bladhoved
1h3
Marts 2023: - Jeg fik flere gange besked på, at det var en sygdom, som jeg ville dø af, men at en operation kunne give mig et par år mere. Kirurgen forberedte mig på, at lungehindekræft er med dødelig udgang, siger Dorte Schütt.

Dorte lever med en dødsdom

Fagbladet 3F har i en årrække fulgt Dorte Schütt, der fik lungehindekræft 46 år efter, at hun stoppede som kontorassistent på Dansk Eternit Fabrik i Aalborg. Her kan du læse hendes historie, og om hvordan det går hende i dag, hvor hun stadig lever med asbest i kroppen.

Af Asger Westh og Morten Halskov
Fotos og videoer: Joachim Rode

Det går helt galt, da Dorte Schütt sidste år falder af kondicyklen hjemme i rækkehuset i Ganløse. Hun slår en saltomortale i luften og banker panden ind i en vindueskarm, før hun rammer en radiator og vælter ind i et skab med CD’er.

Hun ender på gulvet med en brækket næse, en brækket skulder og tre brækkede ryghvirvler. Det koster en tur på sygehuset, hvor lægerne konstaterer, at slaget mod hendes hoved også har ført til en hjerneblødning. 

Men det er intet i forhold til, hvad den i dag 78-årige kvinde har været igennem, siden hun for knap ni år siden fik konstateret lungehindekræft, fjernet en tumor og tre gange fik tappet væske fra sin højre lunge.

- Jeg blev tømt for næsten to liter hver gang. Jeg har aldrig oplevet noget, som gjorde så ondt, og jeg har dog født tre børn, siger hun.

1h3
Dorte Schütt som ung. Privatfoto.

Lungerne slår alarm

Dorte Schütt har altid været stærk.

Tidligere havde hun så stærke overarme, at de mænd, der svingede rundt med hende til fester, spurgte, om hun nu også var en kvinde, fortæller hun.

Dorte Schütt har også altid holdt sig i god form. Trænet på vippebrættet, kondicyklen og med håndvægte i hjemmet, gået lange ture og været en flittig gæst i det lokale træningscenter.

1h3
Februar 2015: Trods sin sygdom træner Dorte Schütt hele tiden så meget, som hun kan. I hjemmet eller det lokale træningscenter.

Derfor er det et signal om, at der er noget helt galt, da hun i september 2014 får problemer med vejrtrækningen. Dorte Schütt er på besøg hos sin datter, som skal have bygget en ny terrasse, og  hjælper med at bære brædder. Så mister hun pludselig pusten.

Familien driller hende med, at hun er ved at blive gammel, men Dorte Schütt er stædig. Selvom det kniber med at få vejret, bærer hun samtlige af de 63 og 6 meter lange brædder til terrassen på plads.

- Jeg piver normalt ikke, men jeg fik ondt under ribbenene i højre side, siger hun.

1h3
Marts 2015: Dorte Schütt får testet funktionen af sine lunger på Rigshospitalet.

10-12 dage senere gør det stadig ondt. Det ender med, at Dorte Schütt må sidde op, når hun skal sove.

- Jeg kunne ikke få vejret, når jeg lå ned, siger hun.

Dorte Schütt døjer også med træthed og er svimmel. I oktober 2014 har hun hovedpine, en tør hoste, svært ved at trække vejret og så ondt i sin højre lunge, at hendes mand Erling truer med at ringe 112, hvis hun ikke tager til en læge.

Lægen lytter på hendes lunger, men bemærker intet.

Godt en uge efter er den helt gal. Dorte Schütt snører sine sko og går hele vejen ned til lægen. Da hun kommer frem, er hun så stakåndet, at hun er ved at falde om. 

Denne gang hører lægen mislyde på hendes højre lunge. Dorte Schütt bliver sendt direkte til røntgenundersøgelse på Nordsjællands Sygehus i Frederikssund.

Senere samme dag får hun at vide, at hun formentlig har kræft i sin højre lunge og besked på at kontakte sine børn og familie.

- Lægen kunne lige så godt have sagt: “Du dør i morgen”. Jeg gik helt i sort, siger Dorte Schütt.

Bitter kamp mod asbest-dræber. Hør Dorte Schütt fortælle om sin sygdom, før hun bliver opereret.

