Endnu en håndværker dør i hårdt plaget landsdel: – Skriger på større tilsyn

Myndighederne står med et forklaringsproblem, siger byggeformand efter ny dødsulykke på Fyn.
- En arbejder mistede livet fredag, da en svalegang styrtede sammen på et byggeri i Odense.
- To andre kom til skade.
- Den lokale 3F-afdeling kalder ulykken "dybt tragisk" og efterlyser større tilsyn fra myndigheder med byggebranchen.
- I december mistede tre bygningsarbejdere livet, da taget på et biogasanlæg ved Glamsbjerg på Fyn brast sammen.
Endnu en tragisk arbejdsulykke har fundet sted på Fyn.
Fredag styrtede en svalegang sammen på et boligbyggeri på Munkebjerg Park i Odense.
Her døde en bygningsarbejder i 40’erne, mens to andre kom til skade.
Det oplyser Fyens Politi.
– De mange sager skriger på, at der kommer et større tilsyn med byggebranchen. For der er alt for mange dødsulykker.
Torben Knudsen
Anmeldelsen om ulykken kom klokken 13.43. Her var en svalegang på 4. etage styrtet ned. Det skete på en boligblok, hvor der i øjeblikket er ved at blive opført en ekstra etage.
Den afdøde er håndværker hos tømrervirksomheden Færch & Co.
To andre er også kommet lettere til skade i ulykken.
Krisehjælp
Ejendommen, hvor ulykken er sket, er ejet af Barfoed Group.
Her er koncerndirektør Frederik Barfoed rystet over arbejdsulykken:
– Jeg har ikke ord for det, det er ulideligt, siger han til Fyens Stiftstidende.
Beboerne i den ejendom, hvor ulykken skete, blev evakueret, og arbejderne er blevet tilbudt krisehjælp.
Arbejdstilsynet blev fredag tilkaldt og arbejdede på stedet sammen med efterforskere fra Fyns Politi.
Fem døde på kort tid
Formand for 3F Bygningsarbejderne Fyn, Torben Knudsen, kalder ulykken for ”dybt tragisk” for arbejderne på pladsen og de efterladte.
Han mener, at myndighederne står med et forklaringsproblem:
– De mange sager skriger på, at der kommer et større tilsyn med byggebranchen. For der er alt for mange dødsulykker, siger Torben Knudsen til BT.
Ulykken i Munkebjerg Park kommer kun få måneder efter, at tre arbejdere døde i forbindelse med et silouheld Flemløse Biogas-anlæg i nærheden af byen Glamsbjerg – også på Fyn.
Det er den mest alvorlige arbejdsulykke i Danmark i årevis.
22. december gik det igen galt på Fyn. Her var det en blot 20-årig mand, der døde på en byggeplads ved Svendborg i forbindelse med nedrivningsarbejde.
