Forandringer på vej i 3F’ernes a-kasse: Se dem her

A-kassen skal arbejde mod at samle flere opgaver i en fælles administration og mere effektiv drift. Det besluttede a-kassens delegeretmøde torsdag.
- A-kassen skal være mere effektiv på grund af faldende medlemstal og økonomisk pres.
- A-kassen vil løse flere administrative opgaver sammen og ved hjælp af ny teknologi.
- Lokale afdelinger fortsætter med at hjælpe medlemmer med jobfinding og vejledning.
- Hovedbestyrelsens forslag fik bred opbakning.
Når der kommer færre penge ind, skal driften af a-kassen være mere effektiv.
For også a-kassens økonomi er presset af, at antallet af medlemmer falder, og samtidig skal der stadig være råd til god vejledning tæt på medlemmerne fra a-kasserne i de lokale 3F-afdelinger.
Derfor var der på a-kassens delegeretmøde torsdag lagt op til, at a-kassen skal løse flere administrative opgaver i fællesskab og ved hjælp af ny teknologi. Det gælder for eksempel udbetaling af dagpenge og efterløn.
Til gengæld skal det fortsat være de lokale afdelinger, som hjælper medlemmerne med at finde job, vejleder om uddannelse og meget andet.
Senest om tre år skal størstedelen af a-kassens administrative opgaver – som udbetaling af dagpenge – være samlet i en fælles administration.
Sådan lød hovedbestyrelsens forslag.
Nærhed og tryghed
Flere lokale afdelinger havde til gengæld foreslået en gradvis årlig besparelse over flere år – men at afdelinger stadig skulle stå for udbetaling af dagpenge.
Blandt andet var a-kasseleder Søren Nellemann Johansen, 3F Aalborg, bekymret for om nogle vigtige opgaver i lokalafdelingerne forsvinder.
– Det er lokal nærhed, der skaber tryghed. Det er også det, medlemmerne ønsker, sagde han.

Det bedste bud
Andre var enige med hovedbestyrelsen, blandt andet afdelingsformand Martin Jensen fra 3F Vejle.
– Vi kan ikke fortsætte uforandret, så kommer vi til at mangle mange penge i fremtiden. Hovedbestyrelsens forslag er det bedste bud, og vil frigøre ressourcer til afdelingerne til at hjælpe medlemmerne med blandt andet at finde job, sagde han.
I øvrigt tilføjede han, at skulle der komme en central udbetalingsenhed, bør den ligge et sted ”ude i landet”.
Hovedbestyrelsens forslag blev vedtaget med stort flertal.
Nu skal arbejdet med at samle nogle af a-kassens opgaver varetages af en styregruppe, som løbende skal fremlægge forslag.
