Hammeren faldt, da ung lærling faldt ned fra taget: Kort tid efter fik firmaet nye strakspåbud

Efter lærling Jakob Nielsens alvorlige fald har Arbejdstilsynet efterfølgende hejst to alvorlige advarselsflag mod tømrerfirma.
En måned inde i sin læretid blev Jakob Nielsen sendt op på et højt tag på en hal ved Støvring – uden sikkerhedsforanstaltninger.
Han styrtede 3,9 meter ned og blev en uge efter fyret af sin arbejdsgiver, Blenstrup Tømrer- og Snedkerforretning.
Nu viser en aktindsigt, at firmaet to gange siden den alvorlige ulykke i 2024 har fået strakspåbud om farligt arbejde i højden.
Det ene så sent som i maj 2026.
– Jeg ville forvente, at en virksomhed efter så alvorlig en ulykke havde strammet op på sikkerheden. Det ryster mig, at det ikke er sket, siger næstformand i Byggegruppen i 3F Aalborg, Mads Guldager.
Han har håndteret Jakob Nielsens sag og været med til at sikre ham en godtgørelse på 53.000 kroner i Tvistighedsnævnet.
Ejer af firmaet, Kasper Kjær Jensen, erkender, at der var grund for at give det ene påbud. Men han afviser over for Fagbladet 3F, at det andet påbud var berettiget.

Arbejdstilsynet kritiserede efter Jakob Nielsens ulykke, at Blenstrup Tømrer- og Snedkerforretning hverken benyttede liner eller sikkerhedsnet på tagkonstruktionen, hvor den unge lærling blev sendt op.
Ulykken udløste et strakspåbud fra Arbejdstilsynet og kostede arbejdsgiveren en bøde på 110.000 kroner for mangelfuld sikkerhed.
Betydelig fare alvorlig personskade
Men i december 2025 fik Blenstrup Tømrer- og Snedkerforretning så igen et strakspåbud i forbindelse med, at der skulle lægges tagsten på et parcelhus i Klarup.
Som i Jakob Nielsens tilfælde var der igen utilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger og dermed “betydelig fare for alvorlig personskade”, skriver Arbejdstilsynet.
I maj i år var der så igen fare på færde i højden.
Her fik Blenstrup endnu en alvorlig advarsel for manglende sikkerhedsforanstaltninger på et arbejde ved Terndrup udført i 2,65 meters højde, viser aktindsigten.

Arbejdstilsynet skriver, at faren for nedstyrtning var overhængende, da tilsynet standsede arbejdet.
I forhold til arbejdet i maj i år medgiver ejer af Blenstrup, Kasper Kjær Jensen, at der var problemer, og at der blandt andet manglede et stillads.
Han afviser til gengæld, at der var et problem i tilfældet fra 2025.
– Vi udførte ikke tagarbejde, da Arbejdstilsynet var på besøg. Stilladset var til stede, da vi skulle i gang med tagarbejdet, siger han til Fagbladet 3F.
Holder nu ekstra øje
Mads Guldager fra 3F Aalborg er også formand for det Lokale Uddannelsesudvalg (LUU) for Træfagenes Byggeuddannelser på TechCollege i Aalborg.
Her sidder repræsentanter fra både arbejdsgivere og arbejdstagere, der blandt andet tager stilling til, hvordan sager om lærlinge skal håndteres.
Han oplyser, at LUU ser alvorligt på, at Blenstrup Tømrer- og Snedkerforretning nu flere gange har forsømt sikkerheden.
Lige nu har vi også en stærk forventning om, at de forbedrer deres fokus på sikkerheden og arbejdsmiljøet.
Mads Guldager
– LUU har derfor gennem længere tid haft dialog med virksomheden for at følge op på situationen og skal senest om seks måneder følge op igen.
– Det er vores opgave at følge op, stille krav til virksomheden og få klarhed over, hvordan forholdene bliver forbedret. Vi havde senest et møde med virksomheden tidligere i oktober, hvor lærlingenes psykiske og fysiske arbejdsmiljø samt almen lærlingetrivsel var på dagsordenen, siger Mads Guldager.
Kan du forstå, hvis man kan sidde med det indtryk, at firmaet ikke bør have mulighed for at have lærlinge?
– Ja, og det er også en drøftelse, vi har haft i LUU. Men lige nu har vi også en stærk forventning om, at de forbedrer deres fokus på sikkerheden og arbejdsmiljøet.
– En fortsat godkendelse til at uddanne lærlinge forudsætter selvfølgelig, at de kan sikre et trygt og sikkert uddannelsesmiljø, understreger han.
Kasper Kjær Jensen oplyser, at firmaet efter Jakob Nielsens ulykke og de efterfølgende påbud har “strammet rigtigt meget op” på sikkerheden ved arbejde i højderne.
Det er for eksempel sket via billeddokumentation og videoer med opdaterede sikkerhedsforskrifter, som medarbejderne skal se, oplyser Kasper Kjær Jensen.
