Han dræbte en ven: Nu er han arbejdsmiljørepræsentant

Som ung drømte Lars Irgens Petersen ikke om at blive astronaut, kok eller tømrer.

Han drømte om at blive storkriminel gangster.

Og det blev han.

Det startede i det små, da han fuskede som flaskedreng. Og det kulminerede, da han begik den værste forbrydelse af dem alle: drab.

I dag er han 49 år. 28 af dem har han tilbragt bag tremmer, men nu er han ude.

Som chauffør for Dansk Retursystem er han vendt tilbage til pantflaskerne. Han har fået en chance til og er med egne – måske ubevidst ironiske – ord “ikke til at skyde igennem”.

Den frihed, han i så mange år søgte i kriminaliteten, har han fundet som lønmodtager.

– Jeg higer stadig efter frihed, men nu har jeg fundet den et sted, hvor jeg ikke skal i fængsel for den, siger han til Fagbladet 3F.

Penge er frihed

Den evige higen beskriver han i bogen “Uden skrupler”.

Da han var barn, opdagede han friheden i penge. Men dem var der ikke mange af på Parkvej i 80’ernes Taastrup, hvor hans mor var alene med ham og hans søskende. Så han begyndte at stjæle.

Først slik og chokolade. Så tøj og legetøj. Så knallerter, sprut, tobak, elektronik og designertøj, der let kunne afsættes.

Han gav også ærligt arbejde en chance som flaskedreng, men han svindlede med flaskebonerne, og så blev han fyret.

Ingen empati

Snart blev tyveri til overfald. For som han siger: Penge gav ham frihed. Vold gav ham magt.

I kølvandet på volden kom ildspåsættelser, røverier, hashsalg, indbrud, biltyverier og groft hærværk.

– Jeg fandt ret tidligt ud af, at jeg var god til kriminalitet.

Du valgte en vej, hvor andre mennesker kom til skade på dig. Havde du ikke det for øje?

– Ikke dengang. Jeg kom ind i sådan en spiral, der blev voldsommere og voldsommere. Empati for andre får man lagt låg på.

Forsøgte at være “normal”

Lars Irgens Petersen siger, at han i perioder prøvede at være “normal”.

Han gik til spejder, blev avisdreng, fik job i en burgerbar og overvejede søfartsskole, men landede på Niels Brock.

Han droppede ud. Blev kriminel på fuld tid. Forsøgte igen. Droppede ud igen.

– Det eneste sted, jeg ikke faldt igennem, var i kriminaliteten.

Hårdt arbejde betalte sig ikke, konkluderede han og satte nye, tvivlsomme mål for sig selv: Han ville ind i organiseret kriminalitet.

Første gang bag tremmer

Startskuddet skulle være et storladent røveri i en Netto. Begået på hans 18-års fødselsdag.

Men han blev anholdt og for første gang sendt i fængsel.

Det skræmte ham ikke. Tværtimod. For i fængslet kunne han få de kontakter, der skulle bane vejen for hans kriminelle karriere.

Og dem fik han.

Det var netop under afsoningen af en senere dom, at han mødte den ven, han skulle ende med at frarøve livet.

Koldblodigt drab

Drabet fandt sted i 2003. Kort efter han havde sejlet 13 tons hash fra Marokko til Danmark i det, der dengang blev kaldt danmarkshistoriens største narkosag.

Vennen havde været med til at planlægge smuglingen, men var nu ifølge Lars Irgens Petersen “kommet i vejen”.

Kynisk planlagde han drabet, udførte det på allermest brutale vis og skjulte liget.

Drabet, narkoen og et hav af andre forbrydelser kostede i 2007 ved Østre Landsret Lars Irgens Petersen en livstidsdom.

Og dermed blev han sendt bag tremmer uden garantier for nogensinde at komme ud.

En chance til

Men ud kom han. Sådan da.

I dag er han ikke prøveløsladt, men i såkaldt udslusning, der kommer med en masse regler, men som unægteligt danner ramme for en mere fri tilværelse.