Tre dage senere kommer hun til scanning på Gentofte Hospital og får tappet 1,7 liter væske fra højre lunge. Med hjælp fra sin datter Heidi skriver Dorte Schütt dagbog over sit sygdomsforløb.

3. november 2014 kommer der bandeord på siderne, da Dorte Schütt beskriver, hvor smertefuldt det er, da hun for anden gang får tappet væske fra sin højre lunge.

Denne gang 1,9 liter.

- Jeg tror ikke, at jeg var bedøvet ordentligt, siger Dorte Schütt, der fik morfin i 10 timer efter tapningen.

1h3
Marts 2015: Dorte Schütt er til scanning på Rigshospitalet i København.

En ny scanning af hele Dorte Schütts krop få dage efter viser, at lungehinden lyser alarmerende op.

Og værre endnu: En 5,5 centimeter stor kræftsvulst, der sidder på brystbenet i forbindelse med lungehinden.

- Lægen spurgte, om jeg havde haft tuberkulose, arbejdet med asbest eller opholdt mig steder, hvor jeg kunne have været udsat for asbest, siger hun.

De unge år på eternitten

Dorte Schütt er 23 år, da hun i maj 1967 får job som kontorassistent på Dansk Eternit Fabrik i Aalborg.

Lønnen er god, og Dorte Schütt, der efter at have studeret har taget en uddannelse som frisør og været hjemmegående husmor i et par år, er glad.

Der er hverken mobiltelefoner eller computere på jobbet, så Dorte Schütt og hendes kollegaer registrerer arbejdstimer og skriver lønsedler til fabriksarbejderne på hulkortmaskiner.

- Vi sad på et pænt kontor i en moderne bygning foran selve fabrikken. Der var et hyggeligt miljø, husker hun.

De unge kvinder på kontoret ordner tit hår på hinanden, og Dorte Schütt får lavet slangekrøller i frokostpauserne. Hun vil gerne til København og besøge den unge politimand Erling, som hun er forelsket i, men personalechefen vil ikke give hende en fridag.

Dorte Schütt tager til hovedstaden alligevel. Da hun vender tilbage, bliver hun kaldt ind på personalechefens kontor.

- Han sagde, at det ikke var så smart at gå rundt i Aalborg og købe kjoler, når jeg havde meldt mig syg. Men jeg ville jo gerne være fin i tøjet, når jeg skulle over til Erling, siger Dorte, der ellers aldrig havde en fraværs- eller sygedag på eternitfabrikken.


1h3
Sommeren 1973: Dorte Schütt og hendes mand Erling sammen med deres datter Heidi. Parret mødte hinanden, da hun arbejdede på eternitfabrikken i Aalborg, og holdt sammen i tykt og tyndt siden. Privatfoto.

Som ung er Dorte Schütt mere til fest og farver end at ligge på langs. Hun færdes blandt andet i miljøet omkring Lindholm Bokseklub og skifter hårfarve mange gange.

- Jeg lavede lidt ballade, da jeg var yngre. Jeg var nok lidt provo- og hippieagtig, smiler hun.

I den nordjyske by bor Dorte Schütt alene med sønnen Torben i en lejlighed. Når hendes mor ikke er på besøg, har Dorte Schütt en aftale med vennerne om, at hun binder en klud på sin franske altan.

- Så vidste de, at der var fri bane. Min mor var en skrap dame. Hun ringede aldrig på, men låste sig bare ind i lejligheden. Hende skulle mine venner ikke møde, siger Dorte Schütt.

I maj 1969 stopper Dorte Schütt på eternitfabrikken for at flytte til København og blive gift med Erling.

1h3
Maj 1969: Dorte Schütt som ung brud efter at have sagt “ja” til Erling. Privatfoto.

Hun har ingen anelse om, at de to år på kontoret får fatale følger for hendes helbred.

- For at komme over i frokoststuen på eternitfabrikken skulle vi krydse et rangeringsspor, hvor der kom togvogne ind med asbest. Men jeg var aldrig inde på selve fabrikken, og der var aldrig nogen arbejdere oppe på mit kontor, siger Dorte Schütt.

- Men med det samme, at lægerne hørte, hvor jeg havde arbejdet, slog de fast, at det er derfor, jeg er blevet syg, siger hun.

Dødsstødet

Mens andre køber gaver og handler ind til julen, ligger Dorte Schütt i december 2014 på operationsbordet på Rigshospitalet i København.

