Når du bliver inviteret til sommerfest på din arbejdsplads, er det som udgangspunkt også din arbejdsgivers forsikring, der dækker, hvis du kommer til skade. Selvom du er beruset.
– Kommer du til skade under en sommerfest på dit arbejde, som du forventes at deltage i, vil du som udgangspunkt være dækket af din arbejdsgivers forsikring. Men hvis din chef er gået hjem, du kommer til skade i kådhed, eller festen er fortsat til et andet sted i byen, kan du ikke altid være sikker på at være dækket, siger Jena Juul Holm, der er leder af Juridisk Sekretariat i 3F.
– Det vil altid bero på en konkret vurdering af den enkelte sag, siger hun.
Fik boldtræ i hovedet
Da en medarbejder i en bank fik et boldtræ i hovedet og skader i ansigtet under et arrangement med sin arbejdsplads, blev uheldet anerkendt som en arbejdsskade af Ankestyrelsen. Men da en medarbejder i et andet firma fik en knæskade under en øl-jagt i forbindelse med et fodboldarrangement, blev det ikke anerkendt som en arbejdsskade.
Her vurderede Højesteret, at skaden skete i kådhed og ikke havde forbindelse med sammenkomsten i firmaet.
– Det handler også om at bruge sin sunde fornuft. En tommelfinger-regel kunne være, at den officielle del af festen slutter, når chefen går hjem. Og at festen overgår til en mere privat karakter, hvis man fortsætter ud i byen, siger Jena Juul Holm.
Private ærinder tæller ikke
Ifølge Jena Juul Holm er det afgørende for, om hvornår en medarbejder er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, om personen kommer til skade under udførelsen af arbejde eller under et privat ærinde.
– Bevæger du dig uden for din arbejdsplads for at handle ind til aftensmaden og kommer til skade, er det ikke en arbejdsskade. Men har din chef bedt dig om at hente kage til eftermiddagskaffen på jobbet, og kommer du til skade på vej til bageren, er det, siger hun.
Ulykker og skader, der sker under transport til og fra arbejde, er som udgangspunkt ikke omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
– Med mindre at transporten sker i din arbejdsgivers interesse. Eller du kører direkte ud på en arbejdsopgave fra din bopæl, siger Jena Juul Holm.
Principiel sag for landsretten
Når folk kommer til skade i arbejdstiden, er juristerne ikke altid enige om, hvorvidt der er tale om en arbejdssituation eller et privat ærinde.
3F skal en tur i landsretten med en principiel sag, hvor en lastvognschauffør fik blodforgiftning og amputeret alle sine tæer efter at være blevet bidt af en hund.
Lastvognschaufføren var kørt ind for at tanke på en tankstation og havde fået beskidte hænder. Han gik derfor ind for at vaske hænder på et cafeteria ved tankstationen. Undervejs gik han forbi en bænk, hvor han faldt i snak med en kvinde, der sad med en hund. Chaufføren klappede hunden og blev bidt i hånden.
Ankestyrelsen mente, at chaufføren klappede hunden i et privat ærinde, og at de skader, som hundens bid medførte, derfor ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
– Det er en meget besynderlig afgørelse. Selvfølgelig er man på arbejde, hvis man er på vej ind for at vaske hænder efter at have tanket sin lastbil, siger Jena Juul Holm.
– Derfor har vi indbragt sagen for domstolen, og jeg håber, at landsretten giver os medhold, siger hun.

