Tre syge vinder sager: Sådan får du selv erstatning
Nye sager viser, at det godt kan betale sig at kæmpe videre, selvom man har fået afslag på erstatning i sager om tab af erhvervsevne.Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Mange skadede eller syge får afslag fra pensionsselskaber eller forsikringsselskaber, men ingen skal give op.
Niels Stoktoft Overgaard
Journalist
100%
Annonce
Artiklen kort
Mange danskere oplever udfordringer med at få erstatning for invaliderende tilstande
Tre personer har vundet sager om tab af erhvervsevne på trods af modstand fra forsikringsselskaber
Problemer opstår ofte på grund af forsikringsselskabers egne vurderinger af sygdomsgrad og indtægtsniveau
Mulige handlinger inkluderer at klage direkte til selskabet, kontakte fagforeningen eller anke til Ankenævnet for Forsikring
Mange danskere har besvær med at få erstatning for at være blevet helt eller delvist invalide. Også selv om de er temmelig syge eller har omfattende skader, så siger forsikringsselskaber og pensionsselskaber nej.
Men det kan betale sig at gå i kamp. På det seneste har tre personer vundet sager om tab af erhvervsevne.
Den ene er meget påvirket af følgerne af en arbejdsulykke og har fået medhold i Højesteret. Codan Forsikring mente, at han havde for høje andre indtægter til, at han også skulle have erstatning fra dem, men den går ikke.
En anden mand med sklerose var i en lignende situation, men har nu fået ret i Ankenævnet for Forsikring. AP Pension tvinges til at betale erstatning, selv om selskabet i første omgang mente, at mandens sygedagpenge gav ham tilstrækkelig dækning.
En kvinde med langvarige følger efter hjernerystelse har også vundet i Ankenævnet for Forsikring. Nordea Pension mente, at hun ikke var tilstrækkelig syg.
– Der er problemer med dækningerne for erhvervsevnetab, fordi selskaberne selv bestemmer, om de vil betale, siger advokat Marianne Fruensgaard fra advokatfirmaet HjulmandKaptains afdelinger i Nordjylland.
Hun sidder i bestyrelsen for Foreningen for Erstatnings- og Forsikringsret hos organisationen Danske Advokater.