Arnt Franzpötter ønsker sig allermest en pille, der gør, at de mange arbejdsskader i hans krop forsvinder, så han kan arbejde videre som bygningssnedker. Men den pille findes ikke.
Dernæst vil han helst læse videre til noget, som kroppen kan klare: Bygningskonstruktør. En bygningskonstruktør koordinerer og leder de mange tekniske og administrative faser i en byggeproces.
Men den drøm synes i øjeblikket lige så uopnåelig som pillen. Såvel Roskilde Kommune som Ankestyrelsen har nemlig sagt nej til, at den 39-årige far til to små børn kan få en revalidering. Det vil sige nej til, at Arnt Franzpötter kan få en ny uddannelse på revalideringsydelse, som svarer til dagpenge, så han kan forsørge sin familie igen.
I stedet går han nu hjemme på dagpenge, ude af stand til at påtage sig det ufaglærte arbejde, som myndighederne mener, at han kan klare.
– Folk spørger mig, hvordan jeg kan blive ved med at være så positiv. Men jeg bliver nødt til at bokse vreden inde. Dem, der så gider at åbne op for boksen, får det hele væltende. Og de kan ikke forstå, hvorfor kommunen ikke vil hjælpe. Hvis der er noget, der er en langsom død for sådan en som mig, så er det at gå hjemme. Jeg har krudt i røven. Jeg skal videre.
Ryggen har altid været et problem
Arnt Franzpötter er uddannet bygningssnedker tilbage i marts 2003. På det tidspunkt er han fit for fight, men han har dog altid haft problemer med ryggen: Den sætter en stopper for fodbolden som 17-årig, og den får ham sendt hjem fra militæret, hvor de konstaterer Scheuermann, en vækstforstyrrelse i ryghvirvlerne.
Med tiden volder ryggen dog så meget besvær, at Arnt Franzpötter er til både fysioterapeut og kiropraktor. Over flere år må han sygemelde sig jævnligt, blandt andet fordi han er nødt til at ligge brak et par dage fladt på ryggen for at komme i omdrejninger igen.
Første arbejdsskade pådrager han sig i 2006. Han skal sætte gavlbeklædninger op, og i fire-fem dage er hans arme konstant over skulderhøjde. Dét lukker for blodtilførslen i venstre skulder, og han får en varig skade.
I 2014 kommer turen til højre skulder, hvor han får en arbejdsskade. Her må Arnt Franzpötter sygemelde sig i over et år. Lægerne tilbyder en operation, men kan ikke garantere, at den vil gøre skulderen bedre. Så Arnt Franzpötter takker nej. Men skulderen er varigt skadet, og det hårde fysiske arbejde bliver sværere.
Knæ og håndled
I december 2016 er det så knæets tur. Problemerne kommer under en lang cykeltur på mountainbike. Efterfølgende får han flere blokader, men de hjælper ikke optimalt.
Året efter arbejder Arnt Franzpötter videre i et tømrerfirma, hvor han primært renoverer trapper. Men en dag rammer smerterne hans venstre håndled. Det låser sig fast, og han kan ikke bevæge det. I januar 2018 ender det med en fyreseddel på grund af for mange sygedage.
I april 2018 skal Arnt Franzpötter så sætte hegn op ind mod naboen. Pludselig forsvinder benene bare under ham på grund af rygsmerter. Fra da af og et år efter er han inde og ude af Gildhøj Privathospital flere gange om ugen, både på grund af ryggen, knæet, håndleddet og skuldrene.
– Jeg får at vide, at jeg har slidgigt i ryggen, og at der ikke kan gøres noget ved det. Jeg kan holde det ved lige, men ikke få det bedre. Men hvis jeg fortsætter som bygningssnedker, skal jeg nok regne med at sidde i en kørestol, siger Arnt Franzpötter.
Her begyndte modstanden
I november 2018 er Arnt Franzpötter fortsat sygemeldt, og det er ved denne tid, at han i samarbejde med 3F Roskildeegnen lægger en plan for, hvordan han kan komme ud af det hårde, fysiske arbejde og alligevel klare sig selv: Via en revalidering til bygningskonstruktør.
