Der er masser af trafik i Københavns Havn. Udlejningsbåde, paddleboards, kajakroere, robåde, havnebusser og meget andet er at finde i havnen. Man kunne frygte, at de ville komme i karambolage med hinanden.
Men ifølge pressechef i By & Havn, der driver Københavns Havn, Kristian Wederkinck Olesen, er det største sikkerhedsproblem i havnen faktisk de badeglade mennesker. Det er københavnere og turister, der hopper i vandet for at få sig en kølig dukkert uden for de ni lovlige badezoner, der eksisterer i havnen.
– Der er store problemer med folk, der bader ulovligt. Det må vi bare tilstå. Men det er ikke sådan, at vi har haft nærdødsulykker.
– Men trafikken i havnen er primært et problem, fordi folk bader ulovligt. Vi har haft nogle udfordringer med folk, der badede uden for badezoner. De både, der kommer her – kajakker og robåde og sådan noget – de frygter for at kollidere med en svømmer, når de bader ulovligt, siger Kristian Wederkinck Olesen.
Pressechefen fortæller også, at By & Havn i samarbejde med Københavns Kommune i år har indført såkaldte sejlende havneværter, der er en del af en oplysningskampagne, som sætter fokus på sikker badning i havnen.
Regnede med dødsulykke
Per Ottesen, der er formand for Amager Ro- og Kajakklub, fremhæver også de ulovlige badere som en sikkerhedsrisiko for dem selv og dem, der sejler.
– Svømmerne er også et problem. Der er generelt ikke ret meget plads i havnen efterhånden, siger han.
– Jeg regnede med, at der ville ske en dødsulykke sidste år. Det skete så heldigvis ikke. Der er jo bade- og svømmezoner, men folk bader stadig, hvor de vil. Der er nogle ret store områder, hvor der er højrisiko for, at de kolliderer med noget. Hvis der eksempelvis ligger nogle svømmere omkring det område på hjørnet af Teglholmen, hvor havnebussen passerer, så har bussen ikke en jordisk chance for at se, om der er nogen.
Per Ottesen fortæller om en episode i sidste uge, hvor en båd pludselig bremsede hårdt op, og bådene bagved måtte bremse op og dreje udenom. Det viste sig at være en svømmer, der var i færd med svømme over sejlrenden i havnen.
– Der blev lidt tumult dér. Havde det været en havnebus, var der altså kommet rødt skruevand, siger Per Ottesen.
Københavns Politi advarer
Politikommissær og havneleder i Københavns Politi, Jonas Wybrandt, er ikke til rådighed, men Københavns Politis pressetjeneste henviser til politiets opfordring på Facebook fra 18. juli.
Her bliver københavnerne mindet om, at det kun er tilladt at springe i bølgerne ved havnens ni badesteder, så man er i sikkerhed for havnebusser og både. I øvrigt minder Københavns Politi om, at man risikerer at få en bøde, hvis man bliver taget i at bade de ulovlige steder.
– Det kan være livsfarligt at bade uden for badestederne, da det er meget svært for sejlerne at se personer i vandet. Derfor er det vigtigt, at man bruger badestederne, når man vil hoppe i havnen.
– Vores havnepatrulje er til stede i havnen, og hvis man svømmer, hvor det ikke er tilladt, risikerer man at få en bøde, lyder det fra Jonas Wybrandt.
