Tårerne kommer hver gang, han fortæller om datteren.
Hun er hårdt plaget af eftervirkninger fra sygdom og stærk medicin.
- Hun går ikke ordentligt. Der er skader på hjerne og øjne, og jeg håber, at genoptræning kan hjælpe hende, siger han og fortsætter:
- Jeg er så nedtrykt og har svært ved at sove. Jeg beder til Gud, når jeg vågner, inden jeg spiser, og når jeg skal sove. Det letter presset en lille smule, siger Jojit Cate.
Når han udmattet efter en lang tur i lastbilen kommer til Padborg, sover han på den beskidte skumgummimadras i den kolde lastvognsanhænger, mens han venter på næste tur i lastbilen.
6. oktober om aftenen er der noget helt galt med Jojit Cate. Hans chaufførkolleger kan ikke få liv i ham eller få ham op fra skumgummimadrassen.
Kapitel 4Jojit græder bag rettet På motorvejene i Europa, juni 2018
Jojit Cate starter sit arbejde som chauffør den 27. juni og sover i førerhuset. Han kører på en fire dags tur på ruten Tyskland, Østrig og Italien med varer, som han selv læsser af og på.
- Alt er fremmed for mig. Jeg er trist og føler mig alene. Firmaets folk følger med på vores GPS og ringer og presser os: “Kør, kør, kør”. Jeg kører op til 15 timer med korte pauser og hviler i ni timer. Der er ikke tid til at komme til kræfter, fortæller han.
Der går en måned, før han vænner sig til ensomheden og ikke længere græder bag rattet.
Når tankerne flyver, beder han igen og igen til Gud for datteren Francine. I 2017, da hun er et halvt år, får hun “Meningokoccæmi”. En sjælden og farlig infektion i blodet forårsaget af bakterier af samme type, som kan give meningitis.
Hun bliver dårligere og dårligere, og Jojit Cate og hans kone bærer hende bleg og livløs til hospitalet. De opsøger tre forskellige hospitaler, før en læge forbarmer sig.
- De første læger er kede af det og siger, at Francine er så godt som død, så der er ikke noget at gøre. Vi trygler lægerne om at behandle hende. På det tredje hospital er vi heldige, siger han og fortsætter:
- En læge giver hende medicin, og miraklet sker. Trods alle odds overlever hun. Hun er stærk, siger Jojit Cate med tårer i øjnene. Tårerne kommer hver gang, han fortæller om datteren.
Hun er hårdt plaget af eftervirkninger fra sygdom og stærk medicin.
- Hun går ikke ordentligt. Der er skader på hjerne og øjne, og jeg håber, at genoptræning kan hjælpe hende, siger han og fortsætter:
- Jeg er så nedtrykt og har svært ved at sove. Jeg beder til Gud, når jeg vågner, inden jeg spiser, og når jeg skal sove. Det letter presset en lille smule, siger Jojit Cate.
Når han udmattet efter en lang tur i lastbilen kommer til Padborg, sover han på den beskidte skumgummimadras i den kolde lastvognsanhænger, mens han venter på næste tur i lastbilen.
6. oktober om aftenen er der noget helt galt med Jojit Cate. Hans chaufførkolleger kan ikke få liv i ham eller få ham op fra skumgummimadrassen.
Kapitel 4Jojit græder bag rettet På motorvejene i Europa, juni 2018
Jojit Cate starter sit arbejde som chauffør den 27. juni og sover i førerhuset. Han kører på en fire dags tur på ruten Tyskland, Østrig og Italien med varer, som han selv læsser af og på.
- Alt er fremmed for mig. Jeg er trist og føler mig alene. Firmaets folk følger med på vores GPS og ringer og presser os: “Kør, kør, kør”. Jeg kører op til 15 timer med korte pauser og hviler i ni timer. Der er ikke tid til at komme til kræfter, fortæller han.
Der går en måned, før han vænner sig til ensomheden og ikke længere græder bag rattet.
Når tankerne flyver, beder han igen og igen til Gud for datteren Francine. I 2017, da hun er et halvt år, får hun “Meningokoccæmi”. En sjælden og farlig infektion i blodet forårsaget af bakterier af samme type, som kan give meningitis.
