Kommet til skade ved julefrokosten på jobbet? Sådan er reglerne
Julefrokosten på jobbet er et højdepunkt på året for mange, men det kan gå galt. Foto: Arkivfoto / Heidi Lundsgaard
Mange tusinder fester for tiden på deres arbejde, og her sker der også uheld. Forstå hvordan de skal håndteres.
Niels Stoktoft Overgaard
Journalist
100%
Annonce
Som med enhver anden julefrokost, så kan det også gå vildt for sig, når det foregår på jobbet. Men hvis der sker et uheld under festen, så er de ansatte ofte lige så godt forsikrede, som hvis ulykken skete på en almindelig arbejdsdag.
Det viser en række afgørelser fra domstole og myndigheder.
For eksempel har en 29-årig mand fået erstatning, efter han kom til skade under sumobrydning ved en julefrokost.
Andre har fået anerkendt fald under dans som arbejdsskade. Normalt spiller det ingen rolle for erstatning, at der er blevet drukket alkohol under festen.
– I hvert fald hvis julefrokosten er arrangeret og betalt af arbejdsgiveren, vil man som udgangspunkt være omfattet af arbejdsskadesikringsloven, siger advokat Litten Posselt Olsen fra Ravn & Olsen Advokater i Hedensted.