I dag præsenterer minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), en handlingsplan for ulvens fremtid i Danmark.
Handlingsplanen er kommet i kølvandet på, at ulvebestanden i Danmark er steget, og flere og flere har oplevet rovdyret på tæt hold.
Men hvorfor er ulven overhovedet kommet til Danmark? Og hvad taler for og imod, at den er her?
Få svar på de mest centrale spørgsmål om ulven, så du er klædt på til at tale med om problematikken og forstå omfanget.
Hvordan kom ulven til Danmark?
Efter 200 år uden store rovdyr i Danmark, fandt man i 2012 bevis på, at ulven var tilbage i Danmark. Det var i Nationalpark Thy, at man både fandt et billede og hvad der senere viste sig at være en død ulv. Ulvene i Danmark er kommer fra Tyskland og Polen, hvor de er indvandret fra, fordi bestanden i de to lande stiger.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Hvor mange ulve er her?
I april i år nåede bestanden sit højeste antal ulve siden genkomsten i 2012.
Her viste en opmåling, foretaget af Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, at der var tale om 42 ulve inden for landets grænser.
Foto: Google Maps
Hvor lever den?
Ulvene i Danmark lever primært i Midt- og Vestjylland. Helt konkret er det i følgende områder ulven holder til:
Vestjylland: Skjern, Ulfborg, Klosterhede, Lønborg og Oksbøl.
Midtjylland: Nørlund og Hovborg.
Nordjylland: Lille Vildmose og Råbjerg.
Foto: Hatim Kaghat/AFP/Ritzau Scanpix
Hvorfor skal ulven have lov til at være her?
Ulven er en fredet dyreart i hele EU. Ulven forsvandt for flere hundrede år siden fra store dele af Europa, og var nærmest udryddet. EU-lovgivningen dikterer, at der skal være en gunstig bevaringsstatus for ulven i Danmark, som betyder, at der skal være et minimumsantal, før man må skyde dem. Derudover ser man ulven som sund for bestanden af krondyr og rådyr, da ulven tager de svageste.
En fåreavler fandt, midt i ulvezonen i Vestjylland, fem svært tilskadekomne får og måtte aflive dem.
Foto: Her Er Ulven I Danmark/Ritzau Scanpix
Hvad taler imod?
Selvom ulven er sky overfor mennesker, er den i den seneste tid blevet observeret tættere og tættere på byområder. Særligt i Vestjylland, hvor borgerne i Oksbøl tidligere på året har oplevet ulve på villavejene og derfor inviterede minister for den grønne trepart, Jeppe Bruus (S) til borgermøde i februar, for at finde en løsning.
Derudover har der været flere tilfælde af landmænd, der har fået får, kvæg og heste angrebet af ulve.
Hvor mange ulykker har ulve været indblandet i?
Det er endnu ikke sket, at en ulv har angrebet et menneske her i Danmark. I stedet har det været husdyr, særligt får, der har været udsat for ulveangreb. I 2022 registrerede Miljøstyrelsen 32 ulveangreb på husdyr. Det tal blev nærmest fordoblet i 2023, med 57 tilfælde. Der er endnu ikke opgjort tal fra 2024.
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Hvor står partierne?
Socialdemokratiet: Minister for den grønne trepart, Jeppe Bruus, der præsenterede dagens handleplan, har tidligere udtalt til
DR Nyhederne , at han vil mindske bestanden ud fra devisen om, at befolkningens tryghed vejer højest.
Venstre: Formand Troels Lund Poulsen fortæller til
TV2 Nyhederne , at man bør gøre som i Sverige, hvor man må skyde en ulv, hvis den trænger ind på et område beregnet til husdyr.
SF: Naturordfører Marianne Bigum mener, at ulven er en art vi bør beskytte, da den stadig ikke har en gunstig bevaringsstatus, siger hun til
Tv2 Nord .
Dansk Folkeparti: Landdistriktsordfører Peter Kofod, ser ikke, at Danmark har tilstrækkeligt med naturarealer til at have ulve, da de har nemt ved at søge mod byerne, siger han til
Avisen Danmark .
Danmarksdemokraterne: Politisk ordfører Susie Jessen, mener at ulvene i Danmark bør skydes, da de ikke hører til her, siger hun til
TV2 .