Kort forinden havde chefen for Albena Export, Aleksi Aleksiev, givet de bulgarske bygningsarbejdere en grov verbal overhaling for at have talt med de danske myndigheder. En særlig indsatsgruppe mod social dumping med Arbejdstilsynet, Skat og politiet havde i onsdags været på kontrolaktion.
De kummerlige forhold for bulgarerne på arbejdspladsen og bosted fik indsatsgruppen til at hente assistance fra Center mod Menneskehandel. Centeret behandler i øjeblikket sagen og venter en snarlig afgørelse om, hvor man kan hjælpe de nødstedte bulgarere.
Chefen råbte og skreg
39-årige Atanas Gospodinov er en af de fem bulgarer, der arbejder under slavelignende forhold i huset på Sølvvej 35 i Roslev ved Skive.– Bossen råbte og skreg, at vi skulle holde kæft og ikke tale med nogen som helst. Jeg blev bekymret for min egen sikkerhed og sikkerheden for min hustru og seksårige datter hjemme i Bulgarien, fortæller Atanas Gospodinov. Han har derfor instrueret dem i at flytte til et sikkert sted.
– Jeg vågnede i morges op uden det stress, jeg havde, mens jeg arbejdede for Albena Export. Jeg er meget taknemmelig over, at 3F har hjulpet mig ud af det hus. Det var et helvede, siger Atanas Gospodinov.
Trusler på livet
– Denne sag med social dumping og tvangsarbejde har nu udviklet sig til en sag med trusler på livet. Derfor hentede vi ham ud af huset i går fredag og har bragt ham til et sikkert sted, siger Poul Jean Hansen, der er formand for byggegruppen i 3F Skive-egnen.Mandag morgen kontakter han myndighederne for at høre, hvad næste skridt skal være.
Atanas Gospodinov står i dag uden penge til at rejse hjem for. 3F har sørget for, at har penge til at købe mad for.
Bossen er Aleksi Aleksiev, der ejer Albena Export i Bulgarien. Albena Export arbejder for AV Building ApS, der er ejet af den bulgarske familie Donchev.
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Aleksi Aleksiev, der blot afbryder telefonen uden at svare.
