Tvivl om løn

– To en halv kilometer for én salat, sukker Luchian, før han springer op på cyklen.

Han har hentet salaten på Frederiksberg og skal nu til Vesterbro. For en levering som denne, hvor han kører 2,5 kilometer mellem restauranten og leveringsstedet, får han 20 kroner ekstra for afstanden. Men Wolts app måler distancen i fugleflugt og tager ikke hensyn til, at han ofte skal køre omveje op ad små sideveje eller over broer for at nå frem til leveringsstedet.

Luchian hiver sin telefon frem for at se, hvad han har tjent. 550 kroner på tre en halv time. Han skal dog selv klare feriepenge, løn under sygdom og pension.

Når der ikke er bud efter Luchian, må han cykle rundt i gaderne i vinterkulden i håb om, at Wolts algoritme sender en bestilling hans vej. Er der ingen, der bestiller mad, tjener han ingenting. Skal han på toilettet, tjener han ingenting. Og bliver hans cykel stjålet, så han ikke kan møde på arbejde, tjener han ingenting. Alt forbundet med at tjene penge som Wolt-bud er for egen regning og risiko.

Ifølge Wolt er gennemsnitslønnen for et bud 160 kroner i timen. Det svarer nogenlunde til det, Luchian har tjent på sin vagt. Og det er en god timeløn, synes Luchian.

Det er man dog ikke enig i hos 3F. Her har man længe været i dialog med Wolt omkring organisering af budene, men indtil videre uden resultat. Forhandlingssekretær i Transportgruppen John Bondebjerg kalder Wolts forretningsmodel for “dybt problematisk”.

– Budene skal selv betale til blandt andet pension, feriepenge og løn under sygdom. Og så er der pludselig ikke mange penge tilbage, hvis den timeløn skal finansiere alt det, siger John Bondebjerg.

De udenlandske Wolt-bude ender ofte med at bo midlertidigt og ydmygt i grupper på hostels eller lejede værelser.

Migrant-hotellet

Luchian låser sig ind gennem jernporten, der skærmer den lille baggård fra Nørrebros tætte trafik. I gården står flere scootere og cykler med Wolt-tasker på bagagebæreren parkeret.

I hotellets trappeopgang er luften tyk af parfumeret rengøringsmiddel, fugt og cigaretrøg. På værelset får Luchian udleveret en rulle etlags toiletpapir, et håndklæde og en køkkensvamp.

Stedet bliver det første hjem i København for rumæneren. Sammen med en ven og landsmand lejer han et lille værelse med to senge. Det betaler de 8.000 kroner for om måneden tilsammen.

Bygningen ejes af den amerikanske kapitalfond Blackstones danske ejendomsselskab Kereby. Den reelle ejer af bygningen er dermed en af verdens rigeste mænd: Blackstone-stifteren Stephen Schwarzman.

Claus Højte, direktør i Lejernes Landsorganisation Hovedstaden, kalder boligforholdene og priserne for ulovligt høje og “grov udnyttelse” af udlændinge.

- Huslejens størrelse er fuldstændig vanvittig. Det er blevet en industri at udnytte udlændinge i København, og desværre er det noget, vi ser tit, siger han.

På hver af bygningens fem etager løber smalle gange med små værelser med køjesenge, toiletter med cigaretskodder i kummen og video-overvågede køkkener. Tre polsktalende håndværkere drikker Harboe-øl og ryger cigaretter på gangen. Her bor argentinere, afrikanere, rumænere og andre arbejdsmigranter. Murere, malere, kokke og Wolt-bude.

– Der er meget larm og mange alkoholikere. Måske er det fint for nogle, der bare skal bo der i kort tid, men man kan ikke have et ordentligt hjem, siger Luchian, der nu er flyttet til Rødovre, hvor han lejer et værelse.

Adam Bielawski, som ejer stedet, der hedder Rooms DK og ligger på Nørrebrogade, er ikke enig i, at han udnytter udlændinge.

