Bilerne er blevet større og bredere, men parkeringsbåsene er ikke fulgt med.
Sådan lyder det ifølge dr.dk fra bilejernes organisation FDM.
Organisationen mener, at den nuværende anbefalede bredde på en parkeringsbås på 2,5 meter bør øges til 2,6 meter.
– Problemet er, at dimensioner på parkeringsbåse ikke har udviklet sig i rigtig mange år. I og med at bilerne bliver større, så bliver der også større behov for plads i båsene, siger chefkonsulent Dennis Lange, FDM, til DR.
Vejdirektoratet, der står for anbefalingerne på området, oplyser, at man nu vil se på sagen.
Forventningen er, at man inden årets udgang kan være klar med et svar.
/ritzau/
