Hos 3F Odense GOPS siger formand Charlotte Vincentz Petersen:
– Folk kan ikke leve et anstændigt liv med familie og fritid i Danmark, når de tjener så ringe en løn for så meget arbejde. Uanset hvad arbejdsgivere kalder den form for ansættelse, skal det ikke være muligt at underbyde lønmodtagernes rettigheder i den grad. Vi stopper ikke med at forfølge kravene, og vores mission er helt klart at få stoppet alle former for løndumping.
Gartneriet Markhaven og arbejdsgiverforeningen GLS-A har afvist 3F’s krav på 3,3 millioner kroner. Det er sket med henvisning til, at der er tale om entreprisearbejde, der falder uden for overenskomsten.
Utilfreds med løn
44-årige Daiva Gintautiene har siden 2009 plukket tomater og gjort rent hos Markhaven via tre forskellige firmaer. Hun fortæller, at hun har tjent 60-78 kroner i timen før skat og mest hos Dubravo. Litaueren forklarer, at timetallet på lønsedlerne ikke passer – hun har arbejdet flere timer end hun har fået løn for.Ifølge kontrakter fra 2012 og 2014 med firmaet Dubravo var lønnen 15.000 kroner om måneden før skat for en arbejdsuge på normalt 42 timer. Det svarer til godt 82 kroner i timen.
Daiva Gintautiene blev fyret i maj 2014 fra Dubravo.
– Jeg vil ikke tilbage til Dubravo. Man ved aldrig, hvornår man kan blive fyret. Jeg er ikke tilfreds med lønnen, siger Daiva Gintautiene.
Dubravos advokat Søren Aagaard fra Advodan har meddelt 3F-afdelingen, at Dubravo ikke vil efterbetale ifølge 3F’s krav, fordi hans klient ”hverken aftaleretligt eller på andet grundlag er forpligtiget til at følge en overenskomst”.
Gartneri vil ikke betale
Ejeren af Markhaven, Klaus Søgård, oplyser, at han ingen kommentarer har til Daiva Gintautienes løn, og at han ikke har set indholdet af hendes kontrakter med Dubravo. Arbejdsgiveren oplyser, at han ikke har undersøgt, hvad medarbejderne får i løn, men at han bestemt går ud fra, at det er, som det skal være.– Det er selvfølgelig ikke meningen at have underbetalt arbejdskraft, og det mener jeg bestemt heller ikke, at jeg har haft, siger Klaus Søgård.
Hvad bygger du det på?
– Ikke andet end at folk har været glade for at være her, siger Klaus Søgård, der af Fagbladet 3F har fået forelagt Dubravos kontrakter med Daiva Gintautiene.

