Cuong Phu var fuld af store forventninger, da han i oktober 2023 sad i et fly fra Vietnam til Danmark.
For havde han læst på internettet, at der var mange gode arbejdsgivere i det lille, lykkelige land i Nordeuropa.
– Jeg glædede mig til at studere og opleve Danmark. Men jeg oplevede det stik modsatte af, hvad jeg havde håbet på, siger Cuong Phu.
– Det var absolut ikke godt at være landbrugspraktikant i Danmark.
– Tak til 3F og krisecenteret. Før de hjalp mig, var jeg meget bange.
Cuong Phu
73 kroner i timeløn
Cuong Phu har i sit hjemland læst veterinærmedicin for at blive dyrlæge.
I oktober 2023 begyndte han i en 18 måneders stilling som landbrugspraktikant hos virksomheden Ny Damgård, der har adresse ved Grindsted i Sydjylland.
Praktikanten blev ansat til en startløn på 11.838 kroner om måneden før skat – eller godt 73 kroner i timen – viser hans ansættelseskontrakt med virksomheden.
Landmand: Vi håber, at du får det godt i Danmark
Ny Damgård er fortrinsvis ejet af den stenrige storbonde Martin Lund Madsen, der er en af Danmarks største producenter af svin.
Martin Lund Madsens virksomhed MLM Group har haft et overskud på 349 millioner kroner i perioden fra 2019 til og med 2023, viser virksomhedens seneste årsregnskab.
I en velkomst fra MLM Group til Cuong Phu skrev svineproducent Martin Lund Madsen, at en manager i virksomheden selvfølgelig ville være hjælpsom over for praktikanten.
”Vi ser frem til at arbejde sammen med dig og håber, at du får det godt i Danmark,” skrev Martin Lund Madsen.

Ingen kommentarer
Men Cuong Phu fik det ikke godt.
Han fortæller blandt andet, at han fik en arbejdsskade under sit ophold, og at han følte sig presset til at arbejde trods skaden. Samt at en leder råbte ad ham, kastede en dåse spraymaling efter ham, tog ham hårdt i nakken og truede praktikanten med at sende ham tilbage til Vietnam.
Fagbladet 3F har forelagt anklagen for mellemlederen hos Ny Damgård, der oplyser, at han ingen kommentarer har til sagen.
Landmand: Personalesag
Ifølge Cuong Phu boede han til leje hos arbejdsgiveren ved en af de tre gårde, hvor han arbejdede som praktikant, i et hus på Lundgårdvej syd for Grindsted sammen med flere andre medarbejdere fra Vietnam.
– Det var ikke et godt sted. Værelset var meget gammelt, møbler var i stykker, og der var problemer med lys og gardiner, siger Cuong Phu og viser videooptagelser på sin telefon af værelser, som er sparsomt møbleret.
Fagbladet 3F har forelagt kritikken og sagen for landmand Martin Lund Madsen samt stillet ham en række spørgsmål.
Svineproducent Martin Lund Madsen gør først i en SMS opmærksom på, at der er to sider af denne sag og skriver efterfølgende i e-mail til Fagbladet 3F:
– Der er tale om en personalesag, og vi har den helt generelle politik, at vi ikke behandler personalesager i pressen. Jeg vil dog gerne slå fast, at Fagbladet 3F’s præsentation af sagen og de spørgsmål, som man gerne vil have os til at svare på, tegner et billede, som vi på ingen måde kan genkende. Jeg har ikke yderligere kommentarer.

CMM: Udsat for menneskehandel
Cuong Phu endte med i sommeren 2024 at flygte fra sin ansættelse hos Ny Damgård.
I første omgang fik han hjælp af sin fagforening, 3F Varde-Billund, til at finde et nyt praktiksted – hos en jysk producent af fjerkræ. Men her var praktikanten kun i en uges tid, fordi han ikke var god nok til at kommunikere på engelsk.
Derefter boede vietnameseren hos en ven i Odense. Vennen fortæller til Fagbladet 3F, at Cuong Phu var nervøs og meget stresset, mens vietnameseren boede hos ham.
I oktober vurderede Center mod Menneskehandel (CMM), at Cuong Phu har været udsat for ”menneskehandel” i Danmark. Og 11. november 2024 flyttede han ind på et dansk krisecenter, hvor han levede hemmeligt og under centerets beskyttelse frem til et tidspunkt i januar 2025.
– Tak til 3F og krisecenteret. Før de hjalp mig, var jeg meget bange. Efter de har hjulpet mig, har jeg fået et andet syn på Danmark. Jeg synes, at det er godt her. Men det er ikke en praktikplads i landbruget, og det var det, jeg kom til Danmark for, siger Cuong Phu, da Fagbladet 3F møder ham.
Vietnameseren fortæller, at han i sin praktiktid i Danmark blot har lært at give grise indsprøjtninger og se, om de er sunde eller syge. Samt at betjene en fodermaskine.
Lommepenge og tilskud til nyt liv
Som såkaldt offer for menneskehandel har vietnameseren fået lommepenge fra den danske stat. Han vil også modtage tusindvis af danske skattekroner, fordi han efter aftale med CMM er vendt tilbage til sit Vietnam.
Pengene falder på et tørt sted. For Cuong Phu sidder fortsat med stor gæld, efter at hans onkel lånte ham, hvad der svarer til cirka 19.500 danske kroner for at kunne komme i landbrugspraktik i Danmark.
I Vietnam ønsker han at læse videre på uddannelsen inden for veterinær medicin, få en universitetsgrad samt lære engelsk. Og så drømmer han om arbejde i Europa igen.

