Jobcentrene skal væk, og der skal spares tre milliarder om året fra 2030. Og så skal der mere frihed, værdighed og forenkling ind i indsatsen for at få ledige i arbejde.
Opskriften på, hvordan dén kabale kan gå op, har en gruppe af eksperter efter et års arbejde netop lagt frem.
Men udspillet får en hård medfart af fagbevægelsen. Både FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) og 3F vender den kolde skulder til oplægget:
“Se bort fra eksperternes anbefalinger”, lyder det kort og godt fra 3F.
Det skyldes blandt andet, at eksperterne foreslår at spare på at give de ledige nye kompetencer.
Samlet set foreslår eksperterne, at der skal spares en milliard kroner på ”øvrig vejledning og opkvalificering”.
Samtidig skal lediges ret til at få seks ugers jobrettet uddannelse kort tid efter, de er blevet ledige, væk. I stedet skal de vente, til de har været ledige i et halvt år, foreslår eksperterne.
Man giver systemet mere magt og de ledige færre rettigheder
Eva Opdrup
Helt utroligt skuffet
Fra FH’s side er man ”helt utroligt skuffet”:
– Det virker ganske enkelt som om, at ekspertgruppen ikke har forholdt sig til problemerne, siger næstformand Nanna Højlund.
– Det er en svær opgave, men svære opgaver kan også løses dårligt, og det er de her anbefalinger et eksempel på, siger hun.
Generelt bliver der også lagt op til, at sagsbehandlerne får langt større frihed til at vurdere, hvornår en borger skal have et tilbud – og hvilket tilbud det skal være.
Det skal heller ikke længere være et krav, at en kommune skal have et jobcenter. Det må kommunerne selv afgøre.
Michael Rosholm, professor i økonomi, Aarhus universitet, og medlem af ekspertudvalget, siger til Fagbladet 3F:
– Vi fjerner kravet om, at der skal være et jobcenter. Så kan de kalde det noget andet, eller gøre det på en anden måde. Men der skal stadig være en beskæftigelsesindsats. Desuden skal arbejdet være forankret i et politisk udvalg.
Men ingen frihed til borgerne
Men både FH og 3F peger på, at anbefalingerne på den måde alene sigter mod at sætte kommunerne fri. Men der gives ikke mere frihed til borgerne.
– Man giver systemet mere magt og de ledige færre rettigheder – selv om det var kommunerne, der for år tilbage skabte den mistillid, der satte hele denne proces i gang. Det kan vi ikke være bekendt, siger Eva Obdrup, der er forretningsfører i 3F’s a-kasse.
Ligesom kommunerne får også a-kasserne friere rammer til at yde den indsats, de skal give ledige.
Men ekspertgruppen anbefaler ikke, at a-kasserne kan hjælpe deres egne ledige i længere tid end de nuværende tre måneder. Og det undrer Eva Opdrup fra 3F’s a-kasse:
– Det er helt uforståeligt, at man ikke gør brug af a-kassernes tilbud om at overtage endnu mere af indsatsen og dermed spare staten for flere hundrede millioner kroner, når nu der skal findes tre milliarder kroner, siger Eva Opdrup.
Michael Rosholm, professor i økonomi, siger dog til Fagbladet 3F:
– Der vil stadig blive plads til, at a-kasserne kan lave aftaler med kommunerne om at tage ansvaret for nogle flere, eller for eksempel tilbyde nogle kurser.
Det er nu op til politikerne at vælge, om alle eller dele af ekspertgruppens anbefalinger skal føres ud i livet. Eller om hele oplægget skal skrottes.


