Mere end 40.000 ansatte på serviceområdet har torsdag fået en ny overenskomst, der fastlægger de næste tre års arbejds- og lønvilkår. Med den nye overenskomst kan fuldtidsansatte blandt andet se frem til, at lønnen vil stige mindst 3.000 kroner.
Her får du et samlet overblik over forliget.
Løn
Timelønnen stiger med 5 kr. i 2025, 4,75 kr. i 2026 og 4,50 kr. i 2027.
Stigninger i timelønnen betyder, at månedslønnen for en 37-timers arbejdsuge stiger mindst 2.300 kroner over de næste tre år.
Oveni kommer 750 kroner om måneden via forhøjelsen fra 9 til 11 procent til hver enkelt ansats fritvalgsordning.
Lønnen til elever stiger med 4 procent pr. 15. maj i år. I 2026 og 2027 vil elevlønnen stige med 3,5 procent.
Genetillægget stiger med 3,5 pct. i 2025, 2026 og 2027.
Torsdag blev en ny overenskomst for mere end 40.000 ansatte på serviceområdet forhandlet på plads. Chefforhandler Henriette Olofsen, der er næstformand hos 3F Privat Service, Hotel og Restauration, skriver under på de nye aftaler, også kaldet protokollater.
Tillæg til faglærte
Det faglærte tillæg stiger til det dobbelte pr. 15. september 2025 for medarbejdere, der har gennemført erhvervsuddannelsen som enten rengøringstekniker eller serviceassistent.
Det betyder, at tillægget stiger fra 4 kr. til 8 kr. for serviceassistenter.
For rengøringsteknikere stiger det fra 2,50 til 5 kr.
Pension
Pensionsbidraget fra arbejdsgiver stiger med ét procentpoint fra 1. maj 2025.
Dermed indbetaler arbejdsgiver fremover 11,15 procent til pension. Lønmodtagerne indbetaler fortsat 2 procent.
Omsorg for børn og barsel
Medarbejderne får ret til at holde barnets tredje sygedag.
Bedsteforældre kan afholde 2 børnebørns-omsorgsdage.
Medarbejderne får ret til 2 dages frihed om året til at ledsage nærtstående ved akutte nødstilfælde og til planlagte helbredskonsultationer, behandlinger og møder med offentlig myndighed samt yderligere 5 dages frihed om året i forbindelse med at ledsage nærtstående ved kritisk sygdom eller udredning herfor.
Fridagene betales via fritvalgskontoen.
Forældre får to ugers ekstra betaling med fuld løn under forældreorlov – til fri deling.
Soloforældre kan overdrage dele af orloven med fuld løn til nærtstående familiemedlemmer.
Seniorfridage
Seniorer får ret til en ugentlig fridag eller anden placering af op til 46 seniorfridage om året. Det er op til 14 dage mere end i dag.
Man kan vælge at betale fridagene selv eller via fritvalgsordningen eller pensionsindbetalingen.
Fritvalgsordning
Bidraget til fritvalgsordningen stiger fra 9 til 10 procent af lønnen pr. 1 marts 2026 og fra 10 til 11 procent pr. 1 marts 2027.
Det giver en direkte lønstigning på to procent.
Fritvalgsordningen sikrer hver ansat frit valg mellem pension, frihed eller løn.
Løn under sygdom
Man får ret til to ugers ekstra løn under sygdom.
Det giver ret til i alt 84 dages løn under sygdom.
Vederlag til arbejdsmiljørepræsentant
Der er et vederlag på 9.000 kroner til arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af 3F Privat Service, Hotel og Restauration.
Uddannelsesrepræsentant
Ved lokal enighed kan der udpeges en Uddannelsesrepræsentant på virksomheden for alle medarbejderne under serviceoverenskomsten.
Tidligere skulle vi dele denne uddannelsesrepræsentant med alle faggrupperne på arbejdspladsen, for eksempel kontorpersonalet.