Falder du også i fælden? Denne vane får dig til at spilde penge
Vi køber i stor stil ting, vi ikke har brug for – ekspert råder til, hvordan du tøjler købetrangen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Danskerne elsker impulskøb, og det koster stort på pengepungen, advarer forbrugerøkonom. Få ekspertens fem bedste råd til at tøjle købetrangen.
Lasse Dalsgaard Engelbret
Journalist
100%
Annonce
Artiklen kort
Danskerne elsker impulskøb, viser undersøgelser. 4 ud af 10 køb sker nemlig uden forudgående research.
Det er dyrt, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen, for vi køber i stor stil ting, vi ikke har brug for. Hun giver sine fem bedste råd til at undgå impulskøb.
Drop tilbudsjagten, afmeld reklamer og slet cookies på telefon og computeren, lyder det blandt andet fra eksperten.
Hun anbefaler også, at du ikke køber, når du er sulten eller træt - her træffer du især dårlige beslutninger.
Er du i tvivl om et køb, så tænk over det i 48 timer. Og skal du endelig købe, så køb på nettet, hvor du er sikret returret, siger forbrugerøkonomen.
Du kender det sikkert selv: Du tager på indkøb i det nærmeste shoppingcenter med en helt klar plan for, hvad du skal have.
Men det går hurtigt i vasken, for pludselig dukker en spotvare op, du bare må have, og der sniger sig også lige en chokoladebar op på kassebåndet.
Hvis du gør, så er du langt fra den eneste – for danskerne elsker nemlig de såkaldte impulskøb, altså køb uden forudgående research.
Faktisk viser en undersøgelse fra Dansk Industri, at 4 ud af 10 af alle køb er impulskøb, og hver tredje erklærer sig i en anden undersøgelse fra Sydbank helt eller delvist enige i, at de ofte køber ting, de ikke har brug for.
– Vi træffer ofte irrationelle beslutninger, når vi køber, og det er butikker og nethandlere dygtige til at udnytte. Vi forkæler os selv kortvarigt og ender med at købe masser af ting, der viser sig at være værdiløse for os. Og det er jo både dumt og dyrt, siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom hos Sydbank.
For at dulme købetrangen og undgå impulskøb, bør du opstille nogle faste regler for dig selv, siger forbrugerøkonomen. Vi har samlet nogle af de bedste råd her.