Ved en kikkertoperation fjerner kirurgerne kræftsvulsten på 5,5 centimeter og tapper yderligere 1,2 liter væske fra hendes højre lunge. Da Dorte Schütt få dage før jul får stillet diagnosen lungehindekræft, kommer der næsten lige så meget væske ud af hendes øjne.

- Jeg græd i de første to måneder. Jeg vidste ikke, at der kunne være så meget vand i kroppen, siger hun.

1h3
Februar 2015: Dorte Schütt hviler sig i hjemmet i Ganløse. Opbakningen har været god hele vejen igennem, men det kører hele tiden rundt i hovedet, at dette kan være slutningen, siger hun.

Humøret bliver ikke bedre, når Dorte Schütt søger oplysninger om asbestsygdommen på internettet. På alle de sider, som hun klikker ind på, står der, at lungehindekræft er uhelbredelig.

- Det var ligesom at få dødsstødet, siger Dorte Schütt.

De fleste tilfælde af lungehindekræft kan ikke opereres. Enten fordi kræften har spredt sig, eller fordi patientens helbred er for dårligt til at klare den omfattende operation. Dorte Schütt finder dog håb i, at kirurgerne på Skandinavisk Center for behandling af lungehindekræft på Rigshospitalet i flere tilfælde har forlænget og i enkelte tilfælde reddet patienternes liv.

Da hun er i fin form, og hendes sygdom er blevet opdaget meget tidligt, har hun gode chancer for at få fjernet de syge lungehinder eller dele af dem ved en operation.

Først skal hun dog igennem tre gange kemoterapi af fem timers varighed.

1h3
Februar 2015: Den sidste af tre knap fem timer lange kemobehandlinger på Rigshospitalet tager hårdt på Dorte Schütt.

Kemo og kvalme

I en stol på Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet sidder Dorte Schütt med et drop i højre hånd. Via en gummislange er hun forbundet til et stålstativ med fire poser med væske.

To af poserne er orangegule og beskyttet mod lys. Indholdet i dem påvirker hver eneste celle i hendes krop. Udtørrer hendes slimhinder, giver allergisk udslæt, svamp i munden og får hendes hud til at skalle af.

Derfor smører Dorte Schütt sig ind i babyolie to gange om dagen.

- Ellers kommer jeg til at ligne en fisk, smiler hun og fortsætter:

- Det er en sårbar situation. Det har det været længe. Jeg kan mærke, at jeg har forandret mig i de seneste måneder.

Med kemoterapien kommer trætheden. Utilpasheden. Kvalmen.

Lungehindekræft

Lungehindekræft er en ofte uhelbredelig sygdom, som asbest er den eneste kendte årsag til. Sygdommen opstår i lungehindernes celler og skyldes en kemisk reaktion i lungerne hos personer, der har indåndet asbestfibre.

Vi har alle to hinder om hver af vores lunger. Den ene lungehinde sidder fast på overfladen af lungen. Den anden sidder fast på indersiden af brystkassen.

Hos personer med lungehindekræft dannes der flere liter væske i et hulrum omkring lungen. Hos raske personer vil hulrummet kun indeholde få milliliter væske. De hyppigste symptomer på lungehindekræft er smerter i brystkassen og besvær med vejrtrækningen.

Ved operationer fjernes dele af – eller begge – lungehinder og i nogle tilfælde hele lungen, lymfeknuder, mellemgulvsmuskel og eventuelt hjertesækken.

Kemobehandlingen kan også være farlig. 

“Hjertestop” står der med røde bogstaver på en alarm på kræftafdelingens hvide væg over et bord med saft, vand, chokolade og peanuts.

Dorte Schütts appetit er begrænset. Men inden hun forlader kræftafdelingen vil hun veje tre kilo mere, end da hun kom. På grund af den væske og cellegift, der bliver pumpet ind i hende for at få bugt med kræften i hendes højre lunge og for at gøre det muligt for kirurgerne at operere hende.

Dorte Schütt klapper sig på sin udspilede mave og rejser sig for at gå på toilettet. Stativet ruller hun med.

- Hvis jeg ikke går derud nu, tisser jeg i bukserne. Jeg er en urolig sjæl, men det er da ikke meget, jeg får rendt i dag, siger hun ironisk.

