Danmark har fået en ny verdensmester: Kristian Bak Hansen fra Hjørring.
Søndag aften kunne den 22-årige flisemurer lade sig hylde øverst på podiet til medaljeceremonien for Worldskills – verdensmesterskaberne for unge faglærte – på OL-stadionet Groupama Arena i Lyon.
– Jeg er sindssygt glad – fuldstændig overvældet altså. Det er helt ubeskriveligt, siger nordjyden efter medaljeoverrækkelsen, som den seneste uge har brugt de fleste af sine vågne timer på at lægge fliser til et badeværelse.
Det er langt fra hverdagskost, at Danmark ender øverst på medaljeskamlen. Det er nemlig ikke sket siden 2011, hvor man vandt i både murer- og malerkonkurrencen.
– Da jeg bliver kaldt op på podiet, går der 1.000 tanker igennem hovedet. Så står man bare deroppe og tænker ”er det en tredjeplads, eller hvad fanden er det?” Men så er det jo denne her, siger Kristian Bak Hansen med et stort smil og viser stolt medaljen frem.
Første kvinde nogensinde på podiet
Det er ikke kun flisemureren, der kom på podiet søndag aften.
Også landbrugsmaskinmekaniker Birgitte Brunsgaard Jacobsen vandt bronze – og er dermed den første kvinde nogensinde til at vinde medalje i faget.
– Det er vanvittigt, jeg kan slet ikke tro på det, siger maskinmekanikeren og tilføjer:
– Det betyder rigtig meget. Det er så fedt at vise frem, at man sgu ikke skal være bange for at komme her, selvom man er en kvinde.
Udover de to medaljevindere fik Danmark også såkaldte hædersmedaljer i ni fag. De bliver givet til deltagere, der opnår 700 ud af 800 mulige point, men ikke ender på podiet.
Og det opnåede tre 3F’ere i to forskellige fag: bygningsstruktørerne Alex Overby og Nicklas Friis Knudsen samt murer Tobias Ringbjerg Andreasen.

Nummer 14 ud af 69
Formand for SkillsDenmark og forbundssekretær i 3F Søren Heisel er også mere end tilfreds med de danske præstationer.
– Det er helt vildt, at vi tager guld, og at de alle har vist så højt et niveau. Jeg er bare så stolt af de her unge mennesker. De er nogle kæmpe ambassadører for erhvervsuddannelserne, siger han.
Danmark stillede med 20 deltagere og slutter på en samlet 14. plads ud af 69 lande.
– Det er jo enormt flot gået, for vi er trods alt et ret lille land. Men det viser, at vi har nogle erhvervsuddannelser i verdensklasse med fantastiske trænere, som også har knoklet for det her, siger formanden.

– Der skal bare nogle bajere ned
Kristian Bak Hansen har før vundet DM i Skills i både 2023 og 2024 og deltog også ved EuroSkills – europamesterskaberne for unge faglærte – sidste år.
Han har arbejdet ”2.000 timer” for at komme til tops ved verdensmesterskaberne, fortæller han. Derfor skal bedriften også fejres med manér i det franske natteliv.
– Der skal eddermaneme bare nogle bajere ned. Det er én ting, der er helt sikker, siger Kristian Bak Hansen.
Næste store mesterskab for unge faglærte er i 2025, hvor Danmark er vært for europamesterskaberne, som kommer til at foregå i MCH Messecenter Herning.
Kina er vært for næste verdensmesterskab, der vil finde sted i Shanghai i 2026.