Hun bliver dårligere og dårligere, og Jojit Cate og hans kone bærer hende bleg og livløs til hospitalet. De opsøger tre forskellige hospitaler, før en læge forbarmer sig.
- De første læger er kede af det og siger, at Francine er så godt som død, så der er ikke noget at gøre. Vi trygler lægerne om at behandle hende. På det tredje hospital er vi heldige, siger han og fortsætter:
- En læge giver hende medicin, og miraklet sker. Trods alle odds overlever hun. Hun er stærk, siger Jojit Cate med tårer i øjnene. Tårerne kommer hver gang, han fortæller om datteren.
Hun er hårdt plaget af eftervirkninger fra sygdom og stærk medicin.
- Hun går ikke ordentligt. Der er skader på hjerne og øjne, og jeg håber, at genoptræning kan hjælpe hende, siger han og fortsætter:
- Jeg er så nedtrykt og har svært ved at sove. Jeg beder til Gud, når jeg vågner, inden jeg spiser, og når jeg skal sove. Det letter presset en lille smule, siger Jojit Cate.
Når han udmattet efter en lang tur i lastbilen kommer til Padborg, sover han på den beskidte skumgummimadras i den kolde lastvognsanhænger, mens han venter på næste tur i lastbilen.
6. oktober om aftenen er der noget helt galt med Jojit Cate. Hans chaufførkolleger kan ikke få liv i ham eller få ham op fra skumgummimadrassen.
Kapitel 6 >>
Kapitel 5”Du skal køre videre”
Padborg, oktober 2018.
Jojit Cate ligger på sin skumgummimadras og føler sig mere og mere skidt tilpas.
- Jeg kan ikke rejse mig op og er svimmel og bange, siger han. Hans chaufførkolleger kan ikke få kontakt med ham. De er bange og tilkalder en ambulance på 112.
Ambulanceredderne måler på hjertet og blodtrykket. De kører ham til Sygehus Sønderjylland i Aabenraa med udrykning og blå blink.
Han bliver indlagt klokken 21 og kommer under lægebehandling. Det går op for ham, at den sygesikring, som firmaet har lovet ham, ikke findes.
Ifølge hans hospitalsjournal har han nakkesmerter, brystsmerter og diarre. Han klager også over hovedpine, svimmelhed og dobbeltsyn, der særligt kommer i forbindelse med arbejde. Lægen konstaterer forhøjet blodtryk og ordinerer blodtrykssænkende medicin.
Lægen skriver i journalen:
“Der anbefales kontrol hos egen læge om ca. 14 dage for at vurdere, hvorvidt blodtrykket retter sig eller ej”.
“Det anbefales patienten at tage kontakt til det firma, han arbejder for, og således få ordnet sundhedsforholdene, som på nuværende tidspunkt ikke virker optimale”.
Presset op i lastbilen
Efter få timer bliver Jojit Cate udskrevet med en recept i hånden. Til “hjemmet” står der i udskrivelsespapirerne.
Hjemmet er den beskidte skumgummimadras.
- Jeg har det stadigvæk skidt og føler mig ensom, siger han.
Han gør, som lægen anbefaler, og kontakter en af sine ledere.
- De vil ikke betale for medicinen. De er ligeglade, fortæller Jojit Cate, der ikke er blevet undersøgt nærmere efterfølgende, da han hverken har forsikring eller gult sygesikringsbevis.
Han fortæller, at firmaet beder ham fortsætte arbejdet og køre til Sverige. Denne gang ovenikøbet uden en makker i passagersædet.
- Jeg er svimmel og nervøs for at køre alene, hvis jeg får det dårligt igen. Men jeg er nødt til at køre, for ellers trækker vognmanden mig i løn. Det har jeg ikke råd til.
Jojit Cate sætter sig modfalden bag rattet og sætter kurs mod motorvejen. Imens ulmer utilfredsheden mere og mere blandt hans chaufførkolleger i lejren, der også er vrede over firmaets behandling af ham.
Jojit Cate klarer turen og parkerer totalt udmattet sin lastbil indenfor pigtråden i Padborg. Kort tid efter afslører Fagbladet forholdene i slumlejren og andre medier følger med. 30.oktober er det slut. Center mod Menneskehandel henter chaufførerne ud, og slumlejen bliver revet ned.
