Arne-pension og efterløn bliver ramt om lidt: Her er, hvad du skal vide

Når pensionsalderen stiger, rammer det også Arne-pensionen og efterlønnen. Og det varer ikke længe, før danskerne skal arbejde et år mere, inden de kan trække sig tidligere tilbage fra jobbet.
- Forslaget om at hæve pensionsalderen til 70 år er netop vedtaget i Folketinget.
- Men når pensionsalderen stiger næste gang allerede i 2030, trækker det også tidspunktet for tidlig tilbagetrækning med op - om få år.
- Det betyder, at man skal arbejde et år mere for at få Arne-pension eller efterløn.
Timelange debatter i Folketingssalen og demonstrationer uden for Christiansborg har præget ugen, fordi politikerne nu endegyldigt har vedtaget at hæve folkepensionsalderen til 70 år.
Det gælder fra 2040, og forslaget blev torsdag stemt igennem med stort flertal.
Mens der er længe til 2040, så er der faktisk ikke særlig længe til, at mange danskere kommer til at mærke virkningen af den næste stigning i pensionsalderen.
Den kommer i 2030, hvor pensionsalderen hæves fra de nuværende 67 år til 68 år.
Og når det sker, så trækker det samtidig muligheden for tidlig tilbagetrækning – den såkaldte Arne-pension – med op.
Det betyder, at allerede om få år skal danskerne arbejde ét år længere, før de kan få Arne-pension eller efterløn.
Her får du et overblik over, hvad der gælder med de nuværende regler.
