Vestre Landsret har idømt en midtjysk landmand en bøde på 120.000 kroner for en grov overtrædelse af loven om arbejdsmiljø.
Desuden skal arbejdsgiveren betale sagens omkostninger. Samt 29.260 kroner i godtgørelse til den ene af to ukrainske medarbejdere, der kom til skade som følge af giftig svovlbrintegas i en svinestald.
Det oplyser Vestre Landsret til Fagbladet 3F.
Dermed har landsretten stadfæstet den dom, som Retten i Viborg afsagde i november 2023 i sagen. Dog med den ændring, at landsretten har forhøjet godtgørelsen til den ukrainske medarbejder med 6.260 kroner.
Landsretten har idømt arbejdsgiveren den straf, som anklager ved Statsadvokaten i Viborg Julie Harton havde krævet i sagen, oplyser anklageren.
– Nu har landsretten også haft mulighed for at vurdere beviserne i sagen. Og landsretten er ligesom byretten nået frem til, at reglerne er overtrådt. Det er også vores opfattelse, så vi er naturligvis tilfredse med dommen, siger hun til Fagbladet 3F.
Gylle løb over
Arbejdsulykken skete om eftermiddagen 21. juli 2021. Her var en dengang nyansat 25-årig ukrainsk medarbejder i gang med at rense en luftkanal langs kummer, der samlede gylle op nede under grisene i stalden.
Der var løbet gylle over fra de cirka 40 centimeter dybe gyllekummer til luftkanalen, viser Arbejdstilsynets rapport om arbejdsulykken, som Fagbladet 3F har fået aktindsigt i.
Den ukrainske fodermester forklarede i byretten, at det var fjerde gang i løbet af hans to måneders ansættelse, at han skulle rense luftkanalen. Og at han tidligere havde fået at vide, at kanalen var blevet renset gennem ti år, og at der ikke skete noget ved at gøre det.
Fodermesteren tog en gummidragt og en papirmaske på og gik via en lem ned i anlægget under gulvet i svinestalden. Her lagde han sig på et rullebræt for at rense den cirka 20 meter lange luftkanal med en højtryksrenser.
Nede i luftkanalen besvimede han.
I koma
Derefter kravlede en dengang 38-årig ukrainsk driftsleder ned i kanalen for at redde sin kollega op. Men driftslederen blev også dårlig.
I luftkanalen brugte ingen af de to medarbejdere såkaldt friskluftforsynet åndedrætsværn, hvor man får tilført atmosfærisk luft, så man kan se bort fra iltniveauet i rummet.
Begge medarbejdere blev fløjet med redningshelikopter fra Midtjylland til Rigshospitalet i København.
Hårdest medtaget var den 25-årige fodermester, som kom i et trykkammer på Rigshospitalet og var i koma i tre uger.

Helt uden for skiven
Landmanden fra Kjellerup forklarede i byretten, at det ikke er kutyme, at man bruger åndedrætsværn eller lignende ved arbejde med gylle. Og at der ikke var friskluftsudstyr til rådighed.
Men når en medarbejder går ned i selve luftkanalen for at rense den, skulle der være anvendt åndedrætsværn, forklarede en tilsynsførende fra Arbejdstilsynet i byretten – og henviste til branchevejledningen “Sikkerhed ved arbejde med gylle”.
Ifølge den tilsynsførende fra Arbejdstilsynet var det “helt uden for skiven” at bruge en papirmaske, fordi den slet ikke havde nogen effekt i situationen.
Den tilsynsførende forklarede også, at der også burde have været en sikkerhedsline med et taljetræk på den ansatte, der kravlede ned i luftkanalen. Og så burde der have stået en kollega, der som vagtperson overværede hele arbejdsprocessen.
Byretten afgjorde, at arbejdet i svinestalden ikke var planlagt sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, at der ikke blev givet “fornøden instruktion” i udførelsen af arbejdet, og at der heller ikke blev ført et tilstrækkeligt tilsyn med arbejdet.
“Henset til svovlbrintens skadevirkninger er der tale om en grov overtrædelse. Herefter, og da der tillige er tale om alvorlig personskade, fastsættes straffen i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand til en bøde på 120.000 kroner,” skrev Retten i Viborg i dommen.
Den dom har landsretten altså stadfæstet fredag.
Landsretten er ligesom byretten nået frem til, at reglerne er overtrådt. Det er også vores opfattelse, så vi er naturligvis tilfredse med dommen.
Julie Harton
Landmand: Urimelig dom
Landmand Anton Boilesen havde krævet at blive frifundet for den alvorlige arbejdsulykke og ankede byrettens dom.
Nu er arbejdsgiveren utilfreds med landsrettens afgørelse.
– Jeg synes ikke, at dommen er rimelig, for jeg har slet ikke haft noget med produktionen at gøre, siger Anton Boilesen til Fagbladet 3F.
– Hvis driftslederen ikke var kommet til skade, burde han politianmeldes. Men jeg synes, at det var straf nok i sig selv, at han var kommet til skade, siger landmanden.
Så du synes, at ansvaret var driftslederens og ikke dit?
– Fuldstændig, siger Anton Boilesen.
Men du anerkender ikke, at du som arbejdsgiver og ejer af gården har ansvaret for, hvad der sker?
– Selvfølgelig har jeg et objektivt ansvar som arbejdsgiver. Men jeg var slet ikke med i den daglige drift, siger Anton Boilesen.
Men det er driftslederen, som retten har tilkendt en godtgørelse på 29.260 kroner?
– Det er fuldstændig forkert i min optik. Det gør, at man kan være fuldstændig ligeglad med dem, man arbejder sammen med, siger landmanden og tilføjer:
– Det er ikke noget, der højner arbejdssikkerheden, når den, der har ansvaret, ikke står til ansvar for det. Lige nøjagtig tværtimod.
Retten: Landmandens ansvar
Sagens anklager Julie Harton oplyser, at driftslederens ansvar for arbejdsulykken blev drøftet under retssagen.
– Landsretten er ligesom byretten nået frem til, at det er arbejdsgiveren og ikke driftslederen, der stod med ansvaret. Og det var også min påstand, siger anklageren.

