Fritvalgskonti: Masser af penge på vej til de her 3F’ere

De fleste 3F’ere får 10 procent oven i deres løn på deres fritvalgskonto eller særlige opsparing – det kommer mange 3F’ere til gode her i juni.
- De fleste 3F'ere har en fritvalgskonto, hvor en del af deres løn løbende bliver betalt ind.
- På flere overenskomster kan du vælge, om disse penge skal gå til ekstra tid med dine børn, mere i pension, seniordage eller andet.
- En del 3F'ere få tømt deres konto her i juni.
- Se her, om du er en af dem.
Arbejder du i transportbranchen eller inden for hotel, restauration og rengøring kan du se frem til en ekstra slat penge ganske snart.
Flere af de forskellige fritvalgskonti bliver nemlig tømt her i juni måned. Opsparingen bliver indsat hver måned og er for de fleste 3F’ere på 10 procent af lønnen.
Fritvalgskonti er sat i verden for at give en fleksibilitet i forhold til, hvor man er i livet.
Derfor kan du i flere af overenskomsterne selv vælge, hvad du vil bruge pengene på: Småbørnsforældre kan for eksempel få mere tid med deres børn, og ældre medarbejdere kan gå ned i tid med seniorordninger.
Hvis du ikke har truffet valg om, hvad du vil bruge pengene på, bliver pengene udbetalt på forskellige tidspunkter alt efter, hvilken overenskomst, du er dækket af.
Se her, hvem der får pengene i juni:
Ansatte i industrien fik pengene udbetalt i slutningen af maj måned. Og for ansatte i byggeriet, gartnere, landbrugsassistenter og mejeriarbejdere kommer pengene som en ekstra julegave i slutningen af december.
De forskellige fritvalgskonti så første gang dagens lys i 2007 og er blevet udvidet flere gange siden.
I overenskomstforliget i 2025 besluttede man, at satsen for de fleste privatansatte den 1. marts i år skulle stige fra 9 til 10 procent og videre til 11 procent den 1. marts 2027.