Det er tredje gang, at Dorte Schütt er i kemobehandling.

- Kan I love mig, at det bliver den sidste, spørger hun en sygeplejerske. På afdelingen lover man aldrig noget, svarer sygeplejersken.

1h3
Februar 2015: Dorte Schütt har selskab af sin søn Torben (th) til sin kemobehandling på Rigshospitalet.

Undervejs i kemobehandlingen får Dorte Schütt selskab på stuen af to mænd. De har også lungehindekræft.

Den ene har arbejdet i Københavns Kommune. Den anden – en ældre mand med rollator – har arbejdet på et skibsværft i Aalborg og boet i Sjællandsgade-kvarteret. Når det blæste, føg asbesten fra Dansk Eternit Fabrik ned gennem gaden, fortæller han.

- Ja, det er en chokerende diagnose, når man ikke tror, at man fejler noget. Jeg troede, at jeg havde lungebetændelse. Det var det ikke. Det var lungehindekræft. Så var der da noget i lungen, siger Dorte Schütt og tilføjer:

- Lægen siger, at jeg har været heldig. Havde jeg fået diagnosen for 15 år siden, havde det været en dødsdom.

Efter tre timer af den fem timer lange behandling begynder Dorte Schütt at blive fjern i blikket.

- Det ryster indeni mig. Jeg har det ikke så godt, som da jeg kom, lyder det.

Alligevel insisterer hun på at tage trapperne ned fra femte sal på Rigshospitalet, da hendes mand Erling kommer og henter hende.

1h3
Marts 2015: Dorte Schütt nyder forårssolen, mens Erling gør en trækasse klar til blomster. 

Dagen efter den tredje og sidste kemobehandling sidder Dorte Schütt i en havestol i stuen hjemme i Ganløse med et tæppe over sig og en grøn sportsdunk med vand inden for rækkevidde.

- Det var da noget af en kolbøtte-pille, som jeg fik mod kvalme på hospitalet i går, siger hun.

Dorte Schütt har været oppe siden klokken seks om morgenen. Hun begyndte dagen med at tage et bad for at vaske den kemo væk, der kommer ud gennem hendes hud.

- Hvad skal han nu? Der er da ikke flere blomster, som han kan ødelægge, udbryder hun, da hun ser Erling komme trækkende med en græsslåmaskine ude i haven, som han vil reparere for grundejerforeningen.

Dorte Schütts lilla mobiltelefon kimer dagen lang. Sønnen Torben, datteren Heidi, familien, de mange venner og bekendte ringer for at høre, hvordan hun har det.

- Det kører hele tiden rundt i hovedet, at dette kan være slutningen. Men opbakningen har været god hele vejen igennem. Og Erling kan altid lige smutte hen og drikke en øl hos nogen, når han har brug for at komme lidt væk, siger hun.

1h3
Marts 2015: Dorte Schütt forsøger at holde humøret oppe trods modgangen.

Ægteparret har altid rejst meget. Eller bare spændt den store campingvogn med aircondition bag på bilen og kørt afsted.

- Naboerne plejede at sige, at vi lige så godt kunne sælge huset, da vi alligevel aldrig var her. Men siden oktober synes jeg, at jeg har været låst inde. Det er træls. Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle have været ude og opleve en masse, siger Dorte Schütt.

- Jeg har altid haft ord for at se godt ud og være sprudlende. Nu sidder jeg her som en grøntsag, siger hun.

Stod det til Dorte Schütt, lå hun på en strand i Thailand. Men den årlige ferierejse er aflyst.

- Vi skulle have været afsted i to måneder, men nu har vi bestilt en rejse i januar 2016 i stedet. Så må vi se, om forsikringsselskabet tillader, at jeg tager afsted til den tid, siger hun.

– Jeg har det, som da min søn døde

Dorte Schütt har haft kræften og døden inde på livet før.

En af hendes gode naboer har lungekræft og kan ikke tåle mere kemo. Hendes storesøster i Aalborg er uhelbredelig syg af lungekræft, hendes mand Erling har haft kræft i tyktarmen, og Dorte Schütt har løbende kontakt med en kvinde med lungekræft, som hun har været indlagt med.

Hjemme i stuen i rækkehuset i Ganløse hænger et stort, indrammet billede af Dorte og Erling Schütts søn Dennis. Han blev dræbt på deres bryllupsdag 24. maj 2002 af en spritbilist. Kort før han fyldte 25 år. Siden har Dorte og Erling Schütt hverken fejret bryllupsdag eller jul.