En lettelse for Jojit Cate, men også starten på en svær tid med uvished på det hemmelige bosted, hvor de bliver kørt hen efter nogle dage på kro og hotel.
Kapitel 5”Du skal køre videre”
Padborg, oktober 2018.
Jojit Cate ligger på sin skumgummimadras og føler sig mere og mere skidt tilpas.
- Jeg kan ikke rejse mig op og er svimmel og bange, siger han. Hans chaufførkolleger kan ikke få kontakt med ham. De er bange og tilkalder en ambulance på 112.
Ambulanceredderne måler på hjertet og blodtrykket. De kører ham til Sygehus Sønderjylland i Aabenraa med udrykning og blå blink.
Han bliver indlagt klokken 21 og kommer under lægebehandling. Det går op for ham, at den sygesikring, som firmaet har lovet ham, ikke findes.
Ifølge hans hospitalsjournal har han nakkesmerter, brystsmerter og diarre. Han klager også over hovedpine, svimmelhed og dobbeltsyn, der særligt kommer i forbindelse med arbejde. Lægen konstaterer forhøjet blodtryk og ordinerer blodtrykssænkende medicin.
Lægen skriver i journalen:
“Der anbefales kontrol hos egen læge om ca. 14 dage for at vurdere, hvorvidt blodtrykket retter sig eller ej”.
“Det anbefales patienten at tage kontakt til det firma, han arbejder for, og således få ordnet sundhedsforholdene, som på nuværende tidspunkt ikke virker optimale”.
Presset op i lastbilen
Efter få timer bliver Jojit Cate udskrevet med en recept i hånden. Til “hjemmet” står der i udskrivelsespapirerne.
Hjemmet er den beskidte skumgummimadras.
- Jeg har det stadigvæk skidt og føler mig ensom, siger han.
Han gør, som lægen anbefaler, og kontakter en af sine ledere.
- De vil ikke betale for medicinen. De er ligeglade, fortæller Jojit Cate, der ikke er blevet undersøgt nærmere efterfølgende, da han hverken har forsikring eller gult sygesikringsbevis.
Han fortæller, at firmaet beder ham fortsætte arbejdet og køre til Sverige. Denne gang ovenikøbet uden en makker i passagersædet.
- Jeg er svimmel og nervøs for at køre alene, hvis jeg får det dårligt igen. Men jeg er nødt til at køre, for ellers trækker vognmanden mig i løn. Det har jeg ikke råd til.
Jojit Cate sætter sig modfalden bag rattet og sætter kurs mod motorvejen. Imens ulmer utilfredsheden mere og mere blandt hans chaufførkolleger i lejren, der også er vrede over firmaets behandling af ham.
Jojit Cate klarer turen og parkerer totalt udmattet sin lastbil indenfor pigtråden i Padborg. Kort tid efter afslører Fagbladet forholdene i slumlejren og andre medier følger med. 30.oktober er det slut. Center mod Menneskehandel henter chaufførerne ud, og slumlejen bliver revet ned.
En lettelse for Jojit Cate, men også starten på en svær tid med uvished på det hemmelige bosted, hvor de bliver kørt hen efter nogle dage på kro og hotel.
Kapitel 5”Du skal køre videre”
Padborg, oktober 2018.
Jojit Cate ligger på sin skumgummimadras og føler sig mere og mere skidt tilpas.
- Jeg kan ikke rejse mig op og er svimmel og bange, siger han. Hans chaufførkolleger kan ikke få kontakt med ham. De er bange og tilkalder en ambulance på 112.
Ambulanceredderne måler på hjertet og blodtrykket. De kører ham til Sygehus Sønderjylland i Aabenraa med udrykning og blå blink.
Han bliver indlagt klokken 21 og kommer under lægebehandling. Det går op for ham, at den sygesikring, som firmaet har lovet ham, ikke findes.
Ifølge hans hospitalsjournal har han nakkesmerter, brystsmerter og diarre. Han klager også over hovedpine, svimmelhed og dobbeltsyn, der særligt kommer i forbindelse med arbejde. Lægen konstaterer forhøjet blodtryk og ordinerer blodtrykssænkende medicin.
Lægen skriver i journalen:
“Der anbefales kontrol hos egen læge om ca. 14 dage for at vurdere, hvorvidt blodtrykket retter sig eller ej”.
