Den 27-årige oliearbejders efterladte er frustrerede over, at der endnu ikke er placeret et ansvar for dødsulykken.
— Vi får intet at vide af myndighederne. Der er nogle firmaer, der har svigtet, og det kostede Sam livet. Men hvornår bliver de stillet til ansvar, spørger den afdødes mor, Diane Youngman.
Tre selskaber sigtet
Syd- og Sønderjyllands Politi undersøger stadig sagen. Politiet rejste i marts i år sigtelse mod de danske olieselskaber DONG Energy og Mærsk Drilling samt underleverandøren Schlumberger for overtrædelse af offshore-sikkerhedsloven. Det skete efter en anmeldelse fra Energistyrelsen.Den unge brite var med til en test af en oliebrønd på platformen. Han blev kaldt ind med kort varsel af et vikarbureau, der leverer mandskab til oliefelter.
De efterladte mener, at Sam Youngman blev svigtet af de ansvarlige firmaer.
– Han fortalte vikarbureaet, at han ikke følte sig kvalificeret til opgaven, men firmaet forsikrede, at han ikke ville få noget ansvar under operationen. Alligevel gik det galt. En masse ting var ikke i orden. Jeg er chokeret over, at så store selskaber ikke har mere styr på sikkerheden, siger Diane Youngman.
19 årsager til ulykken
Ifølge Energistyrelsen blev der begået en lang række sikkerhedsfejl, da oliearbejderen døde på den danske borerig. Det betød, at Sam Youngman blev ramt af et metalrør med stor kraft og døde af slaget.3f.dk er kommet i besiddelse af en intern rapport, udarbejdet af DONG Energy, der peger på ikke mindre end 19 årsager til ulykken.
Maersk Drilling og DONG beklager dødsfaldet og oplyser, at selskaberne efterfølgende har gennemgået deres sikkerhedssystem. DONG har ændret procedurer som følge af ulykken. Ingen af de involverede firmaer ønsker dog at kommentere sagen.