- Det var altid Dennis, der var klædt ud som julemand, siger hun.

Den aften Dennis dør, ser Dorte Schütt Melodi Grand Prix i fjernsynet, før hun går til ro i hendes og Erlings campingvogn i Dronningmølle. Hun bliver banket op af politiet.

- Siden den dag har det været forbudt at banke på døren til min campingvogn, siger hun.

1h3
Marts 2015: Dorte Schütt lægger ikke skjul på, at der har været mange op-, ned- og tudeture i de måneder, hvor hun har levet med kræften og i konstant usikkerhed. 

Om natten sidder hun i timevis ved sin afdøde søns side på sygehuset i Frederikssund og kæmper med sorgen og et voldsomt migræneanfald.

- Jeg har aldrig haft migræne siden. Jeg er sikker på, at Dennis tog min migræne med sig. Det må jeg takke ham for, når vi ses, siger hun.

Der går kun få uger fra Dorte Schütt i december 2014 får konstateret lungehindekræft, til hun får en arbejdsskadeerstatning. Pengene kan dog ikke måle sig med hendes frustrationer over overhovedet at være blevet syg.

- Jeg har det, som da jeg mistede min søn. Først blev jeg ked af det. Så blev jeg vred. Der var aldrig nogen, som sagde, at asbest var farlig, da jeg var på eternitfabrikken. Og jeg sad jo bare på et kontor, siger hun.

1h3
Februar 2015: En stille søndag i Ganløse. Dorte Schütt hviler sig, mens hendes mand Erling rydder op. 

Dorte Schütt har pakket en kuffert, da hun i marts 2015 bliver kørt til Rigshospitalet for at få svar på sine blodprøver og den seneste scanning. Så er hun parat til at blive indlagt, hvis der pludselig er en operationstid.

Blodprøverne er fine, og scanningen viser, at de tre kemobehandlinger har virket. Kræftcellerne er væk. Det er gode nyheder, men Dorte Schütt vil stadig gerne opereres.

- Det er min krop, og jeg vil hellere have fjernet lungehinden end leve i usikkerhed og rende til scanning hver anden måned og få kemo og strålebehandling, hvis kræften kommer igen, siger Dorte Schütt.

- En operation vil være et stort indgreb, men det må jeg tage, som det kommer, hvis det på sigt giver mig et bedre liv. Så kan det godt være, at jeg må købe en badedragt i stedet for en bikini til ferien næste år for ikke at få sol på arret. Men hvis bare de fjerner skidtet, skal jeg nok klare genoptræningen og resten selv, siger hun.

Syg lunge skrællet som en appelsin

Som gammel frisørelev finder Dorte Schütt saksen frem og klipper med sikker hånd børnebørnene, da hele familien er samlet og hygger sig i påsken 2015.

Men hun lægger ikke skjul på, at der har været mange op-, ned- og tudeture i de over fem måneder, hvor hun har levet med kræften og i konstant usikkerhed.

-  Jeg har ikke hele tiden været så stærk, som jeg har givet udtryk for. Det har været meget hårdt psykisk, siger hun.

Først da hun 14. april får besked om, at hun kan blive opereret, kan hun for en kort bemærkning slappe af og dele en enkelt øl med Erling.

1h3
Februar 2015: Dorte Schütt og hendes mand Erling på en af parrets lange gåture i naturen ved Ganløse.

Fjorten dage efter får Dorte Schütt sit ønske opfyldt og kommer på operationsbordet på Lungekirurgisk sektion under Hjertecentret på Rigshospitalet, som er Skandinavisk Center for behandling af lungehindekræft. For at kunne komme ind og fjerne de to lungehinder omkring hendes højre lunge må kirurgerne skære et ribben over.

Efter operationen ligger Dorte Schütt til opvågning i et døgn. Da hun er på benene igen, går det nær galt.

- Jeg var ude at gå, da jeg fik det mærkeligt. Jeg nåede lige at kravle op i hospitalssengen. Så kan jeg ikke huske mere, siger Dorte Schütt, der går i koma på grund af for meget smertestillende medicin.

1h3
Maj 2015: Dorte Schütt er blevet udskrevet og hjemme igen otte dage efter den store operation.

