Pas på: Her skal du betale gebyr for at få et tilbud

Fire ud af fem steder skal kunder betale for at få en beregning, hvis de overvejer at indfri et realkreditlån. Forbrugerrådet Tænk opfordrer til at forhandle den pris væk.
- Mens eksempelvis håndværkere ofte tilbyder gratis tilbud, så opkræver realkreditinstitutter gebyr for tilbud om tilbagebetaling af lån.
- Forbrugerrådet Tænk opfordrer til, at du prøver at forhandle gebyrerne væk.
- Gebyrer skal oplyses tydeligt og være rimelige i størrelsen.
Håndværkere og andre erhvervsdrivere giver ofte et tilbud uden at kræve betaling for det. Men sådan er det ikke hos realkreditinstitutter.
Fire ud af fem kræver mindst 200 kr., hvis en kunde overvejer at tilbagebetale restgælden på et lån. Jyske Realkredit tager endda 500 kr.
Det gebyr for tilbuddet skal forbrugeren betale, uanset om de benytter sig af det eller ej. Kun Totalkredit kræver ikke de penge.
Bed om at få slettet gebyret
I de fire andre realkreditinstitutter kan kunderne forsøge at forhandle betalingen væk.
– Det gebyr må være noget, man kan sige til sin bank, at det skal de slette. Det må kunne forhandles væk, opfordrer Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.
Gebyr oven i gebyr
Ifølge Morten Bruun Petersen er det lovligt at kræve gebyr for at give et tilbud. Men det kræver, at kunden får klar besked om det på forhånd.
Han siger, at der kan være omkostninger ved at udarbejde et tilbud. Realkreditinstitutterne skal måske kun trykke på en tast, men de har udgifter til deres it-system.
Det er både Nordea Kredit, Realkredit Danmark, Nykredit og Jyske Realkredit, der kræver gebyr for tilbud på indfrielse af lån.
Hvis kunder benytter sig af tilbuddet, forlanger alle realkreditinstitutter derefter yderligere 750 kr. for at gennemføre tilbagebetalingen. Det gælder også hos Totalkredit.
