Tre dage før jul i 2012 bad Lisbeth Holk Meier, hendes to brødre og mor lægerne på Aarhus Universitetshospital om at slukke for Jens Christian Poulsens respirator. Beslutningen var svær, men Lisbeth Holk Meier er ikke i tvivl om, at familien traf det rigtige valg.
– Vi kiggede på hinanden alle fire og spurgte os selv, hvordan Jens ville have reageret, og hvad han selv ville have ønsket. Jens havde gjort det samme, siger Lisbeth Holk Meier.
Hendes dengang 52-årige storebror var blevet erklæret hjernedød efter en alvorlig arbejdsulykke dagen før. Her faldt han flere meter ned på et betongulv fra en reol på en stearinlysfabrik, hvor han i over 20 år havde arbejdet på lageret.
– Jens var en meget vellidt medarbejder og sådan en type, som man altid tænkte, ham sker der ikke noget med. Men det gjorde der så. Lægerne fortalte, at hans hoved reelt var blevet revet af halsen ved ulykken. Han havde brækket ryggen tre steder, fået kraniebrud, ødelagt milten og slået hoften og leveren, siger 53-årige Lisbeth Holk Meier, der bor i Holstebro.
Læs mere på dødsulykker.dk
“Helt grotesk”
Lisbeth Holk Meier havde aldrig forestillet sig, at den ulykkelige situation og det dilemma, som familien blev stillet i, skulle få økonomiske konsekvenser.
– Penge var det sidste, som vi tænkte på. Men fordi vi besluttede, at der skulle slukkes for respiratoren, er der efter Jens’ arbejdsulykke og død aldrig blevet udbetalt én krone i erstatning fra det offentlige, siger Lisbeth Holk Meier.
– Havde Jens været holdt kunstigt i live, kunne han have ligget hjernedød og invalideret i dage, uger, måneder eller i årevis. Så havde der været udbetalt en arbejdsskadeerstatning til ham. Penge, som jeg formentlig var blevet indsat som værge til at administrere. Og penge, som han ikke ville have haft nogen glæde af. Det er jo grotesk, siger hun.
Midt i sorgen hverken tænkte på eller forsøgte familien at få Jens Christian Poulsens arbejdsulykke hastebehandlet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen, red.). Det er i nogle tilfælde muligt, hvis folk kun har kort tid at leve i og for eksempel har fået lungehindekræft af deres arbejde.
– Jeg forstår ikke, hvorfor alle virksomheder og firmaer med et CVR-nummer ifølge loven skal have en arbejdsskadeforsikring, hvis den ikke giver erstatning, når der sker en ulykke som med min bror med døden til følge. Vi var alle af den overbevisning, at det ville gå helt automatisk, siger Lisbeth Holk Meier, der arbejder som handicaphjælper.
Intet at komme efter
Jens Christian Poulsen var ikke medlem af en fagforening og havde kun en privat ulykkesforsikring. Efter hans død søgte hans efterladte hjælp og rådgivning hos en advokat i forhold til arbejdsulykkesforsikring og erstatning.
Her fik de at vide, at der ikke var noget af komme efter. Heller ikke i forhold til forsørgertabserstatning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, fordi Jens Christian Poulsen ikke var gift, boede alene og ikke havde børn.
Tre og et halvt år efter den alvorlige arbejdsulykke, der kostede hendes bror livet, er Lisbeth Holk Meier stadig vred og frustreret.
– Jeg er vred og dybt rystet over den svinske behandling af min storebror og over, at hans liv ikke var mere værd. Jeg forstår ikke, at det her kan foregå i dagens Danmark. At det kynisk set kan være billigere for samfundet, at folk dør end overlever en arbejdsulykke. Og at vi kynisk set skulle have holdt Jens kunstigt i live, for at der kunne udbetales erstatning for hans arbejdsulykke, siger hun.
Ønsker loven lavet om
– Jens kunne i princippet have testamenteret hele sit bo til Kattens Værn. Det er ikke penge, som det handler om. Penge bringer ikke min og mine brødres bror og min mors søn tilbage. Det er princippet og den nuværende praksis på området, som jeg stiller et stort spørgsmålstegn ved, siger Lisbeth Holk Meier.
Hun mener, at arbejdsskadesikringsloven bør laves om.
– Jeg tror, at der er virkeligt, virkeligt mange, som ikke aner en pind om, at de kan blive stillet i samme situation som os, hvis en i deres familie kommer ud for en alvorlig ulykke på jobbet. Loven bør laves om, siger hun.