Det samme gælder, når du stolt vil uploade billeder, som viser, at du er et sted, hvor du ikke burde være på det tidspunkt. Sådan lyder rådet fra Peter Møller Sjøgren, der er næstformand hos 3F Vojens.
– Når du brokker dig over din arbejdsplads og din chef over statusopdateringer, så er de altså offentligt tilgængelige, og hvis den forkerte læser dine opdateringer, så kan det koste dig jobbet, forklarer Peter Møller Sjøgren.
Brug Facebook med omtanke
Hos 3F Vojens har man haft et par medlemmer, som er blevet afskediget på den konto, at de har ført sig lidt for meget frem på Facebook.Peter Møller Sjøgren understreger igen, at Facebook skal bruges med omtanke, fordi det i sidste ende kan koste så uendeligt dyrt at skrive den forkerte statusopdatering eller at vise det forkerte billede.
– Vi har altså haft nogle medlemmer, som har skullet blære sig og vise sig frem på Facebook, og det kostede dem altså jobbet, forklarer Peter Møller Sjøgren og fortsætter:
– Det er altså rigtig dumt, når man prøver at få fri og får afslag og så derefter melder sig syg, tager til motorcykeltræf og lægger billeder ud af det.
Meldt til politiet
Afdelingen har flere grelle eksempler på medlemmer, der er kommet i stor klemme efter at have ytret sig negativt om deres chef og arbejdsplads. Og det er ifølge næstformanden oftest de unge 3F’ere, som kommer til at skrive over sig.– Vi har eksempler på, at sagerne har kostet lærepladser og er endt med politianmeldelse, forklarer Peter Møller Sjøgren.
– Der har været tilfælde, hvor mine kollegaer er blevet kontaktet af både arbejdsgivere og medarbejdere, fordi et pågældende medlem har kritiseret hvilket tøj, kollegerne går i, eller skrevet at chefen er en idiot.