Da Fagbladet 3F igen møder Dorte Schütt i hendes hjem, får hun stadig morfin, men hun har allerede været ude at gå ture og besøge sønnen Dennis' gravsted hjemme i Ganløse.

- Jeg ligner en, der har været med i horrorfilmen “Motorsavsmassakren”, siger Dorte Schütt sarkastisk, da hun fortæller om operationen.

Hver dag skyller hun det store sår på ribbenene under hendes højre arm med masser af vand. Når såret er skyllet og tørret, trækker hun i et hvidt korset. Det skal hun gå med døgnet rundt i fire-seks uger, da det støtter og aflaster hendes krop.

- Det er ikke rart at have på, men nu er lungehinderne med asbest væk, siger Dorte Schütt, der er blevet udskrevet blot otte dage efter den store operation og allerede så småt er gået i gang med genoptræningen.

Hør Dorte Schütt fortælle, hvordan det går efter hendes operation i 2015.

Gennem hele sygdomsforløbet har Dorte Schütt insisteret på, at hun vil vide alt, hvad der foregår. Hvad der er sket under operationen, har hun også helt styr på.

- Kirurgen har været fantastisk rar og forklaret mig, at lungehinderne ved en operation bliver skrællet som en appelsin. Nogle appelsiner er nemme at skrælle, og nogle er svære - blandt andet dem med en tynd skræl. De går nemt i stykker, og det hvide frugtkød er svært at skrabe af. Min lunge havde en tynd hinde, men operationen gik godt og lettere end forventet, fortæller Dorte Schütt.

- En lunge uden en hinde vil opføre sig som en hudafskrabning på knæet, hvor ens bukser klistrer fast til såret. På samme måde klistrer lungen sig fast på brystbenet, når hinden er fjernet. Elefanter har ingen lungehinder, og jeg kan sagtens leve, som jeg plejer uden problemer, siger hun.

I sommeren 2015 går Dorte Schütt til en samtale på Rigshospitalet og får svar på prøverne af de højre lungehinder. Hun skal løbende gå til kontrol og forude venter også et genoptræningsforløb i Egedal Kommune.

Det er endnu for tidligt at sige, om hun er kureret for lungehindekræft, men det ser lysere ud end før operationen.

- Indtil videre har jeg stadig tommelfingeren opad, siger hun.

Aldrig erklæret rask

Knap otte år efter den store operation har Dorte Schütt stadig asbestfibre i kroppen. Men hun har foreløbig snydt den dødelige diagnose, lungehindekræft, som der for 20 år siden slet ikke fandtes en behandling for.

- Min højre lunge er beskadiget og arbejder med nedsat funktion. Men jeg har det fint, selvom jeg i princippet lever med en dødsdom, siger Dorte Schütt.

Siden 2006 er cirka 200 danskere blevet opereret for lungehindekræft, hvor de har fået fjernet de kræftramte lungehinder. Resultater fra eksperterne på Dansk Mesotheliom (lungehindekræft, red.) Center på Rigshospitalet viser, at 32 procent af patienterne lever fem år efter operationen. Ti procent lever stadig efter ti år.

- Jeg har fået at vide, at jeg kommer til at dø på grund af det her, og jeg er aldrig blevet erklæret rask af lægerne. Asbesten kan når som helst også give kræft i bughulen eller tarmene, siger Dorte Schütt.

1h3
Marts 2023: Dorte Schütt sørger stadig for at holde sig i gang. Mentalt og fysisk.

I dag bor hun alene. 29. december 2019 mistede sin mand Erling. Han blev pludselig syg og døde efter at have ligget i respirator i ti dage. Præcis, hvad han døde af, får Dorte Schütt aldrig svar på, da Erling havde doneret sit legeme til Panum Instituttet ved Københavns Universitet.

Hun bor stadig i huset i Ganløse og går de fleste dage en tur på seks til otte kilometer, lige som hun jævnligt mødes med en række andre enker. 

- Lægerne under sig over, at jeg stadig lever. Jeg tror, at det skyldes, at jeg er meget aktiv og holder mig i gang, siger Dorte Schütt.

- Men jeg er stadig bitter over, at jeg overhovedet er blevet syg på grund af asbest. Jeg var bare en ung pige, der sad på et kontor. Jeg var aldrig inde på selve eternitfabrikken, siger hun.