- Huslejen er ikke for høj. Huslejen er meget realistisk, for jeg tjener næsten ingen penge på grund af corona. Det er et dårligt tidspunkt, I starter balladen, for jeg lægger penge ud hver måned, siger han.

Her på hotellet på Nørrebro har 86 madbude haft registreret deres fødevarevirksomhed. På en række andre pensionater, vandrehjem og hostels i København har der også boet mange Wolt-bude tæt sammen på sovesale og deleværelser. Flest var der på hostellet Steel House, der ligger ved søerne i København. Her har mindst 107 madbude været registreret i en periode ifølge Fødevarestyrelsen. Disse forhold gør det svært, hvis man ønsker at leve et normalt liv med familie og fast bopæl, siger Janne Gleerup, der er arbejdsmarkedsforsker ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet:

– Nogle grupper på arbejdsmarkedet har ikke mulighed for at kombinere arbejdslivet med det at have et rigtigt hjem.

Det forjættede land

I februar 2020 lander et fly i Kastrup Lufthavn. Gonzalo De La Fare har rejst fra 30 grader i Buenos Aires og står nu endelig på landingsbanen i Kastrup i sin nyindkøbte vinterfrakke.

I mange år boede Gonzalo De La Fare hos forældrene i Argentina og arbejdede på et lager i det lokale supermarked.

I Argentina er inflationen så høj, at penge mister værdi dag for dag. Så hele Gonzalo De La Fares familie må spæde til, for at han kan købe en flybillet til drømmedestinationen, Danmark.

Inden rejsen kendte han kun til tre ting om Danmark: Vikinger, FCK og Dronning Margrethe. Men blandt mange unge fra middelklassen i Argentina bliver Danmark set som det ‘forjættede land’.

– I Danmark kan man hurtigt få job. Lønnen er rigtigt høj, og sammenlignet med Argentina er Danmark meget trygt, forklarer Gonzalo De La Fare.

For 100 år siden rejste hans oldeforældre fra det krigsramte Italien til det frodige Argentina. På grund af den direkte familietilknytning til primært Italien kan millioner af argentinere få et italiensk pas.

– Jeg kender rigtigt mange argentinere, der lige nu er i Italien for hurtigt at få behandlet deres ansøgning om italiensk statsborgerskab. De vil rejse til Danmark for at arbejde, siger han.

Gonzalo De La Fare er bare én ud af tusindvis af unge argentinere, der de sidste tre år er rejst til Danmark, og som ofte ender med at arbejde hos Wolt. På Facebook har gruppen for argentinere i Danmark over 20.000 medlemmer. De tilrejsende Wolt-arbejdere er ofte ikke fortrolige med danske regler, og det mærker myndighederne.

Meget tyder på, at de mange udlændinge, der nu er rejst videre til andre europæiske lande, har efterladt en skatteregning i Danmark. Skattestyrelsen har i løbet af 2020 foretaget en kontrol blandt Wolt og tre andre platformsvirksomheder. Her viser det sig, at der er fejl i skattebetalingen i 95 procent af indberetningerne, og at der er efterladt en skatteregning på 11 millioner, som forventes at stige til 20 millioner.

– Så længe, budene er selvstændige, kan Skat ikke opkræve penge direkte fra Wolt, siger Henning Boye Hansen, der er skattekonsulent hos revisionsfirmaet BDO.

Ansat eller partner?

Beskederne vælter ind på Gonzalo De La Fares smartphone. Den konstante vibration fra telefonen river ham ud af søvnen.

Over 100 nye beskeder er tikket ind på chat-gruppen for argentinske Wolt-bude. Grunden til det store påstyr er, at Wolt vil indføre et nyt betalingssystem. De vil forkorte weekend-bonussen og sænke det standardbeløb, budene tjener på en levering.