“Det anbefales patienten at tage kontakt til det firma, han arbejder for, og således få ordnet sundhedsforholdene, som på nuværende tidspunkt ikke virker optimale”.
Presset op i lastbilen
Efter få timer bliver Jojit Cate udskrevet med en recept i hånden. Til “hjemmet” står der i udskrivelsespapirerne.
Hjemmet er den beskidte skumgummimadras.
- Jeg har det stadigvæk skidt og føler mig ensom, siger han.
Han gør, som lægen anbefaler, og kontakter en af sine ledere.
- De vil ikke betale for medicinen. De er ligeglade, fortæller Jojit Cate, der ikke er blevet undersøgt nærmere efterfølgende, da han hverken har forsikring eller gult sygesikringsbevis.
Han fortæller, at firmaet beder ham fortsætte arbejdet og køre til Sverige. Denne gang ovenikøbet uden en makker i passagersædet.
- Jeg er svimmel og nervøs for at køre alene, hvis jeg får det dårligt igen. Men jeg er nødt til at køre, for ellers trækker vognmanden mig i løn. Det har jeg ikke råd til.
Jojit Cate sætter sig modfalden bag rattet og sætter kurs mod motorvejen. Imens ulmer utilfredsheden mere og mere blandt hans chaufførkolleger i lejren, der også er vrede over firmaets behandling af ham.
Jojit Cate klarer turen og parkerer totalt udmattet sin lastbil indenfor pigtråden i Padborg. Kort tid efter afslører Fagbladet forholdene i slumlejren og andre medier følger med. 30.oktober er det slut. Center mod Menneskehandel henter chaufførerne ud, og slumlejen bliver revet ned.
En lettelse for Jojit Cate, men også starten på en svær tid med uvished på det hemmelige bosted, hvor de bliver kørt hen efter nogle dage på kro og hotel.
Kapitel 5”Du skal køre videre”
Padborg, oktober 2018.
Jojit Cate ligger på sin skumgummimadras og føler sig mere og mere skidt tilpas.
- Jeg kan ikke rejse mig op og er svimmel og bange, siger han. Hans chaufførkolleger kan ikke få kontakt med ham. De er bange og tilkalder en ambulance på 112.
Ambulanceredderne måler på hjertet og blodtrykket. De kører ham til Sygehus Sønderjylland i Aabenraa med udrykning og blå blink.
Han bliver indlagt klokken 21 og kommer under lægebehandling. Det går op for ham, at den sygesikring, som firmaet har lovet ham, ikke findes.
Ifølge hans hospitalsjournal har han nakkesmerter, brystsmerter og diarre. Han klager også over hovedpine, svimmelhed og dobbeltsyn, der særligt kommer i forbindelse med arbejde. Lægen konstaterer forhøjet blodtryk og ordinerer blodtrykssænkende medicin.
Lægen skriver i journalen:
“Der anbefales kontrol hos egen læge om ca. 14 dage for at vurdere, hvorvidt blodtrykket retter sig eller ej”.
“Det anbefales patienten at tage kontakt til det firma, han arbejder for, og således få ordnet sundhedsforholdene, som på nuværende tidspunkt ikke virker optimale”.
Presset op i lastbilen
Efter få timer bliver Jojit Cate udskrevet med en recept i hånden. Til “hjemmet” står der i udskrivelsespapirerne.
Hjemmet er den beskidte skumgummimadras.
- Jeg har det stadigvæk skidt og føler mig ensom, siger han.
Han gør, som lægen anbefaler, og kontakter en af sine ledere.
- De vil ikke betale for medicinen. De er ligeglade, fortæller Jojit Cate, der ikke er blevet undersøgt nærmere efterfølgende, da han hverken har forsikring eller gult sygesikringsbevis.
Han fortæller, at firmaet beder ham fortsætte arbejdet og køre til Sverige. Denne gang ovenikøbet uden en makker i passagersædet.
- Jeg er svimmel og nervøs for at køre alene, hvis jeg får det dårligt igen. Men jeg er nødt til at køre, for ellers trækker vognmanden mig i løn. Det har jeg ikke råd til.
