Fyret efter opsigtsvækkende kranulykke: Nu får Emil godtgørelse

Maskinfører Emil S. Christensen mistede jobbet efter en spektakulær kranulykke i Silkeborg. Nu har han fået godtgørelse for uberettiget fyring.
- Emil S. Christensen mistede sit job som maskinfører efter en ulykke med en funderingsmaskine i Silkeborg.
- Der blev indgået forlig om godtgørelse for uberettiget fyring efter møde i Dansk Industri.
- Hercules Fundering, som er en del af NCC, har ingen kommentarer til forliget.
Emil S. Christensen mistede sit job som maskinfører, efter at han 14. september væltede en 80 ton tung funderingsmaskine ind i en ejendom i centrum af Silkeborg.
Han har nu fået godtgørelse for uberettiget fyring.
– Jeg er glad for, at der kom et endeligt punktum i sagen, og for at jeg kan komme videre, siger han.
Han erkender, at han fejlvurderede situationen og løftede en for tung last for langt ude.
Den fejl kostede ham først en suspendering og siden fyresedlen.
Tager ansvaret selv
Ved ulykken væltede den høje maskine forover og bankede ned i taget på en ejendom på Torvet i Silkeborg. Ingen mennesker kom til skade, men der skete stor materiel skade.
Efter ulykken meldte Emil S. Christensen ud på LinkedIn, at ulykken 100 procent skyldtes hans fejl og mangel på erfaring.
Men arbejdsgiveren har også et ansvar, understreger Theis Olsen, faglig sekretær, 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, BJMF.

– Det er ikke Emils skyld alene, at ulykken skete. Arbejdsgiveren skal jo sikre, at han har forstået instruktionerne, siger Theis Olsen.
Han deltog i forligsmødet om sagen i Dansk Industri sammen med en direktør fra Hercules Fundering, to jurister fra DI og en HR-direktør fra NCC.
Godtgørelse efter forlig
Mødet endte med, at der blev indgået et forlig, hvor Emil S. Christensen fik en godtgørelse for uberettiget fyring.
Beløbet blev hævet et hak, da han også var fællestillidsrepræsentant på Hercules, oplyser Theis Olsen, der er glad for, at det lykkedes BMJF at hjælpe maskinføreren.
Selv synes Emil S. Christensen, at fyringen var uretfærdig.
– NCC skulle have favnet mig og sendt mig hjem en uges tid for at komme mig over chokket. De gjorde de så ikke. Jeg føler mig som syndebuk, siger han og fortsætter:
– I dag er jeg rigtig glad for, at BJMF kunne hjælpe mig med min afskedigelsessag. Jeg har fået nyt job i byggebranchen og er videre i arbejdslivet.
Hercules Fundering hører under NCC, der ikke har nogen kommentarer til forliget.
– Vi kan desværre ikke komme ind på sagen, da den omhandler medarbejderforhold. Derfor udtaler vi os ikke offentligt om den, siger Carl Johan Corneliussen, pressechef i NCC.
