Fyret under corona: Nu er det vendt på hovedet i lufthavnen

Mens Novo Nordisk fyrer, hungrer virksomhederne i Københavns Lufthavn efter nye folk. Gert Nielsen er en af dem, som er kommet tilbage efter et smut i medicinalbranchen.
- Coronakrisen er væk og borte, og folk flyver som aldrig før fra Københavns Lufthavn.
- Derfor ansætter SAS, Aviator, CPH og andre firmaer i lufthavnen 500-600 nye arbejdere for tiden.
- Da der var corona, skiftede mange job fra lufthavnen til medicinalbranchen - men nu bliver det vendt på hovedet.
- Gert Jakobsen arbejdede mange år i lufthavnen, og fik bagefter et job i et medicinalfirma - han er nu "vendt hjem".
I flere år er trafikken gået én vej: Lufthavnsarbejdere har fået job hos Novo Nordisk, AJ Vaccines og Bavarian Nordic eller i andre firmaer i medicinalbranchen.
Nu er det vendt på hovedet.
Dampen er gået af Novo Nordisk, der for nylig havde gang i en større fyringsrunde.
Glemt er coronakrisens massefyringer, og nu buldrer Københavns Lufthavn derudaf. Alene i år er der omkring otte procent flere passagerer end på samme tid sidste år. Næste år er forventningen, at tallet bliver endnu højere.
Retur til lufthavnen
49-årige Gert Nielsen er en af dem, som har taget turen fra lufthavnen til medicinalbranchen og tilbage igen.
Han startede i lufthavnen som 23-årig tilbage i 2001 som bagageportør i det firma, der i dag hedder Aviator.
I 2020 røg han ud i en af de mange fyringsrunder, der hærgede Københavns Lufthavn, fordi coronapandemien lukkede ned for stort set al flytrafik.
Til gengæld var der godt gang i medicinalbranchen.
Derfor skiftede Gert Nielsen til medicinalvirksomheden Xellia på Amager.
– Jeg vidste ikke, hvor lang tid der ville gå, før lufthavnen åbnede op igen, siger han.
500-600 nye job
Der er brug for mange til at håndtere kufferter, stå for catering og gøre rent i flyene.
Ifølge 3F Kastrup ansætter SAS Ground Handling (SGH) 200-300 nye lufthavnsarbejdere for tiden, og Aviator hyrer 125.
Jeg føler, at jeg er kommet hjem.
Gert Nielsen
CPH A/S, altså lufthavnen selv, oplyser, at de har 104 flere ansatte nu i år sammenlignet med 2024. Og forventer endnu flere i 2026.
Også Serwiz, Gate Gourmet og andre firmaer i lufthavnen hyrer ind for tiden.
I alt er forventningen, at der skal ansættes 500-600 flere.
Ikke to dage er ens
Gert Nielsen husker, hvordan det til at starte med var spændende at lære en masse nyt hos Xellia.
– Men efter et par år blev det mere og mere samlebåndsarbejde, og jeg stod meget alene.
– Det har jeg sgu for meget krudt i røven til. Jeg vil gerne være social. Og jeg savnede lufthavnen, hvor jeg var, da jeg var ung.

Gert Nielsen ringede til tidligere kollegaer og fik at vide, at de ansætter mange for tiden. Og så fik han strikket en ansøgning sammen.
I 2024 fik han igen job i lufthavnen, denne gang i CPH A/S.
– Jeg føler, at jeg er kommet hjem, siger Gert Nielsen.
Han træder til, når der er problemer med de bagagebånd, som transporterer kufferterne fra check-in og ud til flyene.
– Pludselig er der fejl på båndet, nogen trykker på nødstop, og jeg skal få styr på det. Jeg kan godt lide, at der ikke er to dage, der er ens. Og så er det et godt, fleksibelt job, også når man har små børn.
Jeg glæder mig over, at der er folk, der søger tilbage, for der mangler erfarne hænder.
Henrik Bay-Clausen
Godt med erfarne folk
Tidligere var det almindeligt at arbejde i Københavns Lufthavn i 30 eller 40 år. Det var en stilling for livet.
I dag er der lav arbejdsløshed, og der er mange unge, som er der kort tid i deres sabbatår, inden de skal læse videre.
– Vi har fået mange nye unge medlemmer, og det er dejligt. Men vi er bekymrede for, at der samlet set er for få erfarne kolleger. Det er et stort ansvar at oplære de mange nye, siger Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup.
Derfor hilser han det også velkomment, når tidligere ansatte vender retur:
– Jeg glæder mig over, at der er folk, der søger tilbage, for der mangler erfarne hænder.
3F Kastrup har oprettet en Facebook-gruppe, hvor du kan se aktuelle jobopslag for lufthavnen.
