Slæbebåden og isbryderen Jens Ove har lige lagt til på sin faste plads efter tre timer på fjorden. Når man krydser vandet og kører ind til Randers, ligger skibet altid langs kajen på højre hånd. Men i den seneste uge har det ikke været fast inventar på havnebredden.
Skibene kan ikke komme ud og ind af Randers Havn for isen, og så må Jens Ove sættes i gang. Det er langt fra hvert år, at isen er så tyk, at der er brug for en isbryder, men i denne her uge har det faste makkerpar Erik Andersen og kaptajn Per Møller været ude at bryde isen hver dag.
– Så snart behovet er der, så er vi der. Hvis skibene har problemer, skal vi nok hjælpe, og hvis vi ved, at skibet ikke kan komme ud selv, så bryder vi isen inden, siger 64-årige Erik Andersen, der er matros og specialarbejder i Randers Havn.

I dag skulle isen inde i havnen brydes. Fordi det er ferskvand, fryser den hurtigere til, men de seneste dage har de også måttet bryde isen hele vejen ned gennem fjorden fra Randers Havn ud til Kattegat. De er fire år siden, de sidst har skullet bryde is på den 30 kilometer lange strækning. Isen på fjorden er lige nu 20 centimeter tyk, men det er stadig en af de lettere opgaver for den tunge isbryder.
– Vi kan bryde op til 70 centimeter is. Skibet er bygget til dét formål med en skrå snude, så det kravler oven på isen, siger Erik Andersen.

På arbejde i plusgrader
Selvom vejret går mod plusgrader, så er der stadig brug for isbryderen. De flydende bøjer, der markerer sejlranden, sidder nemlig fast i isen, og når isen begynder at tø, flyder den rundt med bøjerne. Derfor skal isbryderen i morgen gnave alle bøjerne fri, men så ser det også ud til, at vejrguderne giver Jens Ove og besætningen i Randers Havn fri.
Skibet er bygget i 1981, og Erik Andersen blev ansat på havnen i 1989:
– Så har den været min lige siden. Jeg har malet og passet og plejet den i 32 år. Jeg passer den året rundt.
Selvom skibet Jens Ove nu har rundet de 40 år, så bliver det ikke sendt på pension foreløbig. Det samme gælder i øvrigt Erik Andersen:
– Den kan bryde is de næste 50 år uden problemer. Hvis jeg bliver 100 år, så håber jeg da, at jeg kan passe den lige så længe. Randers Havn er en kanon arbejdsplads. Vi har det så godt med hinanden alle sammen, så jeg kunne aldrig finde på at rejse.
Når Jens Ove ikke er isbryder, sejler Erik Andersen drikkevand ud til skibene, der kommer til Randers Havn, og tager olieaffald og andet med retur.

