xLajla 1-1600px

ET UVÆRDIGT FARVEL

59-årige Ulla Andersen gav det meste af sit arbejdsliv til Coop. Hun forventede ingen takketaler, men havde håbet på en mere værdig afsked end en fyreseddel.

Ulla Andersen arbejdede i en årrække på kontor i Coop, hvor hun blev udsat for massiv mobning og sexchikane, og hun blev til sidst sygemeldt i en længere periode. Da hun vendte tilbage fik hun tilbudt job i emballageafdelingen på Coops ferskvarelager i Brøndby, hvor hun skulle sortere returemballage. Det fysisk hårdeste arbejde på hele lageret og noget helt andet end det kontorarbejde, som hun var vant til.

- Det er rigtig tungt arbejde at flytte rundt med paller og bure dagen lang, fortæller Ulla Andersen, der er besværet af slidgigt i hofter og knæ og har lægeerklæring på det.

- Jeg var på smertestillende fra jeg vågnede for at komme ud af sengen. Nogle gange kneb det med at gå ud til bilen efter arbejde. Jeg havde så ondt og sad bare og tudede, siger Ulla Andersen.

Hun var eneste kvinde blandt et halvt hundrede mænd i emballageafdelingen, og chikanen fortsatte.

- Jeg skulle spørge en mellemleder om lov til at gå på toilettet. Han stod ved døren og holdt øje. Jeg fik forbud mod at snakke med andre og lukkede mig inde i mig selv, fortæller hun.

Hun blev ramt af en blodprop og en hjerneblødning, og hendes arbejdsliv sluttede 24. april 2018, hvor Coop fyrede hende på grund af for mange sygedage.

Efter fyringen kørte 3F en faglig sag om usaglig fyring efter forskelsbehandlingsloven ud fra den betragtning, at hjerneblødning og blodprop havde givet hende et handicap. Sagen endte med et forlig sidst i 2019, hvor Coop betalte erstatning på 70.000 kroner for usaglig fyring.

Coop har ingen kommentarer til sagen om Ulla Andersen, siger Nicolaj Boysen, direktør i Coop Logistik.