Der bliver gjort elendigt rent på hospitalerne i hovedstaden.
Det viser en kontrol, som Dansk Standard har lavet på fem hospitaler i Region Hovedstaden.
103 lokaler blev undersøgt – kun 16 lokaler var helt i orden. Værst stod det til på Amager Hospital, hvor der blev fundet både blod og sekret i lokalerne.
“Der bliver ikke gjort godt nok rent på vores hospitaler. Så kort kan det siges,” siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen ifølge Politiken.
Regionen vil i de nærmeste dage udarbejde en handlingsplan for at rette op på rengøringen og har i den seneste tid sat en streng kontrol af rengøringen i gang efter flere henvendelser fra utilfredse patienter.
Hvert år bliver 100.000 danskere ramt af en infektion, mens de er indlagt på et hospital.