Flybranchen er ikke bare presset, den er helt i knæ.
Det er tydeligt, når man ser den seneste opgørelse over de danske selskaber, der har søgt om hjælpepakker til at betale deres ansattes løn.
– Vi snakker om en branche, der lige nu kæmper med næb og kløer for bare at overleve. Alt står stille. Deres indtægter er helt væk. Og det afspejler sig tydeligt i, hvor stor lønhjælp flybranchen søger hos staten, siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef for Sydbank og ekspert i luftfartsbranchen.
Listen over danske selskaber, der har bedt om hjælp til deres ansattes løn, bliver løbende opdateret af Erhvervsstyrelsen.
Fagbladet 3F har fået aktindsigt i den seneste version fra 15. maj, og her dominerer flybranchen toplisten over firmaer, der har brug for hjælp.
Således er alle fra top tre forbundet til luftfartsindustrien.
SAS har søgt lønkompensation for over 123 millioner kroner til sine ansatte.
Københavns Lufthavne A/S har fået godkendt lønhjælp for over 114 millioner kroner.
Og SAS Ground Handling Denmark A/S, som tager sig af bagage og logistik på landjorden i Københavns Lufthavn, har søgt om 101 millioner kroner.
I alt er der søgt om lønhjælp for over 345 millioner kroner fra de tre selskaber alene.
Til sammenligning har H&M søgt om at blive kompenseret for løn for 61 millioner kroner, hvilket er det fjerdehøjeste beløb på toplisten.

