Selvom der raser en krig i Ukraine, er det ikke gået ubemærket hen i landet, at ukrainere på flugt bliver udsat for underbetaling og lave lønninger i Danmark.
Historierne fra Fagbladet 3F har nu fanget interessen hos et af Ukraines medier, Radio Nv, som er landets største kommercielle radiostation.
I et længere indslag på kanalen fortæller journalist Kateryna Qader om, hvad hun har oplevet som flygtning i Danmark.
LÆS OGSÅ: Storbonde til ukrainsk flygtning: Lønnen er 90 kroner før skat
Kateryna Qader har i de seneste måneder arbejdet for Fagbladet 3F og hjulpet med at undersøge forholdene for ukrainske flygtninge i Danmark.
Her har hun været med til at afsløre, at danske vikarbureauer og landmænd specifikt går efter at ansætte ukrainske krigsflygtninge til at arbejde på svinefarme og i rengøringsjob med lønninger på 70-90 kroner i timen før skat.
– Det svarer til det halve af en normal dansk løn, og lønnen er tæt på ingenting at leve for i et dyrt land som Danmark, siger Kateryna Qader i indslaget på Radio Nv.
Kateryna Qader har blandt andet været med til at afdække, hvordan et sjællandsk svinedynasti, Kjær Knudsen-familien, tilbyder job til ukrainske flygtninge til 90 kroner i timen før skat.
LÆS OGSÅ: Vikarbureauer hyrer ukrainske krigsflygtninge til 70 kroner i timen
– I de fleste tilfælde er der tale om job med lav løn, som bliver udbudt på jobsider og Facebook-grupper, som er oprettet til at støtte og hjælpe ukrainske flygtninge i Danmark. Men disse job er ofte ulovlige, hvor lønnen bliver udbetalt i kontanter. Det er anset for at være et brud på reglerne i alle lande, ikke mindst i Danmark, fortæller hun videre i interviewet.

