Her er svaret: Sådan kommer du hurtigst i job

En stor analyse viser nu, hvilke metoder der er mest effektive til at finde et nyt job. Og den metode færrest bruger, er faktisk én af de mest effektive.
- Jobannoncer på nettet, i aviser eller lignende, er den mest effektive metode til at finde et nyt job ifølge en analyse fra STAR.
- Kun 15 procent bruger vikarbureauer, som er den næstmest effektive metode ifølge analysen.
- Uopfordrede ansøgninger har lavest effekt.
- Det er bedre at fokusere jobsøgning på færre metoder, frem for så mange som muligt, viser analysen også.
Bruger du dit netværk, søger uopfordret eller leder på Facebook, hvis du skal bruge et nyt job?
Nu viser en stor analyse fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) hvilke metoder, der er mest effektive til at skaffe dig et nyt arbejde.
Og de tre nævnte er ikke blandt dem.
Den metode, som flest bruger – tre ud af fire – er at lede jobannoncer på nettet, i aviser eller lignende. Det er også den metode, som flest har succes med.
I den anden ende er der kun 15 procent, som bruger et vikarbureau.
Og der er en skam. For det er faktisk den næstmest effektive metode, til at få et job, viser analysen.
De ansætter mange
Resultaterne kommer ikke bag på stifter og direktør for Jobindex, Kaare Danielsen.
– Vikarbureauer er blandt dem, der ofte ansætter mange. Så chancen for at komme på deres liste som vikar er ret god, siger han.
Men hvorfor er der så ikke flere jobsøgende, der prøver at blive vikar?
– Måske fordi jobbene som udgangspunkt er midlertidige, og fordi man ikke ved, hvor man kommer hen. Så er det måske ikke noget for alle, siger Kaare Danielsen.
Forklaringen kan også være, at man selv ønsker at bestemme, hvor man skal hen.
– Men ofte kan et vikariat føre til et fast job, siger han.
6 metoder
De seks måder at lede efter job er svare på annoncer, bruge netværk, uopfordrede ansøgninger, bruge sociale medier som Facebook, personlige henvendelser til arbejdsgivere, og vikarbureauer.
Her har du flere resultater fra den store analyse.