– Det her viser tydeligt, at vi ikke er partnere. Vi er ikke blevet spurgt til råds af Wolt, vi har bare fået at vide, at sådan er det, siger Gonzalo De La Fare.

For mange af de argentinske bude er Wolt-jobbet deres eneste indtægtskilde, skriver de i gruppen. Tiltaget får en gruppe Wolt-bude til at strejke i protest mod Wolts nye tiltag.

Og flere ting peger på, at Wolt-budene, trods Wolts insisteren på det modsatte, faktisk også rent juridisk er at betragte som lønmodtagere. Det vurderer en række eksperter på området.

– Wolt-bude har ligesom Uber-chauffører ingen indflydelse på prisen på ydelsen. Derfor peger pilen i retning af, at de kunne anses for at være lønmodtagere og ikke selvstændige, mener Christian Højer Schjøler, der som lektor i ansættelsesret på Syddansk Universitet har undersøgt platformsarbejdernes forhold.

Wolt kan fyre bude, hvis de “holder en pizza vertikalt,” eller “hvis de ryger og drikker i deres Wolt-tøj,” skriver Wolt på deres hjemmeside. Det tegner et billede af, at Wolt kan bestemme over budene i deres fritid, mener erhvervsjurist Kathrine Søs Jacobsen Cesko.

– Deres arbejdsvilkår er meget sammenlignelige med lønmodtagere. Der er flere og flere platforme, som bruger denne fremgangsmåde til at tilbyde dårligere arbejdsvilkår, siger hun.

I flere europæiske lande har domstole taget stilling til lignende spørgsmål. I Italien blev fire store madleveringsfirmaer i februar idømt en bøde på fem milliarder kroner og beordret, at deres bude skal ansættes.

I Holland og Spanien er det ligeledes blevet afgjort, at madbude for firmaet Deliveroo skal anses som lønmodtagere. I Finland, Wolts hjemland, afgjorde et arbejdsmarkedsråd nedsat af regeringen, at budene skal anses som ansatte.

Arbejdet som Wolt-bud er ikke forbeholdt udlændinge. Også pæredanske arbejdere med familie bærer den kvadratiske lyseblå taske. 

Hvis uheldet er ude

Det er for længst blevet mørkt, da 51-årige Jon Hansen kører ned ad den snævre Guldsmedgade i Aarhus. Det regner, så han kører lidt langsommere på sin el-cykel. Foran ham kører en lille Citroën. Der går et splitsekund, husker Jon Hansen.

Bildøren springer pludselig op. Jon når at klemme håndbremsen hårdt i, og han får revet i styret. Han skærer uden om døren og over i den anden side af vejen.

– Der skal så lidt til, før man står uden indkomst, siger Jon Hansen, der bare tre uger forinden havde været lige så tæt på at blive kørt ned, da en bil kørte skarpt ind foran ham.

Tidligere ville den slags nok ikke skræmme Jon Hansen, men som familiefar med to børn og en kone er den vovede del af ham blevet erstattet af en mere forsigtig side.

For hvis uheldet er ude, og Jon Hansen brækker benet, er der ingen arbejdsulykkesforsikring, der dækker hans tabte arbejdsevne eller genoptræning. En tidligere sag, hvor et argentinsk Wolt-bud styrtede på cyklen og ødelagde sin albue permanent, udløste 2.606 kroner fra Wolts forsikring, selvom buddet var sygemeldt i flere måneder uden indtægt.

Wolts ulykkeforsikring kan ifølge virksomheden sikre budene et engangsbeløb på op til 50.000 euro – men kun, hvis de bliver lamme, mister en legemsdel eller lignende.

I 3F mener advokat Bjørn Elling, at der er tale om en forsikring på “så aparte og ufordelagtige vilkår, at det ikke er teknisk muligt som privatperson at købe en ulykkesforsikring hos et dansk forsikringsselskab, der kommer i nærheden af at have samme ringe dækning.”

