Alle stiger som minimum ét løntrin. Derudover opnås et løntrin som kvalifikationslønstillæg efter to års anciennitet eller mere.
De erhvervsuddannede serviceassistenter har fået to grundlønstrin. De opnår kvalifikationsløntillægget efter seks års ansættelse.
Så er der ny lønmodel til rengøringsassistenterne og andre ufaglærte. Den såkaldte garantilønsmodel er afløst af en kvalifikationslønsmodel. Garantilønnen betød, at rengøringsassistenter, der for eksempel opnåede kvalifikationstillæg, faktisk blev modregnet i garantilønnen og dermed ikke fik mange kroner og øre ud af det.
– Det var meget vigtigt for os at få den forhadte garantilønsmodel fjernet. Det er lykkedes nu, siger formanden for 3F’s offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård.
”Time out” på ny løn
Så har parterne aftalt “time-out” i forhold til at få nye midler ud til lokal løndannelse. Det skyldes, at disse faggrupper over ni år ikke har haft den forventede lønudvikling lokalt. Derfor overgår pengene – 1,25 procent – nu til de centrale borde, hvor de går til to tillæg:* Et rekrutteringstillæg på 3.600 (i 2000-kroner) for dem, der har 0 til 2 års ansættelse. Det har nogenlunde samme værdi som et løntrin.
* Et fastholdelsestillæg på 2.600 (i 2000-kroner) for dem, der har mere end to års ansættelse.
– Det kan forhåbentligt sende et signal om, at der skal ske noget ret alvorligt, for at de lokale lønforhandlinger kan lykkes på det her område, siger Ellen K. Lykkegård.
Så er der en smule pensionsforbedringer – fra 12,5 procent til 12,55. Desuden er parterne blevet enige om personalepolitiske projekter, hvor målet er at få attraktive fuldtidsjob med mere afvekslende opgaver og mindre nedslidning.
– Vi har lønmæssigt opnået noget, der ligner to løntrin. Og det var meget vigtigt for os at komme op på siden af det, de kommunale specialarbejdere har fået, siger Ellen K. Lykkegård.