Jojit Cate sætter sig modfalden bag rattet og sætter kurs mod motorvejen. Imens ulmer utilfredsheden mere og mere blandt hans chaufførkolleger i lejren, der også er vrede over firmaets behandling af ham.
Jojit Cate klarer turen og parkerer totalt udmattet sin lastbil indenfor pigtråden i Padborg. Kort tid efter afslører Fagbladet forholdene i slumlejren og andre medier følger med. 30.oktober er det slut. Center mod Menneskehandel henter chaufførerne ud, og slumlejen bliver revet ned.
En lettelse for Jojit Cate, men også starten på en svær tid med uvished på det hemmelige bosted, hvor de bliver kørt hen efter nogle dage på kro og hotel.
Kapitel 6Jeg føler mig som et menneske igen
Bov Kro, november 2018
Det er en god fornemmelse for Jojit Cate at slippe væk fra Kurt Beier Transport. Og en ny oplevelse at få ordentlig mad og sove i en ren seng på Bov Kro, hvor de overnatter, inden de blev kørt til en hemmelig adresse. Men tiden efter lejren er også svær.
- Det er svært med politiafhøringer, selvom betjentene er flinke. Der er også interview med myndigheder, og selvom folk er søde, er der jo fremmede mennesker hele tiden. Det værste er uvisheden om vores arbejdssituation. Hvad skal der ske med os, spørger Jojit Cate.
Da transportfirmaet Kurt Beier A/S rydder slumlejren i Padborg, smider hans folk chaufførernes tøj, mobiltelefoner, madvarer, personlige papirer og affald fra beboelsescontainerne ud i én stor blandet bunke. Chaufførerne har kun kort tid til at lede i bunken efter deres ejendele og mangler hundredvis af ting. Mobiltelefoner, sko, medicin og personlige effekter.
Flovt at vende tomhændet hjem
- Det er respektløst at behandle os sådan, siger Jojit Cate. Men det giver tryghed at være i gode hænder hos Center mod Menneskehandel.
- Vi møder stor hjælpsomhed fra danskerne og særligt 3F. Vi bliver behandlet som familie, og jeg begynder at føle mig som et menneske igen, siger han.
Han fastslår, at hans egen fremtid ikke tæller mere.
- Jeg tænker ikke på mig selv, men ofrer mig. Alt handler om min families fremtid. Det er ikke en mulighed at give op. Jeg kan ikke vende tomhændet hjem, siger han og fortsætter:
- Det ville være flovt og skamfuldt. Jeg ønsker en god fremtid for mine børn og kan godt forestille mig 5 til 10 år mere i Danmark i et bedre job. Jeg håber, at det ender godt, understreger Jojit Cate.
Læs mere >>
Kapitel 6Jeg føler mig som et menneske igen
Bov Kro , november 2018
Det er en god fornemmelse for Jojit Cate at slippe væk fra Kurt Beier Transport. Og en ny oplevelse at få ordentlig mad og sove i en ren seng på Bov Kro, hvor de overnatter, inden de blev kørt til en hemmelig adresse. Men tiden efter lejren er også svær.
- Det er svært med politiafhøringer, selvom betjentene er flinke. Der er også interview med myndigheder, og selvom folk er søde, er der jo fremmede mennesker hele tiden. Det værste er uvisheden om vores arbejdssituation. Hvad skal der ske med os, spørger Jojit Cate.
Da transportfirmaet Kurt Beier A/S rydder slumlejren i Padborg, smider hans folk chaufførernes tøj, mobiltelefoner, madvarer, personlige papirer og affald fra beboelsescontainerne ud i én stor blandet bunke. Chaufførerne har kun kort tid til at lede i bunken efter deres ejendele og mangler hundredvis af ting. Mobiltelefoner, sko, medicin og personlige effekter.
Flovt at vende tomhændet hjem
- Det er respektløst at behandle os sådan, siger Jojit Cate. Men det giver tryghed at være i gode hænder hos Center mod Menneskehandel.
- Vi møder stor hjælpsomhed fra danskerne og særligt 3F. Vi bliver behandlet som familie, og jeg begynder at føle mig som et menneske igen, siger han.
Han fastslår, at hans egen fremtid ikke tæller mere.
