54-årige Heidi Carlsen Dybdahl er med egne ord en rigtig dygtig chauffør, der kan det hele og har prøvet det meste i branchen.
Hun havde ikke regnet med, at hendes elskede chaufførjob skulle ende med at lægge hende ned med alvorlig stress.
Hun har kørekort til alt: Fra motorcykel over kranvogn til tårnkran og truck, og har udover buschauffør, blandt andet arbejdet som både skraldemand og tankbilchauffør.
Angsten kom snigende
Armene er tatoverede og hun får vind i det lange, lyse hår, når hun efter arbejde sætter sig op på sin Harley-Davidson og kører i Harley-klubben.
I dag er hun en skygge af sit gamle jeg, der boblede af godt humør, energi og gåpåmod.
– Jeg elsker mit job og er normalt vildt overskudsagtig. Men jeg føler mig ødelagt af jobbet, hvor der kom mere og mere pres på, siger hun.
Jeg vidste aldrig hvornår jeg skulle møde – klokken seks om morgenen eller klokken seks om aftenen?
Heidi Carlsen Dybdahl
Angsten kom snigende, lunten blev kortere og kortere, og hun blev hidsig, ked af det og urimelig, dog aldrig når hun var på job.
Det gik ud over ægtefællen Eva. Samtidig tog søvnløsheden til, og blodtrykket var oppe i det højrøde felt. Hun tabte sig 15 kilo og havde ondt i hjertet, der hamrede løs, så hun til sidst troede, hun skulle dø.
Hun trak sig socialt, turde ikke gå i Netto, og endte med at sidde i sin bil og ikke ane, hvordan hun var kommet hjem.
Ukendte arbejdstider presser
Før hun begyndte at køre minibus med blandt andet fysisk og psykisk handicappede unge og ældre med særlige behov, kørte hun turistbus. Det var tæt på at presse hende ud over kanten.
De lovpligtige køre-hviletider blev altid overholdt, men der var ingen faste arbejdsopgaver eller arbejdstider, understreger hun.
– Jeg vidste aldrig hvornår jeg skulle møde – klokken seks om morgenen eller klokken seks om aftenen? Det vidste jeg først dagen før klokken 17. Det var næsten umuligt at planlægge noget i fritiden, siger hun.
Tv’et står tændt hele natten for at jage tankerne væk, og jeg kæmper.
Heidi Carlsen Dybdahl
Det gik hårdt ud over familielivet og hun kunne stort set aldrig lave aftaler med venner eller passe motorcykelklubben.
– Jeg kunne ikke holde til usikkerheden omkring arbejdstider og det skiftende arbejde. Det var grunden til, at jeg søgte job i minibus for lidt over et år siden, fordi der var mere faste arbejdstider, pointerer hun.
Hun vil ikke nævne sit firma med navn, da hun ikke ønsker at “hænge dem” ud.
– Det her er et stort problem i hele branchen, siger hun.
Hvor udbredt problemet er, viser tilbagemeldinger fra chauffører landet over, som 3F Transport har indsamlet op til overenskomstforhandlingerne.
Formand for 3F Transport Jan Villadsen vurderer på baggrund af tilbagemeldingerne, at op mod en tredjedel af 3F-chaufførerne ikke trives ikke i jobbet, og at det især skyldes lange og tidlige arbejdsdage, som chaufførerne ikke ved, hvornår slutter og for meget overarbejde.
Umuligt at nå frem til tiden
Første sygemelding kom i starten af september 2024.
– Jeg håbede, at jeg kunne komme til kræfter i efterårsferien, hvor vi tog til Bali. Men tre uger efter vi kom hjem og jeg var begyndt at arbejde igen, gik jeg ned med et brag i oktober og har været stress-sygemeldt siden.
Det startede ellers rigtig godt, da hun begyndte i minibus. Hun vidste, hvornår hun skulle møde, og hvornår hun havde fri. Men efter et halvt års tid begyndte det at gå ned ad bakke.
– Min arbejdsplan blev lagt tilrette med for mange ture, hvor det var umuligt at nå frem og hente folk til tiden. Når jeg så kom en halv eller en hel time for sent, var det mig, der fik skæld ud, siger hun og fortsætter:
– Når jeg skulle hente en menneske i kørestol, der skulle spændes fast, tager det den tid, det tager. Børnene er glade for mig, og de skal behandles ordentligt, selv om jeg er bagud på tiden. Tidspresset er den største stressfaktor, siger hun.
Klager, men intet sker
Det var dybt frustrerende, siger Heidi Carlsen Dybdahl, der igen stod i et job, hvor hun ikke kendte morgendagens opgaver.
Hun fortæller, at chaufførerne altid får at vide af cheferne: “Det er jo jer, der er derude på vejene, så I må melde ind, hvis der er noget”.
– Jeg har meldt ind mange gange, men der sker intet. Der er for mange opgaver og for få chauffører, og så går det galt. Jeg kan arbejde fast og regelmæssigt, men det var der ikke noget af til sidst. Det var meget rodet og usikkert, understreger hun og fortsætter:
– Jeg undrer mig virkelig over, at vi ingen medindflydelse har. Hvis der blev lyttet til os chauffører, der faktisk ofte har forskellige behov og ønsker, kunne vi få arbejde og familieliv til at hænge meget bedre sammen. I en tid med chaufførmangel er det ubegribeligt, at arbejdsgiverne ikke opper sig, siger hun.