Valg til Europa-Parlamentet: Her er de vigtigste sager for 3F’erne

Søndag den 9. juni skal du vælge nye, danske medlemmer til Europa-Parlamentet. Få overblikket over, hvordan din stemme kan få betydning for dit arbejdsliv.
Da den 58-årige murer Henrik Malec gik på arbejde på metrobyggeriet i København og på et større byggeprojekt hos medicinalvirksomheden Fujifilm i Hillerød, bippede han sig ind og ud med et ID-kort.
Det blev blandt andet brugt til at tjekke, om han fik løn for alle de timer, som han arbejdede.
Lignende systemer har for nylig afsløret omfattende løndumping på Storstrømsbroen. Det bliver også brugt på supersygehuse og byggepladser i Københavns Kommune.
3F har i længere tid kæmpet for at få indført et obligatorisk ID-kort i Europa.
Det vil gøre det muligt at tjekke, hvem der arbejder hvornår på en byggeplads – og dermed fremskaffe afgørende dokumentation til at føre sager om lønsnyd.
– Det vil både styrke både myndighedernes og vores egen indsats imod social dumping, siger Palle Bisgaard, næstformand i 3F’s Byggegruppe.
Og det er et af de punkter, som står på dagsordenen, når du her søndag 9. juni skal være med til at vælge 15 nye, danske medlemmer af Europa-Parlamentet.
Det nuværende parlament har forpligtet Europa-Kommissionen til at arbejde for et fælles europæisk ID-kort. Når det nye parlament er valgt, fortsætter indsatsen for at få ID-kortet bredt ud.
Her kan EU gøre dit arbejdsliv sjovere
Et obligatorisk ID-kort er kun en af de områder, hvor Europa-Parlamentet kan hjælpe chauffører, murere og madbude til at få bedre vilkår.
Her er fem andre:
3F: Her modarbejder EU arbejdernes interesser
EU er dog langt fra lutter lagkage, når det kommer til regulering af arbejdsmarkedet, står det til den danske fagbevægelse.
Særligt direktivet om mindsteløn, har 3F og andre FH-forbund kæmpet indædt imod.
Her skal EU-landene indføre en national mindsteløn. Både fagbevægelse, regering og arbejdsgivere er modstandere, da de frygter, at det kan underminere den danske model med overenskomster og sænke lønninger.
Danmark er dog undtaget fra at indføre en decideret mindsteløn, fordi mange allerede er omfattet af overenskomster. Men frygten er, at den kan blive indført ad bagdøren, hvis en borger går til EU-Domstolen og påberåber sig individuelle rettigheder. Derfor har regeringen lagt sag an ved EU-Domstolen for at få direktivet annulleret.
Et andet forslag fra Europa-Kommissionen, som vækker bekymring hos fagbevægelsen, er EU’s talentpulje, populært kaldet “Tinder for social dumping”. Her skal det være lettere at hente borgere fra lande uden for EU til at arbejde i Europa. Frygten fra fagbevægelsens side er, at det kan føre til omfattende social dumping.
