Mette F spiller Arne-trumfkort: En vindersag, vurderer ekspert – ikke alle partier er enige

Mette Frederiksen står med sit pensionsudspil med et vinderkort på hånden, hvad angår både fagbevægelse, bagland og vælgere, vurderer ekspert. Men hvad siger de andre partier?
- Socialdemokratiets pensionsudspil er en sejr for fagbevægelsen, der har fået det som ønsket, vurderer politisk kommentator Erik Holstein.
- For selvom udspillet favner bredt er der særligt fokus på de danskere, der hver dag møder på fysisk opslidende arbejde, og dermed rammer Socialdemokratiet plet i forhold til både fagbevægelse og bagland.
- Erik Holstein vurderer, at Socialdemokratiet står med en vindersag blandt vælgerne.
- Blandt de øvrige partier bliver udspillet dog mødt med blandede reaktioner. Læs deres reaktioner nederst i artiklen.
Jubelbrølene fra fagbevægelsen må nærmest kunne måles på Richterskalaen – og med god grund, vurderer Erik Holstein.
Altingets mangeårige politiske kommentator kan nemlig konstatere, at Socialdemokratiets pensionsudspil rammer lige ned i de ønsker, som især 3F har gentaget i årevis.
Samtidig signalerer udspillet, at partiet vil lappe tidligere skrammer i forholdet til fagbevægelsens medlemmer.
– Man går meget langt i den retning, som fagbevægelsen har krævet, og man får rettet op på problemet med, at der ikke er tilstrækkeligt mange, der har brugt den tidlige pension, siger han.

Den politiske kommentator peger på, at partiet både favner bredt og rammer præcist: Unge, der dårligt kan se deres pensionsalderen med en kikkert, men især de grupper, fagbevægelsen repræsenterer, bliver løftet.
Blandt andet foreslår partiet lavere aldersgrænse og højere udbetaling til danskere på Arne-pension.
– Der er ingen tvivl om, at det vil blive modtaget godt i bredt fagbevægelsen og i det klassiske S-bagland. Der var begyndt at lyde kritik i baglandet, men det her er jo præcist, hvad de har bedt om.
Løfter stemningen
I kølvandet på afskaffelsen af Store Bededag har stemningen været lunken.
Derfor er der også en portion symbolik i udspillet, vurderer Erik Holstein.
– Man vil gerne vise, at man vil genetablere forbindelsen til fagbevægelsen, som var helt i bund efter afskaffelsen af store bededag.
– Der var ting, man var nødt til at rette op på, hvis Arne-pensionen skulle være attraktiv.
Forsinket, men sikker vindersag
Det er over halvandet år siden, at Mette Frederiksen varslede, at hendes parti ville se pensionen i sømmene.
Siden har der været mere eller mindre stille, mens hendes Christiansborg-kollegaer fra andre partier har pippet med deres egne planer for fremtidens pension.
At Socialdemokratiet kommer senere på banen end de andre, betyder dog ikke, de ikke har en vindersag.
– Nu går de i igen i offensiven i debatten, og hvis de kan få et slagsmål med de borgerlige, som de har fået med formueskatten, er det godt.
– Det er til gavn for socialdemokraterne, fordi en stor del af danskerne er mere enige med socialdemokratiet, hvad angår områder som skat og pension, end med de borgerlige. Det er en kamp på Socialdemokratiets banehalvdel, konstaterer den politiske kommentator.
Men hvem er så villige til at spille med? Fagbladet 3F har spurgt de opstillingsparate partier, hvad de synes om udspillet. Bliv klogere herunder:

