Stort ja: Sådan har 3F’s grupper stemt til nye overenskomster

Det blev ja til nye overenskomster i 3F – også i Byggegruppen. Se her, hvordan stemmerne fordeler sig.
- Onsdag blev resultatet af urafstemningen om de nye overenskomster på det private område offentliggjort.
- Både samlet for hele FH, i hele 3F - og i 3F's grupper blev det til et ja.
- Det betyder, at overenskomsterne er vedtaget og træder tilbagevirkende i kraft fra 1. marts 2025.
- Overenskomsterne gælder de kommende tre år.
Onsdag lidt efter klokken 13 præsenterede Forligsmanden resultatet af urafstemningen om de nye overenskomster for privatansatte.
I alt har fire ud af fem – eller mere præcist 82,3 procent – stemt ja blandt medlemmer af de 17 FH-forbund.
I 3F ligger ja-procenten på 74,3.
Hos HK 91,9. Og hos Dansk Metal har 88,8 procent stemt ja.
16 ud af de 17 forbund har et ja-flertal, kun Jernbaneforbundet stemte nej.
Den samlede FH-stemmeprocent ligger på 59,1 – blandt 3F’erne er det 53,2 procent, som har afgivet deres stemme i urafstemningen, der sluttede onsdag 8. april.
Det betyder alt sammen, at de nye treårige overenskomster for ansatte i industri, transport, byggeri, hotel, restauration og flere andre fag er vedtaget og træder i kraft tilbagevirkende fra 1. marts 2025. Overenskomsterne gælder indtil 1. marts 2028.
De fem grupper i 3F, der organiserer ansatte i det private erhvervsliv, har alle fået et ja fra medlemmerne.
Men der er stor forskel på, hvor stor opbakningen til et ja har været. Herunder kan du se fordelingen af stemmer i de enkelte grupper:
