I dag bliver Trump præsident: Det skal du lytte efter i hans tale

Der vil blive lyttet godt efter fra dansk side, når Donald Trump i dag tages i ed som USA’s 47. præsident. Her er en eksperts bud på, hvad du skal lægge mærke til, når han holder sin indsættelsestale.
- Donald Trump bliver mandag indsat som den 47. præsident i USA ved en ceremoni i Washington D.C.
- I sin indsættelsestale klokken 18 dansk tid forventes Trump at afsløre nogle af sine planer for de kommende fire år som præsident.
- Lektor Jens Ladefoged Mortensen fra Københavns Universitet forventer ikke konkrete udspil.
- Fra dansk side vil det blive fuldt tæt, om Donald Trump gentager sine tidligere udtalelser om, at han vil købe Grønland og sine trusler om straftold på danske varer.
Klokken 18 i dag dansk tid bliver Donald Trump taget i ed som den 47. præsident i USA og J.D. Vance som vicepræsident. Det sker ved en ceremoni i den amerikanske hovedstad Washington D.C.
Herefter holder Donald Trump sin indsættelsestale, hvor det forventes, at han vil løfte en del af sløret for sine planer for de kommende fire år, når han for anden gang rykker ind i Det Hvide Hus.
Jens Ladefoged Mortensen er lektor i statskundskab på Københavns Universitet og forsker blandt andet i international handel. Han forventer ikke, at Donald Trump vil komme med konkrete udspil.
God grund til at lytte efter
Men efter Donald Trumps udmelding om, at Grønland bør blive en del af USA og hans trusler om straftold på danske varer, som vil ramme alle lande i EU, er der fra dansk side grund til at lytte godt efter.
– Bliver Grønland nævnt i hans tale – og i hvilken sammenhæng? Handler det om geopolitik og kontrollen over adgangen til mineralerne i den grønlandske undergrund? Handler det om sikkerhedspolitik, og at USA ikke vil acceptere, at Danmark ikke er stærk nok til at forsvare Grønland og holde kineserne og russerne ude? Eller bliver geo-, forsvars- og sikkerhedspolitik blandet sammen med økonomi?, siger Jens Ladefoged Mortensen.
– I forhold til handelspolitik har Donald Trump tordnet mod alt og alle. Han elsker ordet told og er meget protektionistisk i forhold til USA’s interesser. Hvis han nævnet ordet told, kan man kan godt forestille sig, at det vil kunne føre til en regulær handelskrig med EU, siger han.
Trump kan hæve tolden fra sit kontor
Jens Ladefoged Mortensen fremhæver, at Donald Trump modsat første gang, at han blev præsident i USA i 2017, denne gang kommer med langt større erfaring og har varslet omkring 100 dekreter, som han vil omsætte til virkelighed i løbet af meget kort tid.
– Vi aner ikke, hvad han kommer med af dekreter, men lige præcis i forhold til told, har han en reel dekret-magt, siger Jens Ladefoged Mortensen.
– Han kan sidde i det ovale kontor i Det Hvide Hus og hæve tolden i en amerikansk havn fra 2,3 til 20 procent. Så længe tolden ikke hæves til mere end 20 procent, behøver han ikke have kongressen med inde over, siger han.
Her er de vigtigste punkter, som du ifølge Jens Ladefoged Mortensen skal holde øje med i talen:
