En ulykke har nu ført til, at der er sendt advarsel til kraftvarmeværkerne. De skal tjekke, at bestemte riste i deres anlæg stadig kan bære.
En servicemedarbejder faldt 3,5 meter ned, mens han var i gang med at rengøre en røgvasker på Måbjergværket i Holstebro. En rist af plastfiber bristede under ham.
Måbjergværket har nu orienteret de øvrige kraftvarmeværker i Danmark og også i Grønland og på Færøerne om ulykken og dens årsag. Samtidig har værkerne fået besked om, hvordan anlægget i Holstebro har indført en ekstra sikkerhed mod at falde ned.
Mand faldt fem-seks meter ned på Måbjergværket
Uvist om medarbejderen får varige mén af ulykken
Servicemedarbejderen var ansat hos et af de største danske firmaer inden for industriel rengøring, IBKA. Virksomheden udførte rengøringen for Måbjergværket.
Efter ulykken gav Arbejdstilsynet IBKA et strakspåbud om at sikre de ansatte mod at falde ned. Det protesterede firmaet imod, men nu har Arbejdsmiljøklagenævnet afgjort, at kravet var i orden.
– Det må endelig ikke forstås sådan, at vi ikke vil skabe sikkerhed for vores medarbejdere. Men vi klagede, fordi vi ikke kunne forudse, at der var en rist, som ikke kunne bære, siger driftschef Poul Poulsen fra IBKA.
Klagenævnet svarer, at arbejdsgiveren har et selvstændigt ansvar for at sikre sine egne ansatte. Når der skete en ulykke, var sikkerheden ikke i orden.
Arbejdsmiljøklagenævnet
Arbejdsgiveren klagede over strakspåbud fra Arbejdstilsynet
Ulykkesofret slog ryggen. Ulykken skete i april i år, og han har været sygemeldt i lang tid.
Han er nu begyndt at arbejde igen på deltid. Planen er, at han skal op på fuld tid inden så længe. Det er endnu uvist, om han får varige mén.
Måbjergværket lukket efter fald-ulykke
Uvildige undersøgelser af ulykken
Måbjergværket fik også et påbud fra Arbejdstilsynet. Det accepterede kraftvarmeværket.
– Vi fik et uvildigt firma til at undersøge ulykken. Bagefter har vi indført forholdsregler med en ekstra faldsikring, siger afdelingsleder Ove Jespersen fra Måbjergværket.
Efterfølgende undersøgelser har vist, at gasser var gået i forbindelse med glasfiberen og havde skabt en kemisk reaktion. Måske fordi coatingen af risten ikke var helt i orden.
