Selv politiet får parkeringsbøder for dette: Her er fejlene, du ikke må begå med p-skiven
Det kan godt betale sig at tjekke p-skiven med jævne mellemrum. Særligt ved overgang fra sommer- til vintertid og omvendt.Foto Niels Stoktoft Overgaard
Fejl ved p-skiven hører blandt de ærgerligste parkeringsafgifter. Netop på søndag ved overgangen til vintertid er risikoen særligt stor. Her er, hvad du skal have tjek på.
Niels Stoktoft Overgaard
Journalist
100%
Annonce
Artiklen kort
Det er vigtigt at tjekke elektroniske p-skiver regelmæssigt.
Det er tilladt med to p-skiver i bilen, hvis tidsangivelserne ikke er markant forskellige.
Frost på forruden er en gyldig undskyldning for usynlig p-skive.
Håndskrevne sedler kan ikke erstatte p-skiver.
Mange danskere synes, de får urimelige parkeringsbøder og parkeringsafgifter.
Men det er ikke kun helt almindelige danskere, der må indkassere en ærgerlig seddel i forruden. Politiet bliver nemlig også ramt.
I en af de mere usædvanlige sager, som Parkeringsklagenævnet har skullet forholde sig til, havde parkeringsselskabet Apcoa givet en p-afgift på 1.205 kr. til en civil politibil på en parkeringsplads ved Frederikssundsvej i Brønshøj. Her må man kun holde i to timer, og p-skiven i patruljevognen kunne ikke aflæses.
Politiet forklarede, at bilen var stillet for at foretage en skjult observation af en mistænkt i en narkosag. Men det fik ikke Apcoa til at droppe p-afgiften.
Derefter klagede politiet til Parkeringsklagenævnet. Men de afviste sagen, fordi de kun tager mod indsigelser fra forbrugere og erhvervsdrivende.
Politiet er langt fra alene om at komme i klemme med en ulæselig parkeringsskive. Næsten 10 procent af klagerne i fjor til Parkeringsklagenævnet handlede om p-skiver.
Forholdsvis mange får dog bøden annulleret, når de klager. Bliv klogere på, hvordan du kan undgå bøder her.