Jon Hansen er rundet af en arbejderfamilie. Han har været medlem af 3F, siden han i 2004 startede som lagerarbejder i Hasselager. I dag lever han af både af at lave online-marketing og at booke møder.

– Jeg har ingen forsikring eller ordentlig pension. Det er ærgerligt, men det er mit eget ansvar, og jeg burde sætte noget til side, siger Jon Hansen.

Det er han ikke alene om, viser forskning om platformsarbejdere, som lektor på FAOS Trine Larsen har lavet.

– Mange platformsarbejdere har svært ved skattereglerne, at spare op til pension eller lægge penge til side til dagpenge eller løn under sygdom. Så i sidste ende kan det være samfundet, der må betale for den her arbejdsform, siger Trine Larsen.

At nogle grupper på arbejdsmarkedet er dækket af trygge ansættelsesvilkår, mens en stadigt stigende gruppe er løstansatte, kan give splittelser i samfundet, forklarer arbejdsmarkedsforsker Janne Gleerup.

– Vi risikerer at få en splittelse mellem dem, der er dækket af trygge vilkår, og dem, der står udenfor. Hvis man i job efter job oplever ubegrundet forskelsbehandling og andre uretfærdigheder, bliver man vred på arbejdsmarkedsmodellen og mistroisk over for staten, siger hun.

Som ufaglært er Jon Hansen glad for muligheden for at spæde sin indkomst op med pengene fra Wolt. Men det tyng-er ham at arbejde for et firma, som skaber dårlige arbejdsvilkår, forklarer han.

– Jeg føler lidt, at jeg skal dukke nakken, når jeg arbejder for Wolt, for jeg er bestemt ikke stolt over den måde, som de er med til at underminere den danske model på, siger han. 

Wolt: Vores forretning er baseret på frihed

Wolt har ikke ønsket at stille op til interview til denne artikel.

I et skriftligt svar til Fagbladet 3F har kommunikationschef Tine Duelund Schou forholdt sig til eksperternes udtalelser om, at Wolt-budene rent juridisk burde betragtes som lønmodtagere.

- Vi har spurgt kurerpartnerne, og over to tredjedele ønsker ikke at blive ansat på klassisk facon med vagtplaner og en chef, skrev hun og fortsatte:

- Vi er 100 procent afhængige af vores partneres tilfredshed, for de kører kun, når de selv har lyst. Vi stiller ingen krav.

Til spørgsmålet om skatteproblemet blandt Wolt-budene har kommunikationschefen tidligere udtalt til Fagbladet 3F, at Wolt længe har ønsket at kunne tilbageholde skatten fra budene.

- De er freelancere og har ligesom cirka 300.000 andre på det danske arbejdsmarked selv pligt til at indbetale deres skat. Med det sagt vil vi meget gerne kunne afholde skatten for dem, sådan som vi kan i for eksempel Finland, skriver Tine Duelund Schou.

Til spørgsmålet om, hvorfor de ikke ansætter deres bude under normale vilkår, lyder svaret:

- Vi er ikke imod ansættelse, og heller ikke overenskomster. Men den klassiske overenskomst, som fagbevægelsen har præsenteret os for, har ikke indkapslet platforms-freelanceres ønsker om frihed og fleksibilitet, skriver Tine Duelund Schou.

- For os betyder det ikke noget, om løsningen hedder ansættelse, overenskomst, eller noget helt tredje, men vi kan ikke acceptere modeller, der kun taler til ønskerne hos mindretallet af vores kurer-partnere. Vi skal finde løsninger, der kan favne dem alle, skriver hun.

Wolt har også tidligere forholdt sig til kritikken af den forsikring, budene er dækket af, efter et bud faldt på cykel og var sygemeldt i flere måneder uden indtægt. Her påpegede Wolt, at de var kede af budets uheld, men at budet er ”freelancer og ikke ansat, og påpegede yderligere, at Wolt har tegnet en forsikring til at dække de værste uheld, selvom de ikke er forpligtet til det.