Hele holdet imponerede: – Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at man aldrig skal give op

Linnea Lind Lehner er retur med en medalje om halsen efter intense dage i Shanghai. Danmark klarede sig “fænomenalt” ved verdensmesterskaberne, siger Skills-formand.
- Linnea Lind Lehner vandt bronzemedalje ved WorldSkills i Shanghai og var meget taknemmelig og overvældet.
- Sammen med 14 andre danske deltagere gav hun alt under konkurrencen i fire dage.
- Danmark sluttede som nummer 8 i verden med 12 Medal for Excellence-vindere.
Linnea Lind Lehner bogstaveligt talt sprang op af stolen og jublede og krammede sine medatleter, da det i weekeneden blev afsløret, at hun havde vundet en medalje ved WorldSkills i Shanghai.
– Det er kæmpe stort, jeg er meget taknemmelig og overvældet, sagde den unge tjener efterfølgende til P1 Morgen.
Sammen med de 14 andre danske deltagere ved verdensmesterskaberne i håndværk havde hun gennem fire konkurrecedage givet alt, hvad der var at give.
Og indsatsen bar frugt.
Søndag aften kinesisk tid stod Linnea Lind Lehner med bronzemedaljen om halsen og det danske flag i hænderne og kunne juble over, at hun nu er verdens tredjebedste unge tjener.

– Jeg tog derned for at prøve at vinde, men også for at have det sjovt og få en oplevelse, og den indstilling tror jeg har hjulpet mig, sagde hun til P1.
12 fik Medal for Excellence
Men det var langt fra kun i konkurrencen Restaurant Service – altså tjenerfaget – at de danske deltagere markerede sig.
Hele 12 af de 15 unge danskere er rejst hjem med en såkaldt Medal for Excellence. Den medalje gives for en ekstraordinær flot præstation, hvor konkurrencedeltagere opnår 700 point eller derover.
En af dem er flisemurer Tjalfe Kaster Mortensen. Han var ellers kommet bagud på førstedagen.

Så han gav den gas de sidste tre dage. Og endte med at blive nummer fem ud af 19 deltagere i flisemurerkonkurrencen.
– Hvis der er noget, jeg har lært ved VM, så er det, at man aldrig skal give op, skriver den unge flisemurer i et Facebook-opslag.
Danmark sluttede samlet som nummer 8 i verden.

Søren Heisel, forbundssekretær i 3F og formand for SkillsDenmark, var i Kina og følge det hele:
– Jeg er meget, meget stolt over Skilllslandsholdets flotte resultater ved WorldSkills. Konkurrencerne har været benhårde herude, og hele holdet har præsteret fænomenalt, siger han.