– Da jeg første gang nævner det over for min kommunale sagsbehandler, helt tilbage i april 2018, spørger hun, om jeg virkelig mener det. Dér fik jeg fornemmelsen af, at modstanden begyndte, og jeg har jo egentligt altid haft tillid til kommunen, siger Arnt Franzpötter.
Lægen på Arbejdsmedicinsk Klinik i Holbæk, hans egen praktiserende læge og en overlæge på Gildhøj Privathospital bakker op om planen og udtaler, at uddannelsen er rette vej for Arnt til at klare sig selv. Arnt Franzpötter ansøger i december 2018.
To gange nej
Men ansøgningen bliver mødt med et nej fra Roskilde Kommune i april 2019.
Og da Arnt Franzpötter og 3F Roskildeegnen klager over nej’et til Ankestyrelsen, kommer der igen det samme blanke nej: Der er ikke behov for en revalidering for, at Arnt Franzpötter kan vende tilbage til arbejdsmarkedet og forsørge sig selv, konkluderer Ankestyrelsen.
”Dine helbredsproblemer med ryg, skulder og knæ kan tilgodeses ved skånehensyn i forhold til fysisk arbejde,” skriver Ankestyrelsen. Og Arnt vil også kunne ”søge arbejde, som du ikke er uddannet til, men som du vil kunne varetage, eventuelt med en kort oplæring,” skriver Ankestyrelsen.
For Arnt Franzpötter er afslaget en rød klud i ansigtet.
– Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor kommunen ikke kan hjælpe én, der gerne vil hjælpes. Jeg vil rigtigt gerne bare videre. Jeg vil åbne alle de døre, der kan åbnes. Jeg har regnet ud, at hvis jeg fik en revalidering, ville jeg være uddannet i 2022, og så ville jeg på nogle år have betalt dét tilbage i skat, som jeg har kostet samfundet. Men kommunen ser ikke den åbne dør. De ser en smækket dør, siger Arnt Franzpötter.
Må flytte hvis SU
“Hvis du ønsker at videreuddanne dig, skal vi bemærke, at uddannelse kan ske på ordinære vilkår,” skriver Ankestyrelsen også i sit afslag.
Men det regnestykke har Arnt Franzpötter også lavet. Hvis han skal gennemføre uddannelsen på SU, kan han lige så godt tage børnene ud af skolen og flytte til Lolland, som han siger. Ikke at der er noget galt med Lolland. Han har bare ikke råd til at blive boende, hvor han bor nu.
– Og det kan da ikke passe, at jeg skal så langt ud.
I 3F Roskildeegnen sidder også en ret målløs socialrådgiver, Stine Pallisgaard, der har haft Arnt Franzpötters sag. Det, der irriterer hende, er, at Arnt Franzpötter i hendes optik er et oplagt og klassisk eksempel på én, der burde have ret til revalidering. Både aldersmæssigt, helbredsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Og så får han afslag.
– Det er uretfærdigt, siger Stine Pallisgaard.
Som vinden blæser
Havde han boede i en anden kommune, eller havde haft en anden sagsbehandler, kunne han lige så godt have fået tilkendt en revalidering, vurderer hun.
– Jeg har set borgere, der er halvt så dårlige som Arnt, men som har fået en revalidering. For mig er det ”som vinden blæser”, hvem der får et ja eller et nej, siger Stine Pallisgaard.
Hun vil gerne have lovgivningen lavet om.
– Lovgivningen og de afgørelser, der er truffet, gør, at lige gyldigt hvor meget man er kandidat til en revalidering, så kan kommunen og Ankestyrelsen afslå det. Så enten skal lovgivningen laves om, eller også skal der falde en ny dom på området, der kan danne en ny præcedens, siger Stine Pallisgaard.
Arnt Franzpötter vil bare gerne have et job, som han kan klare. Eller den der pille…
I øjeblikket er han tilbage på dagpenge, fordi han i princippet er raskmeldt. Han tager én dag ad gangen. Har ikke behov for at lægge de store planer. Det er fortid. Han vil dog gerne sende ansøgninger ind til større byggemarkeder, der forhåbentligt kan bruge en mand, der vil tage fat, men som samtidigt skal skånes. For ingen af skaderne i Arnt Franzpötters krop har udsigt til at blive bedre. Tværtimod.
– Hvis jeg havde været en hest, var jeg nok blevet skudt, som han siger.