Det er umuligt at aflevere sine børn, hvis man skal møde på en byggeplads, før daginstitutionerne åbner.
Det er umuligt at hente sine børn, hvis man har flere timers transport til og fra arbejde og sidder i kø på motorvejen.
Og det er umuligt at planlægge sit familie- og fritidsliv, hvis man med kort varsel bliver pålagt at arbejde over eller i weekenderne.
Men det er hverdag for mange bygge- og anlægsarbejdere og medlemmer af 3F.
Jeg har selv været tømrer og alenefar med to børn. Så jeg kan sagtens forstå medlemmerne.
Claus von Elling
Hverdagen skal kunne hænge sammen
Derfor bliver balancen mellem arbejde og fritid et af temaerne, når topforhandlerne fra 3F Byggegruppen torsdag indleder forhandlinger med arbejdsgiverne i DI Byggeri om en ny overenskomst for cirka 85.000 medarbejdere i bygge- og anlægsbranchen på 3F’s område.
– En bedre balance mellem arbejde og fritid er højt prioriteret blandt vores medlemmer, siger Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen.
Han har selv oplevet, hvor svært det kan være at få hverdagen til at hænge sammen.
– Jeg har selv været tømrer og alenefar med to børn. Så jeg kan sagtens forstå medlemmerne, fortæller Claus von Elling.
– Jeg var så heldig at arbejde sammen med en mand, hvis kone var dagplejemor. Det resulterede i en lidt mere fleksibel pasningsordning, men det er langtfra alle 3F’ere i byggebranchen, der har de samme muligheder, siger han.
Åbenlyst uretfærdigt
Det er også langtfra alle byggearbejdere, der har råd til at blive hjemme, hvis deres børn eller de selv er syge.
Den hidtidige sats for sygeløn har været 167,10 kroner i timen, men mange tjener det dobbelte, hvis de går på arbejde.
Det rammer dem altså direkte på pengepungen, når de eller børnene er syge.
– Det er på alle måder uretfærdigt, at du skal trækkes i løn under sygdom. Arbejdsgivernes argument for ikke at ville sætte sygelønnen op har været, at det ville føre til et større fravær. Men vi kan se, at der ikke er et stort sygefravær i branchen. Byggefolk er sjældent syge, siger Claus von Elling.
– Jeg kan ikke se nogle gode argumenter for ikke at sætte sygelønnen op, siger han.
Mange inputs fra medlemmerne
Forud for overenskomstforhandlingerne har 3F Byggegruppen fået 1.614 tilbagemeldinger, forslag og inputs fra medlemmerne om, hvad der optager dem.
Det er alt fra bedre økonomi og mere i løn til vigtigheden af at forsvare overenskomsten, indsatsen mod social dumping og underbetaling af udenlandsk arbejdskraft til omsorgs- og seniordage og højere sygeløn.
I tilbagemeldingerne fra medlemmerne er der eksempler på byggearbejdere, der bliver sendt på opgaver langt fra deres bopæl og dagligt må bruge to-tre timer på transport.
Uden at få løn for den tid, som de bruger på transport.
Derfor ønsker de en bedre planlægning af deres arbejde. Et tema, som Claus von Elling også tager med til forhandlingsbordet.
– Mobiliteten blandt byggearbejdere er langt større i dag end tidligere, og jeg kan godt forstå, at de medlemmer, som bruger mange timer på transport, er frustrerede, siger Claus von Elling.
– Jeg tænker heller ikke, at arbejdsgiverne set i lyset af klimadagsordenen, kan være interesserede i, at deres medarbejdere skal holde i kø eller bruger mange timer på landevejen hver dag, siger han.
Bekymring blandt de unge
Blandt unge byggearbejdere under 30 år er der bekymring for, om de kan holde til et langt arbejdsliv i den branche, som de er gået ind i, og først gå på folkepensionsalder, når de er 72,5 år.
I Claus von Ellings optik handler det igen om, hvordan arbejdet tilrettelægges og balancen mellem arbejds-, fritids- og familieliv.
– Vores medlemmer skal også have tid og kræfter til at tumle med børnene, gå til fodbold eller skrue på motorcyklen, når de har fri, siger han.
Kæmpestore problemer
3F’s byggeformand lægger ikke skjul på, at der er kæmpestore problemer med udenlandsk arbejdskraft og arbejdslivskriminalitet i byggebranchen.
Problemer, som fagforbundet ikke kan løse alene, men også kræver lovgivning og indsatser fra myndighederne at komme til livs.
– Vi kan ikke behandle arbejdslivskriminalitet under overenskomstforhandlingerne. Men jeg ville ønske, at vi kunne finde en løsning, der sikrer en reel ligebehandling af vores udenlandske kollegaer, siger Claus von Elling.
– Kædeansvar kommer til at fylde meget i den offentlige debat. Alt for mange virksomheder slipper for let, når de maksimalt skal betale det, som de burde have gjort, hvis de ikke lever op til overenskomsten. Det kan vi ikke leve med. Det vigtigste for mig er derfor, at der kommer en større hammer i fremtiden, siger han.
Overenskomstforhandlingerne mellem 3F Byggegruppen og DI Byggeri indledes med et pressemøde klokken 11 torsdag 16. januar. Forhandlingerne, der finder sted i Industriens Hus, H.C. Andersens Boulevard 18 i København, har betydning for cirka 85.000 medarbejdere i bygge- og anlægsbranchen på 3F’s område.
Forud for forhandlingerne forventes flere hundreder bygningsarbejdere fra hele landet at møde op til demonstration på Rådhuspladsen. Fagbladet 3F følger forhandlingerne.