- Jeg tænker ikke på mig selv, men ofrer mig. Alt handler om min families fremtid. Det er ikke en mulighed at give op. Jeg kan ikke vende tomhændet hjem, siger han og fortsætter:
- Det ville være flovt og skamfuldt. Jeg ønsker en god fremtid for mine børn og kan godt forestille mig 5 til 10 år mere i Danmark i et bedre job. Jeg håber, at det ender godt, understreger Jojit Cate.
Læs mere >>
Kapitel 6Jeg føler mig som et menneske igen
Bov Kro, november 2018
Det er en god fornemmelse for Jojit Cate at slippe væk fra Kurt Beier Transport. Og en ny oplevelse at få ordentlig mad og sove i en ren seng på Bov Kro, hvor de overnatter, inden de blev kørt til en hemmelig adresse. Men tiden efter lejren er også svær.
- Det er svært med politiafhøringer, selvom betjentene er flinke. Der er også interview med myndigheder, og selvom folk er søde, er der jo fremmede mennesker hele tiden. Det værste er uvisheden om vores arbejdssituation. Hvad skal der ske med os, spørger Jojit Cate.
Da transportfirmaet Kurt Beier A/S rydder slumlejren i Padborg, smider hans folk chaufførernes tøj, mobiltelefoner, madvarer, personlige papirer og affald fra beboelsescontainerne ud i én stor blandet bunke. Chaufførerne har kun kort tid til at lede i bunken efter deres ejendele og mangler hundredvis af ting. Mobiltelefoner, sko, medicin og personlige effekter.
Flovt at vende tomhændet hjem
- Det er respektløst at behandle os sådan, siger Jojit Cate. Men det giver tryghed at være i gode hænder hos Center mod Menneskehandel.
- Vi møder stor hjælpsomhed fra danskerne og særligt 3F. Vi bliver behandlet som familie, og jeg begynder at føle mig som et menneske igen, siger han.
Han fastslår, at hans egen fremtid ikke tæller mere.
- Jeg tænker ikke på mig selv, men ofrer mig. Alt handler om min families fremtid. Det er ikke en mulighed at give op. Jeg kan ikke vende tomhændet hjem, siger han og fortsætter:
- Det ville være flovt og skamfuldt. Jeg ønsker en god fremtid for mine børn og kan godt forestille mig 5 til 10 år mere i Danmark i et bedre job. Jeg håber, at det ender godt, understreger Jojit Cate.
Kapitel 6 Jeg føler mig som et menneske igen
Bov Kro, november 2018
Det er en god fornemmelse for Jojit Cate at slippe væk fra Kurt Beier Transport. Og en ny oplevelse at få ordentlig mad og sove i en ren seng på Bov Kro, hvor de overnatter, inden de blev kørt til en hemmelig adresse. Men tiden efter lejren er også svær.
- Det er svært med politiafhøringer, selvom betjentene er flinke. Der er også interview med myndigheder, og selvom folk er søde, er der jo fremmede mennesker hele tiden. Det værste er uvisheden om vores arbejdssituation. Hvad skal der ske med os, spørger Jojit Cate.
Da transportfirmaet Kurt Beier A/S rydder slumlejren i Padborg, smider hans folk chaufførernes tøj, mobiltelefoner, madvarer, personlige papirer og affald fra beboelsescontainerne ud i én stor blandet bunke. Chaufførerne har kun kort tid til at lede i bunken efter deres ejendele og mangler hundredvis af ting. Mobiltelefoner, sko, medicin og personlige effekter.
Flovt at vende tomhændet hjem
- Det er respektløst at behandle os sådan, siger Jojit Cate. Men det giver tryghed at være i gode hænder hos Center mod Menneskehandel.
- Vi møder stor hjælpsomhed fra danskerne og særligt 3F. Vi bliver behandlet som familie, og jeg begynder at føle mig som et menneske igen, siger han.
Han fastslår, at hans egen fremtid ikke tæller mere.
- Jeg tænker ikke på mig selv, men ofrer mig. Alt handler om min families fremtid. Det er ikke en mulighed at give op. Jeg kan ikke vende tomhændet hjem, siger han og fortsætter:
- Det ville være flovt og skamfuldt. Jeg ønsker en god fremtid for mine børn og kan godt forestille mig 5 til 10 år mere i Danmark i et bedre job. Jeg håber, at det ender godt, understreger Jojit Cate.