Den ramme har Lars Irgens Petersen efter eget udsagn brugt på at tage ansvar.

– Jeg skyndte mig at etablere mig i samfundet, så snart jeg fik muligheden.

Noget af det første, han gjorde, var at ringe til 3F for at spørge, hvilke muligheder en som ham havde. Og så blev han overrasket.

Kvinden i den anden ende af røret ville nemlig gerne hjælpe ham.

– Jeg blev chokeret, for jeg tænkte, det var løgn. Det var for godt til at være sandt.

Fra fængselscelle til førerhus

Snart begyndte han at tage kørekort, for han havde set sig lun på jobbet som lastbilchauffør.

Det tiltalte ham pudsigt nok, fordi han forestillede sig, at førerhuset ville føles som en fængselscelle.

Siden er han landet hos Dansk Retursystem, hvor han blandt andet henter pant det sted, han som ung arbejdede som flaskedreng.

– Jeg synes, det er morsomt, at jeg engang har lænset stedet for pant, og i dag gør jeg det på en lovlig måde, hvor pengene ryger ind på min lønseddel.

At det var et røveri i Netto, der i sin tid skaffede ham den første tur bag tremmer, skænker han ikke store tanker:

– Jeg kan være ked af, at jeg har spildt mit liv, og jeg kan være ked af, at jeg har gjort en masse mennesker fortræd. Men jeg kan ikke blive ved med at hænge mig i det.

– Vi mennesker gør mange dumme ting i livet, og nogle gange er vi nødt til at hoppe over på den kyniske palet for at komme videre.

Nu siger du “vi mennesker”. Men det er jo trods alt de færreste af os, der røver, overfalder og dræber andre mennesker?

– Jeg har været et ekstremt menneske, og der har også været ekstreme tiltag mod mig. Men i det store billede, så jo: Vi dummer os. Vi lærer. Vi angrer. Og vi kommer videre.

– Ellers skulle vi indføre dødstraf, for så ville festen være slut for mig. Men det har vi ikke. Vi har et system, der skaber rummet for, at selv sådan en spade som mig kan få en ny chance.

Ingen smuthuller

Lars Irgens Petersen lever i dag et liv, hvor han betaler sine regninger, betaler af på en gæld på 2,5 millioner kroner til staten, møder til tiden, ikke har sygedage.

Han lever stille.

– Jeg er stolt af, at jeg har skabt det liv, jeg har, uden at skulle ty til smuthuller.

Kan vi så stole på det?

– Det kan I stole på, fordi jeg har fundet det ansvar, der skal bære det videre. Det havde jeg ikke før.

Tillidsfulde kollegaer

Hos Dansk Retursystem laver han stadig buler i lastbilen af og til. Men han gør sit bedste, og han føler sig vellidt blandt kollegaerne, der kender hans fortid.

For nylig valgte de ham til arbejdsmiljørepræsentant.

Da Fagbladet 3F spørger ham, hvad en mand, der det meste af livet har spurtet ned ad den kriminelle løbebane, ved om et godt arbejdsmiljø, griner han.

– Ikke en skid, siger han.

Men understreger så, at han opsøger viden og mærker, hvad et godt arbejdsmiljø er i hverdagen.

At være arbejdsmiljørepræsentant er jo et tillidserhverv. Og du har, hvis vi skærer det lidt skarpt, tidligere dræbt en kollega. Kan folk godt have tillid til dig?

– Netop, fordi jeg har været det menneske, jeg har, går jeg altid hele vejen.

Forventer ikke tilgivelse

Man kan mene, at det, han har gjort, er utilgiveligt. At han ikke fortjener en chance til.

Det forstår han godt.

– Jeg forventer ikke, at alle åbner armene for mig. Jeg gjorde noget grimt dengang, og jeg har taget ansvar for det, og jeg er kommet videre. Jeg kan ikke gøre andet. Jeg kan ikke grave ham op og puste liv i ham.

– Jeg kan kun gøre én ting, og det er at vise en bedre version af mig selv, hver dag når jeg vågner.