Ufaglærte og faglærte over 40 år er kommet bagest i køen til førtidspension, efter reformen af området trådte i kraft i 2013. En reform, som skulle have størst betydning for yngre.
I årene 2007 til 2012 fik gennemsnitligt 8.000 ufaglærte og faglærte personer over 40 år hvert år tilkendt en førtidspension. Efter reformen er det tal faldet til omkring 2.900 personer i årene 2013-2015. Det svarer til et fald på 63 procent.
Det viser beregninger, 3F Fagbladet har foretaget ud fra tal fra Ankestyrelsen.
Andre kortuddannede er også hårdt ramt. Her er tallet i den tilsvarende periode faldet med 65 procent. Men denne kategori fylder volumenmæssigt mindre, idet kun 969 personer over 40 år fik førtidspension før reformen – og nu 336, viser tallene.
Restriktioner rammer alle
Men det var slet ikke gruppen af ældre faglærte og ufaglærte, der var målgruppen for reformen. Det siger Iben Nørup, post.doc. ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Hun har kigget på tallene.
Hun siger, at reformen i 2013 primært havde til hensigt at forhindre psykisk sårbare unge i at få førtidspension.
– En fin og sympatisk tanke. Men man gav bare ikke førtidspension til ret mange af de her unge i forvejen før reformen. Førtidspension blev i høj grad givet til ældre, der kom med en tilknytning til arbejdsmarkedet – faglærte, ufaglærte, SOSU-assistenter og lignende, forklarer hun.
– Så faktisk skruede man en reform sammen, der skulle ramme nogle helt andre personer end dem, der i virkeligheden fik førtidspension. Og uanset hvilken alder og hvilken baggrund, man har, er loven jo blevet meget mere restriktiv, siger Iben Nørup.
Hun forklarer, at udviklingen er sket, fordi der er et overordnet, bredt politisk ønske om, at færre skal på førtidspension.
– Overordnet ønskede man at gøre det sværere at få førtidspension. Men dilemmaet var, at dem, som allerhyppigst fik førtidspension, var den store gruppe af folk, der kom fra en eller anden grad af beskæftigelse – de lavest uddannede og dem, der havde hårdt, fysisk arbejde og var i risiko for nedslidning og arbejdsulykker. Men det var bare et helt andet billede end dét, den her reform blev solgt på, siger Iben Nørup.
LÆS OGSÅ: JOHNS KAMP FOR FØRTIDSPENSION
I 3F er man rystet over udviklingen.
– Det, der angiveligt var hensigten med reformen, er vendt fuldstændig på hovedet, siger den socialt politisk ansvarlige i 3F, Ellen K. Lykkegård.
– Rigtig mange havde stor sympati for, at der aktivt blev sat flere resurser ind for at forhindre, at unge mennesker faldt ud over kanten af arbejdsmarkedet. Men i stedet er resultatet, at mange af vores nedslidte medlemmer, der har lagt mange år på arbejdsmarkedet, nu har rigtig svært ved at få førtidspension. Det er grotesk, siger Ellen K. Lykkegård.
LÆS OGSÅ: NYE FØRTIDSPENSIONSREGLER HAR RAMT DE FORKERTE

